Bjarke Kirkegaard Nielsen
– Kan du tænke dig noget bedre formål at støtte?
Med dette retoriske spørgsmål svarer Jørgen Andersen på, hvorfor han har valgt at skyde en masse penge i Dyreværnets Frynseklinik.
Det er Jørgen Andersen, der er årsagen til, at der overhovedet er noget, der hedder Frynseklinikken, og da den første klinik åbnede for halvandet år siden, havde han kun et eneste krav til donationens modtager.
– Mit eneste krav var, at det skulle hedde Frynseklinikken opkaldt efter min gamle hund, Frynse, lyder det fra den randrusianske dyreven, da han på Skt. Knuds Torv i Aarhus fejrer Frynseklinik nummer to sammen med Dyreværnet.
Med sin lille hund, Arthur, vimsende rundt mellem al virakken, taler Jørgen Andersen engageret om sin kærlighed til hunde.
– Hunde betyder alt for mig. Jeg har levet 15 år uden hund, og det var hårdt. Men da jeg i sin tid flyttede til England, ville jeg ikke have hund med, da det ville betyde, den skulle seks måneder i karantæne. Det ville jeg ikke byde den.
Flere skal have hjælp
Frynseklinik nummer to kommer til at køre i Jylland, mens nummer et kører på Fyn og Sjælland. Den nye bil giver Dyreværnet nogle muligheder, som man har sukket efter i organisationen.
– Med den nye bil kan vi hjælpe flere end dobbelt så mange, da vi kommer til at bruge mindre tid på transport. Det betyder så også, at vi kan komme længere ud. Vi ved, der sidder mennesker rundt omkring, som aldrig kommer uden for en dør, og mange af dem har også dyr. Dem har vi nu mulighed for at hjælpe, fortæller direktør i Dyreværnet Rikke Christensen-Lee.
Den indsats kræver et samarbejde med kommunerne, så Dyreværnet kan finde de personer, der holder sig inden for hjemmets fire trygge vægge.
– Vi er lige nu ved at starte et projekt med Lolland Kommune, hvor vi blandt andet har kontakt med psykiatrien. Fra dem lyder det, at omkring 70% af deres psykiatribrugere har kæledyr, så der sidder helt sikkert nogen derude, som har brug for den hjælp, vi tilbyder, siger hun.
Ideen til Frynseklinikkerne blev egentlig født i Rikke Christensen-Lees hoved, da hun var ganske ung, og da hun mødte Jørgen Andersen, kunne drømmen blive en realitet.
– I mine unge dage boede jeg i USA, hvor de havde disse klinikker, der kørte rundt og hjalp disse dyr. Det var godt nok hovedsageligt neutraliseringsklinikker, men det var der, jeg først fik ideen til Frynseklinikkerne, fortæller hun.
En ny vej
Ombord på den jyske Frynseklinik finder man dyrlæge Denise Michanowicz, der er en erfaren dyrlæge, men som er ny i Dyreværnet.
Derudover finder man et af Dyreværnets kendteste ansigter, idet Nina Amdi er klinikkens anden medarbejder.
– Vi har valgt at flytte Nina fra at være udrykningsleder til Frynseklinikken, fordi hun har en stor viden om Dyreværnet, som hun kan give videre til Denise. Nina er ikke uddannet dyrlæge, men hun har nogle andre egenskaber, som er guld værd for Frynseklinikken. Hun er jo for eksempel dygtig til at komme i kontakt med folk og snakke med dem, fortæller Rikke Christensen-Lee.
Nina Amdi er også selv glad for den nye rolle, selvom hun har nydt at være udrykningsleder.
– Jeg ser det som en kæmpe chance for mig at få lov at være på Frynseklinikken, selvom jeg ikke er dyrlæge, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, fortæller hun begejstret.