Symptom – vægttab

23-05-2022 09:45

Astrid Holtet

Har din hund svært ved at holde en fornuftig kropsvægt, kan det være udtryk for at den forbrænder mere energi end den indtager, men det kan også være tegn på en lang række forskellige sygdomme

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

For meget fedt på sidebenene er farligt og kan forkorte hundens liv, men hvis hunden vejer for lidt kan det også give problemer.

For at holde en stabil vægt skal hunden indtage lige så meget energi igennem sit foder, som den forbrænder. Vægttab kan ses hos hunde hvis aktivitetsniveau, og dermed energiforbrug, stiger uden at deres energiindtag følger med. Øges hundens daglige foderration tilstrækkeligt, vil vægttabet stoppe, og hunden vil vende tilbage til sin normalvægt.

Det er dog ikke kun en ubalance mellem energiforbrug og energiindtag, der kan få hunden til at tabe sig. En lang række andre tilstande kan medføre et vægttab hos hunden på trods af, at den får nok at spise.

Blandt de mest almindelige årsager til vægttab hos hunde er:

Nyheden fortsætter efter annoncen

1. Manglende evne til at nedbryde og optage næringsstoffer
Sygdomme i blandt andet bugspytkirtlen, leveren eller tarmen, kan gøre det svært for kroppen at optage næringsstofferne i det foder hunden spiser. Det vil sige, at hunden kan spise tilstrækkelige mængder af foder, men at næringsstofferne ikke kommer over tarmvæggen og ud i kroppen, hvor de skal bruges, og dermed kan hunden komme i energi- og næringsstofunderskud.

2. Fejlernæring
Problemer med foderets sammensætning kan medvirke til at hunden taber sig, på trods af at den spiser rigelige mængder foder. Hvis foderet ikke indeholder den rette sammensætning af næringsstoffer, kan det give problemer med energiunderskud eller underskud af de vigtige byggesten, som kroppen har brug for, herunder proteiner, fedtsyrer, vitaminer og mineraler.

3. Tandproblemer
Tandproblemer er almindelige hos hunde i Danmark, og kan være forbundet med udtalt smerte. Gør det ondt når hunden tygger, kan det hurtigt medføre, at hunden ikke vil spise, og dermed begynder den at tabe sig. Holder man ikke nøje øje med hundens foderindtag, kan man let overse, at hunden ikke spiser alt den mad, den får serveret.

4. Kræftsygdomme
Kræftsygdomme hos hunde kan medføre vægttab, og vægttabet kan i nogle tilfælde være et af de eneste symptomer på sygdom, som den kræftsyge hund udviser.

Oplever du at din hund begynder at tabe sig uden at dens energiforbrug af steget, bør du altid kontakte din dyrlæge.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout