Vitus var træt. Vitus var sulten. Vitus havde hjemve. Vitus savnede William. Og nu havde Vitus lige fået at vide, at han skulle leve resten af sit liv på loftet i et kirkeklokketårn. Vitus følte sig ganske overvældet og i så dårligt humør, at han prompte slog numsen i gulvet og lagde hovedet tilbage for at bryde ud i en langstrakt, frustreret tuden.
Så langt nåede han dog ikke før en kom ham i forkøbet. Et eller andet sted udenfor kirkegården tudede en hund. Først var det bare en ensom hundestemme i den mørke, sene december-eftermiddag, så faldt nok en hundestemme ind, en mere og pludselig tudede alle landsbyens hunde mod månen. Vitus selv sad, tavs af forbløffelse, og bare sad. Men der skete noget med ham. Ligesom sidst, hvor han havde lyttet til de tudende hunde hjemme i Brombærkvarteret, følte han sig pludselig modig og sej, og kampklar. Selvom han ikke anede hvad det kunne være for en kamp. Hvis det kom til en kamp, altså. Men det ville det gøre, komme til en kamp, det vidste han nu pludselig med fuldstændig sikkerhed. Underligt nok skræmte det ham ikke.
I samme øjeblik Vitus følte sig opladt, og fyldt med mod og overskud, stoppede koret af tudende hunde. Det var som om alle landsbyens hunde havde vidst, at han trængte til opmuntring – næsten endda inden han selv havde været klar over det. Fuldstændig ligesom hundene i Brombærkvarteret, hvor han og William boede, havde gjort. Det var meget besynderligt.

Tyto Slørugle nikkede. ”De andre hunde, de ved, at hvis du mister modet, så mister de livet. Eller de ved det måske ikke, men de fornemmer det. Det er derfor de hyler når du bliver trist. Det fornemmer de nemlig også. Flokfølelsen blandt hunde er stor, og endnu mere i december, nu hvor Hundestjernen igen står på himlen” sagde sløruglen, der åbenbart havde kunnet se på Vitus, hvad han tænkte. ”Mister livet?” gentog Vitus. Det lød godt nok uhyggeligt. ”Hvad mener du?” Et øjeblik var der helt stille på loftet. Så rømmede Tyto sig. ”Hvor meget ved du om verdensrummet, Vitus?” spurgte han så endelig. ”Øøøh … der er solen, og månen, og … sådan noget” mumlede Vitus, der havde svært ved at koncentrere sig fordi hans mave i det samme knurrede, og mindede ham om, at det var alt for længe siden han sidst havde fået noget at spise.

Flagermusen, der var faldet ned fra Vitus ryg, havde krabbet sig over gulvet og tog nu fat i den lange, bløde pels på Vitus’ forben. Vitus flyttede forbenet, men flagermusen havde fået fat og i løbet af et øjeblik kravlede den op og sad igen på ryggen af Vitus. ”Jeg hedder Marie” meddelte den Vitus med sin lille, forsigtige stemme. ”Og jeg mente ikke det med at slå dig ihjel, som jeg sagde før. Vi gider bare ikke have besøgende heroppe på tårnloftet, så vi prøver altid at skræmme dem væk.” ”Øh, okay” sagde Vitus, og prøvede diskret at ryste sig i håb om at flagermusen ville falde af, men det gjorde den ikke. Marie strammede i stedet grebet i Vitus pels, kunne han mærke. Vitus sukkede. ”Ja, ja, du snakker og du snakker, og fjerene vifter” indskød Kaj Rotte samtidig med, at han sørgede for at have store, stærke Pax imellem sig og Tyto Slørugle. ”Du kan da ikke bare sige, at alle hunde vil miste livet. Bare sådan ud i det blå. Du skræmmer jo den lille, hvide fyr” vrissede Kaj, og nikkede i retning af Vitus. ”Og mig” indskød Pax. ”Du skræmmer også mig.”

Tyto drejede langsomt hovedet, og kiggede direkte på Kaj med sine sorte slørugleøjne i det hvide,  hjerteformede slørugleansigt. Så foldede Tyto sine store vinger ud, og lettede fra stoleryggen. Kaj Rotte udstødte et hvin, og kastede sig ind under maven på Pax. Men Tyto var ligeglad med rotten. Sløruglen fløj uden en lyd, så stille som kun en ugle kan flyve, gennem rummet for at lande i et af tårnvinduerne, der vendte mod syd.  ”Jeg er julemandens historieskriverugle, derfor ved jeg besked. Jeg er ud af en urgammel slægt af historieskriverugler, så det er min pligt at kende historien. Jeg har vidst i flere år, at dette ville ske på et tidspunkt. Nu er det så tiden. Tiden til det endelige opgør.” ”Jeg tror, den ugle er bims” hviskede Kaj til Vitus og Pax. ”I skal ikke tage jer af ham. Alle hunde dør da ikke, eller hvad det nu er, han mener med sin uglesnak. Eller skulle jeg sige uglegylp” tilføjede rotten, og fnes. ”Du er en dum rotte” lød en lille, spinkel stemme.

Det var Marie flagermus, der blandede sig i samtalen. ”Jeg bor her på loftet, og jeg kan bare sige, at vi jævnligt får besøg af julemanden. Det er hans kikkert, der står derovre ved vinduet. Og når julemanden er på besøg her på loftet, så bruger han og Tyto meget tid på at kigge i kikkerten. Så Tyto er overhovedet ikke bims. Jeg er sikker på, at alt hvad han siger er rigtigt.” ”Tak, Marie” sagde Tyto og blinkede til flagermusen, som lyste op i et stort smil. ”Kom herover, hunde” Tyto viftede med en vinge. ”Kom herover og kig ud ad vinduet. Så bliver det nemmere for jer at forstå.” Vitus og Pax travede over til uglen. Pax stillede sig på bagbenene og kiggede ud ad vinduet. Vitus var for lille til at nå op til vinduet, uanset at om han stod på bagbenene eller ej.

Men han fik hjælp fra en uventet kant. Men en skurrende lyd, der fik dem alle sammen – undtagen Tyto – til give et sæt, skubbede Kaj stolen tværs over loftet og hen til sydvinduet, så Vitus kunne hoppe op på den. Når Vitus stod på bagbenene på stolen, kunne han lige præcis lægge forpoterne i vindueskarmen og nå op til vinduet. ”Tak, Kaj” sagde Vitus høfligt, da han var kommet på plads, og kunne se ud ad vinduet. Det første Vitus så var, at der godt nok var langt ned. Meget, meget langt ned. Gravstenene nede på kirkegården så ud som om de var på størrelse med legoklodser, så langt ned var der. ”Du skal ikke kigge ned, Vitus” oplyste Tyto. ”Du skal kigge op. Du skal kigge på himlen. Mod syd. Kig på stjernerne.” Vitus og Pax, og flagermusen Marie, der hang over skulderen på Vitus, kiggede alle tre på decemberhimlen.
Oppe fra kirketårnet så himlen helt anderledes flot ud end når man bare stod og kiggede på den nede fra jorden. Stjernerne funklede og blinkende virkelig på den mørke decemberhimmel. Fuldstændig som i den smukke salme ”Dejlig er den himmel blå” som Vitus havde hørt menigheden synge til adventsgudstjenesten, da han havde fundet frem til kirken. ”Kan I se der er ligesom en skæv firkant af stjerner med 3 mere klare, faktisk meget klare, stjerner i midten af firkanten” spurgte Tyto og pegede med en hvid, blød sløruglevinge ud mod aftenhimlen. ”Det er Orion – jægeren – altså stjernebilledet Orion. Stjernerne danner to skuldre, to fødder og et bælte, der består af tre stjerner. I skal lægger mærke til to ting her. For det første stjernen, som danner Orions højre skulder, det er Betelgeuse, I kan måske ane den har en rødlig farve.”

