Historisk VM-succes for K9 Runners Mariager

11-11-2025 18:10

Karina Green Damsgaard

Dansk klub tog medaljer med hjem fra verdensmesterskabet i canicross

Copyright Hunden.dk
Den kun 11-årige Felicia Thor tog en imponerende sejr ved VM i Tjekkiet. Foto: CaniPix
Nyheden fortsætter efter annoncen

For første gang nogensinde har en dansk klub taget medaljer med hjem fra et verdensmesterskab i canicross, og det var K9 Runners Mariager, der skrev historie ved VM i Tjekkiet. Klubben stillede op i alle tre discipliner: kickbike, bikejoring og canicross, og de danske atleter leverede resultater i absolut topklasse.

”Som formand er jeg utrolig stolt over vores præstationer, og jeg har virkelig svært ved at få armene ned!” siger Katrine Rehn, formand for K9 Runners Mariager.

Guld, sølv og stærke placeringer

Den blot 11-årige Felicia Thor løb sig til guldmedalje i et stærkt internationalt felt – en præstation, der vidner om både mod, talent og en usædvanlig god forbindelse med sin hund.

Claes Rehn og hans hund Swea viste stærkt samspil og tog sølvmedalje i Master II-klassen, mens Søren Gramkow og hunden Bertil imponerede med en flot 6. plads.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klubben stillede desuden med flere dygtige løbere i canicross, hvor især de unge hunde håndterede det krævende terræn og den intense stemning med stor ro og fokus.

Copyright Hunden.dk
Claes Rehn og Swea i topform – det rutinerede team sikrede sølv i Master II-klassen. Foto: CaniPix

Over 1000 deltagere

Verdensmesterskabet bød på to krævende heats og over 1000 deltagere fra hele verden. Det stiller store krav til både hunde og førere, mentalt såvel som fysisk, men K9 Runners Mariager viste, at dansk canicross hører hjemme blandt verdens bedste.

”Det er helt fantastisk at se, hvordan vores løbere og hunde præsterede. Vi har et helt særligt fællesskab og et engagement, der rækker langt ud over konkurrencerne,” siger Katrine Rehn.

En klub med vind i snuden

K9 Runners Mariager har på få år udviklet sig til et kraftcenter i dansk canicross. Klubben samler både eliteatleter og motionister, der deler glæden ved løb med hund, og VM-resultaterne viser, at klubben nu også har markeret sig internationalt.

Copyright Hunden.dk
K9 Runners Mariager samlet i Tjekkiet – stolte medaljevindere og et stærkt hold af danske canicross-atleter. Foto: CaniPix
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout