Astrid Gerd Holtet
De fleste tæver kommer i løbetid mellem én og tre gange om året. I løbetiden bliver tævens krop klar til at blive parret. Mange hundeejere oplever, at tæven tydeligt ændrer adfærd i denne periode og disse mentale forandringer får også følgeskab af en masse fysiske ændringer i kroppen.
Tævens reproduktionscyklus er bygget op af en forbrunst, en brunst og en hvileperiode, der tilsammen varer cirka 90 dage. Herefter følger en længere hvileperiode inden tæven igen kommer i forbrunst. Begrebet ’løbetid’ dækker over forbrusten og brunsten.
I forbrunsten bliver kroppen klar til ægløsning
Forbrunsten kaldes også for proøstrus og den varer omkring ni dage. I denne periode modnes æggene og æggestokkende gør sig klar til at slippe dem. Tævens skede hæver tydeligt op, og der kommer blodigt flåd fra skeden. Hun begynder at tisse mere end hun plejer, og i urinen udskiller hun nogle stoffer – også kaldet færomoner – der fortæller hanhundene omkring hende, at hun er ved at være klar til parring. Hanhundene begynder at vise interesse over for hende, men hun tillader endnu ikke, at de kommer for tæt på. Mange hundeejere oplever at deres tæve i denne periode bliver mindre kontaktsøgende, og at hun kan have svært ved at koncentrere sig.
Æggene løsner sig i brunsten
Brunsten, der også kaldes østrus, følger forbrunsten og varer ligeledes omkring ni dage. Flådet fra skeden ændrer farve og bliver mere gulligt eller nogle gange brunligt. Fra midten til slutningen af brunsten løsnes æggene fra æggestokkene, og de kan nu befrugtes. I denne periode begynder tæven at lade hanhundene komme helt tæt på og tillader parring. Når løbetiden begynder at være færdig, og hvilefasen starter, vil tæven igen begynde at afvise hanhundenes tilnærmelser.