Vitus mærkede kort et par skarpe tænder, der kørte ned ad hans ribben, og så et ryk da han blev løftet op fra jorden og slynget op i luften. Vitus havde været meget igennem det sidste døgn, men det her, det slog det hele.
Vitus var skrækslagen og skreg i vilden sky, så højt og så larmende som kun en lille, skræmt hund kan skrige.
Vitus hvinede endda højere end et par togskinner kan gøre når et tog bremser virkelig hårdt op. Det var en hjerteskærende lyd, en lyd fra en lille hund i stor nød. Vitus mærkede, der blev hevet hårdt i hans lange pels, og så, bum, så var det hele overstået. Aldrig havde Vitus` hjerte slået så hurtigt. Det slog som om han havde løbet stærkt i timevis, næ, i dagevis.

”Det var sgu i sidste øjeblik, hva`makker” lød en stemme lige ud for Vitus ører. ”Hvem pokker var den ubehagelige karl? Han var godt nok grim. Føj for en ulykke.” Vitus, som havde lukket øjnene fast i, da han mærkede tænderne om sin krop, åbnede øjnene og stirrede lige ind i et busket hundeansigt. Det var nu ikke hunden, men rotten, Vitus havde hørt.

I det samme begyndte kirkeklokkerne at ringe igen. ”Er jeg død og kommet i hundehimlen?” hviskede Vitus og så sig forsigtigt omkring. ”Nej, vel er du da ej død” lød det fra rotten, som stod lige ved siden af Vitus. ”Men det var tæt på. Hvis ikke Pax her” rotten pegede på det buskede hundeansigt, ”hvis ikke han var hoppet ned til dig og havde gaflet dig i munden, og smidt dig op på muren, så havde du nok været lige så død som alle dem der.” Rotten pegede igen. Denne gang ind over kirkegården, hvor gravstenene sås som silhuetter mod lyset, der stadig strømmede ud fra kirkens vinduer. Vitus gøs.  Det gik op for Vitus, at han lå oppe på kirkegårdsmuren. Det buskede hundehoved sad på en stor jagthund, som lå ved siden af ham og kiggede en smule bekymret på ham.
”Jeg tog forhåbentlig ikke for hårdt, da jeg løftede dig?” spurgte jagthunden. ”Jeg er jo vant til at hente fasaner og den slags, ikke små hunde indsmurt i mudder. Tror det var meget heldigt med det mudder. Jeg kunne tage godt fat om dig, men uden at du kom til skade, for mudderet beskyttede dig nærmest som en rustning” sagde jagthunden. ”Tak” lykkedes det Vitus at fremstamme. Han var stadig chokeret, det havde været tæt på denne gang. ”Men hvor er den, monsterhunden?” ”Det var ikke en hund, det var en monsterrotte. Meget, meget større end min salige onkel. Jeg troede ellers han havde rekorden, men onkel var da bare en snothvalp i forhold til den kæmperotte.”

”Det var da en hund” sagde jagthunden. ”En virkelig modbydelig, stor busket jagthund. Hvis der kom sådanne nogle hunde med på jagt, så skulle jeg dæleme ikke på jagt mere.” En rotte? En jagthund? Det var ikke det Vitus havde set. Vitus undrede sig, og tænkte så det knagede i hans lille, mudrede hundehoved. ”Men hvor blev monstret af?” gentog Vitus. ”Ja, det var det mest mærkelige af det hele. Den sprang frem mod Pax, som havde dig i munden, og Pax nåede lige præcis op på muren i samme sekund som monsterrotten… ”  ”Monsterjagthunden” indskød Pax. ”Monsterrotten” gentog rotten stædigt. ”i samme sekund som monsterrotten ramlede ind i muren her. Da den ramte muren, så forsvandt den, puf, væk, lige ud i luften. Det eneste den efterlod var lugten af brændt hår, kan du ikke lugte det?” Vitus tog en dyb indånding. Det var rigtigt. Den ubehagelige lugt af brændt hår, hang i luften. ”Så den er væk nu?” sagde Vitus og kiggede sig omkring. Han var langsomt ved at komme til sig selv igen. ”Det ser sådan ud” sagde jagthunden. ”Heldigvis” tilføjede den så.