Tyto marcherede frem og tilbage i vindueskarmen, mens han talte og pegede stjernerne ud. Først kunne Vitus overhovedet ikke finde ud af det, men efterhånden som han kiggede på himlen begyndte de stjerner, som Tyto nævnte at skille sig ud. ”Hvis I følger retningen fra de tre stjerner i Orions bælte ned mod horisonten og lidt til venstre, så kan I se en stærkt lysende stjerne, ikke?” Hundene nikkede. ”Det er jeres stjerne. Det er Sirius, hundestjernen, himlens stærkest lysende stjerne. Himlens allerklareste stjerne og den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, Canis Majoris, som det hedder på latin. Store hund var Orions jagthund.” Tyto var klart i sit es. Han kunne lide at fortælle om stjernerne, det var tydeligt. Uglen vandrede frem og tilbage i vindueskarmen, slog ud med vingerne, pustede sig op og var på alle måder i hopla.
Vitus lyttede pænt til Tytos stjerneforedrag, men det var bare ligesom om den knurrende lyd fra hans tomme – og meget sultne – mave overdøvede Tytos tale. ”Jeg har jo kunnet se, at Sirius ikke var nær så klar da den stod op på himlen i år, som den plejer at være, og så vidste jeg, at den onde, at Azazel, var nået frem” fortsatte Tyto.
”Det forstår jeg ikke noget som helst af” afbrød Pax. ”Forventede du, at han ville komme, ham Azazel?” ”Ja, for han stak jo af fra Betelgeuse, hvor han havde været fængslet efter han dræbte Orion. Han flygtede for mange lysår siden, så det var jo kun et spørgsmål om tid før han ville nå jorden og os.” ”Du må meget undskylde, ugle, men jeg fatter overhovedet ikke en lyd af hvad du taler om. Godt nok er jeg en rotte, og meget kan du sige om rotter, men dumme er vi altså ikke” sagde Kaj, og lagde demonstrativt forbenene over kors.

Sløruglen stoppede sin march i vindueskarmen, og kiggede direkte på rotten. Slikkede uglen sig ikke også lige hurtigt om næbbet? Det syntes Vitus, at han så. Bare sådan lige et hurtigt slik. Vitus var åbenbart ikke den eneste, der var sulten. Kaj Rotte så det vist også, for han skyndte sig om bag Pax. ”Jeg er sulten” hørte Vitus pludselig sig selv sige. Det havde ikke været hans mening at sige det højt, men det var han alligevel kommet til.
”Det er du ikke den eneste, der er” mumlede Tyto, og sørgede omhyggeligt for ikke at kigge på Kaj Rotte. Om det var for ikke at genere rotten eller for ikke at komme til at spise ham, var ikke til at sige. ”Lad os gå over i præstegården. Jeg har foder stående fremme altid. Og egen hundelem så jeg kan komme og gå som jeg vil” sagde Pax. ”Lad os smutte over og få en bid mad, så kan vi komme herop igen bagefter, og høre resten af dit, øh, spændende foredrag om, øh, det der med, øh, ja, hvad det nu er” sagde Pax. ”Den er jeg med på” råbte Kaj begejstret.

Rotten var allerede henne ved trappen ned fra loftet inden Vitus havde nået at hoppe ned fra stolen. Pax var lige i hælene på Kaj Rotte, og Vitus skyndte sig at spæne efter sine to nye venner. ”Nej, stop, vent … råbte Tyto, men det hørte hverken hundene eller rotten. Der var de tre allerede halvvejs nede af den snoede vindeltrappe i kirketårnet. De var sultne, hundene, og sultne hunde, de tænker kun på mad. Rotten var også sulten, men det var han altid. Og rotter tænker i øvrigt altid på mad, uanset om de er sultne eller ej. Så ingen af de tre hørte, Tytos råb om, at de kun måtte gå fra kirkegården og ind i præstegården, hvis porten ind præstegårdens indkørsel var lukket. Det sultne trekløver spænede ned ad trappen, gennem kirken og over kirkegården hen til lågen i muren, der førte ind til præstegården. Ingen af de tre bemærkede, at lågen i præstegårdens indkørsel stod på vid gab, og endda, småknirkende i hængslerne, svingede lidt frem og tilbage i den tiltagende vind.

De opdagede heller ikke, at stjernerne på himlen, der bare for bare fem minutter siden havde funklet og skinnet, nu var forsvundet bag tunge, mørke skyer, som den begyndende vind blæste ind over kirken og præstegården. De tre glemte endda også at lukke lågen mellem kirkegården og præstegården efter sig, så travlt havde hundene og rotten med at nå frem til Pax´ fyldte madskål. For sådan er det med hunde – har de først mad i hovedet, så kan de ikke næsten ikke tænke på andet – næsten ikke engang om deres liv så afhænger af det.