”Men hvad laver du her? Og hvad hedder du?” spurgte den store hund. Vitus præsenterede sig, og forklarede, at han var faret vild. Han synes ikke, det lige var tidspunktet at forklare sine to nye venner, at den uhyggelige – og farlige – monsterskabning åbenbart klæbede til ham. Så ville de to, rotten og jagthunden, sikkert hurtigt fordufte. Hvem ville hænge ud med en hund, der havde et monster i hælene.

Vitus havde ikke lyst til at være alene, han trængte til selskab og til venner. ”Jeg hedder Kaj” meddelte rotten. ”Jeg er den officielle kirkerotte her. Jeg kender alle og alle kender mig.” Rotten så stolt ud. ”Ja, mon ikke” sagde Pax, jagthunden, med et skævt smil. Rottens bemærkning fik Vitus til at komme i tanke om noget. Noget vigtigt.
”Hvis du kender alle, så ved du måske også om der bor en ugle, en slørugle hedder det vist, oppe i kirketårnet?”
”Det ved jeg ikke noget om” sagde rotten hurtigt. ”Og jeg må vist også til at videre.” ”Du sagde lige, at du kendte alle” insisterede Vitus. 

”De ligger i krig” sagde jagthunden ”Kaj og Tyto, sløruglen oppe i tårnet. Kaj lader som om Tyto ikke eksisterer, men det gør han altså. Han har faktisk været her før nogen af os to kom til.” ”Hallooo, jeg er en rotte, han er en ugle, gnask, gnask, ugle mæt, rotte død – er du med?” råbte Kaj og slog ud med forbenene. ”Hvis Tyto havde villet æde dig, så havde han gjort det for længst” sagde jagthunden og sukkede. 

I det samme gik kirkedørene op, gudstjenesten var slut og kirkegængerne strømmede ud på kirkegården. Synet af de mange mennesker fik Vitus til at længes intenst efter William. Vitus elskede at hænge ud med mennesker, og allerhelst selvfølgelig med William. Men det var slut, mindede han sig selv om. William ville ikke have ham længere, så nu var han en hund på flugt. Tanken var lige ved at overvælde ham. Vitus havde ikke lyst til at være en hund på flugt.
”Så er det ned fra muren, så de ikke ser os” hviskede Kaj, og gav Vitus et puf. Heldigvis greb den rare Pax ham med forbenene og satte forsigtigt Vitus ned inde på kirkegården. ”Kunne jeg måske komme til at tale med Tyto, sløruglen?” spurgte Vitus. ”Hvis vi er lidt hurtige, så kan vi snige os ind i kirken inden min præst kommer og lukker døren. Han lader altid døren stå åben efter en gudstjeneste. Så ånderne kan komme ind og ud som det nu passer dem bedst.” ”Ånderne?” gentog Vitus, for han synes det lød en lille smule uhyggeligt. ”Ja, kirken har jo ligget her siden 1300-tallet, så der er mange ånder. Det siger min præst i hvert fald,” forklarede Pax, som åbenbart var præstens hund. ”Og det har han ret i. Jeg ser tit nogen af dem, men jeg lader som ingenting, for de er ikke lige rare alle sammen.”

Mens de talte, havde de to hunde og rotten bevæget sig gennem kirkegården og næsten helt op til kirken. De holdt sig inde i skyggerne fra alle de evigt grønne buske, som kirkegården var udstyret med i rigt mål. Da kirkegårdslågen smækkede i efter den sidste kirkegænger, spænede hundene og rotten tværs over den lille plads, der var foran kirken og indenfor. 
Det var tydeligvis en meget gammel kirke med høje stenhvælvinger og tykke stenmure, der gav dybe karme til de aflange vinduer. Kirken var smukt pyntet til jul med gran og lilla sløjfer ved alle kirkebænkene, og oppe ved alteret hang en stor adventskrans.  
Vitus mærkede det i samme øjeblik han var inde i kirken. Ro. Der var en ro, som han ikke havde følt fra før alt dette mærkelige noget begyndte, fra før himlen eksploderede over hans hoved.  Han mærkede også hvordan han fik nyt håb. Håbet om, at alt ville ende godt, blev stærkere end det havde været på noget tidspunkt indtil nu.

”Hov, se” hviskede Vitus og dukkede sig lidt ”Der er stadig mennesker herinde.” Oppe på første kirkerække, kunne Vitus skimte to personer. ”Grrr, Vov, vov, vov” var svaret fra Pax. Det fik personerne deroppe til at rejse sig, og bevæge sig ned af kirkegangen hen mod hundene og rotten. Vitus stirrede. Igen noget han aldrig før havde set. Svævende mennesker. De to personer rørte ikke jorden, de svævede. Pax grinede. ”De var mennesker engang, det er de ikke længere, nu er de spøgelser, ånder. Bare vent, bliv stående.” Vitus gjorde som Pax sagde, om end han måske nok ville være stukket af hvis ikke store, stærke Pax havde stået ved siden af ham. De to personer svævede lige ind i hundene og rotten. Idet de to personer passerede mærkede Vitus et øjeblik en slags fugtig kulde, så var det overstået, og de to spøgelser, som han kunne forstå det havde været, var væk.

”Så fik du lige en lidt speciel oplevelse med” smilede Pax, der jo ikke vidste, at Vitus faktisk havde fået rigeligt – alt for rigeligt – med specielle oplevelser på det seneste. Vitus nikkede bare. Han var ved at udvikle sig til en hund, som ikke blev overrasket over noget som helst længere. Opgangen til kirketårnet var i kirkens fjerneste ende bag ved orglet. Der var halvmørkt og uhyggeligt, og Vitus håbede bare de ikke mødte flere spøgelser, for det havde han virkelig ikke lyst til. En lille spinkel trætrappe førte op til hvad der lignede en dør i muren bagved alteret. Rotten Kaj hoppede op på hovedet af Pax, og løftede uden problemer den tunge slå op og åbnede døren. Så hoppede Kaj ned fumlede lidt med et eller andet, og så stod rotten med en tændt tændstik i poterne. Et øjeblik efter havde Kaj fået tændt lyset i en gammel glaslygte, der havde stået lige inden for tårndøren.
Vitus lagde, med beundring – og måske også en lille smule misundelse – mærke til hvordan rotten kunne bruge sine poter lige så effektivt som mennesker brugte deres hænder.

”Samarbejde er vigtigt, du kan et, jeg kan noget andet, sammen kan vi det hele” sagde Pax, som om han havde læst Vitus´ tanker. Så tog Pax håndtaget på lygte i munden, og med jagthunden forrest bevægede hundene og rotten sig op af den stejle vindeltrappe, der førte op til kirketårnet. Stentrappen snoede sig rundt og rundt i en uendelighed, og Vitus begyndte at blive svimmel. Der var noget skræmmende over den smalle, snoede stentrappe, der kun blev oplyst af det flakkende stearinlys i lygten.
”Vent, vent, åh, nej, de kommer, pust lyset ud, Pax, hurtigt. Vi har ingen gemmesteder, læg jer ned, hunde, gør jer så små som muligt, så opdager de jer måske ikke” råbte Kaj pludselig. Pax reagerede prompte, det lille lys gik ud og mørket herskede. Det var et mørke, der var mørkere end noget mørke Vitus nogen sinde havde oplevet. Det var et sort, sort massivt mørke. Og der var noget i mørket, kunne Vitus høre.