Første danske mesterskab i Rally for flatcoat

06-10-2026 09:17

Merete Møller

Søndag den 27. september 2026 blev der skrevet et nyt kapitel i historien om flatcoated retrievere i Danmark. I Esbjerg blev det allerførste uofficielle danske mesterskab i Rally for racen afholdt. En dag fyldt med konkurrence, fællesskab, godt humør og masser af glade haler.

Copyright Hunden.dk
Nina Bardino Laugesen og Shaya, som kom ind på en 2. plads, lige bag Merete Møller. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vejret viste sig fra sin allerbedste side, og solen skinnede over de deltagende ekvipager, da mesterskabet gik i gang kl. 9.00. Der var seks hunde tilmeldt, hvoraf fem stillede til start. Deltagerne kom fra både Jylland, Fyn og Sjælland, så hele Danmark var repræsenteret.

Mesterskabet blev arrangeret af bestyrelsen bag Flatcoated Retrieverne med Nina Laugesen som tovholder. Konkurrencen tog udgangspunkt i Dansk Civil Hundeførerforenings (DcH) regler og bestod af to åbne baner. Det gjaldt om at samle flest mulige point på de to baner.

En stor tak skal lyde til dommer Bodil Routh Bregendahl, som havde sagt ja til at bedømme det første mesterskab. Det var med til at gøre dagen til en rigtig konkurrence, hvor alle ekvipager fik mulighed for at vise deres samarbejde på banen.

Den første danske rallymester

Da dagens resultater blev gjort op, kunne Merete Møller med BH Tanima Flatcoats – Gamechanger (Marley) lade sig kåre som den allerførste danske mester i Rally for flatcoated retrievere. Dermed skrev Merete og Marley sig ind i racens historie med den første mesterskabstitel i Rally.

Resultater

1. Merete Møller med BH Tanima Flatcoats Gamechanger

2. Nina Laugesen med BH DKJUCH RBM SIWISCG22 SIEEHSC-G SISSCLV1G23 Diamondflats Coral (Shaya)

3. Dorthe Rasmussen med Canis Lundin Ozzi

4. Nina Laugesen med BH SIWIJSCG22 SIEEHSJC-G SISSCLV1G23 HOJV23 Tanima Flatcoats Going Cocoloco (Brady)

5. Mickey Kofoed med Jiggers Ann-Winners Wait for Bow

Copyright Hunden.dk
Mickey Kofoed helt til venstre vandt fighterpokalen som anerkendelse af hans mod på at prøve noget nyt og hans positive tilgang til udfordringen. Merete, Nina og Dorthe indtog podiet som hhv. nummer 1, 2 og 3. Foto: Privat

Fra Sjælland til Esbjerg – med smil og gåpåmod

Mickey Kofoed, som er formand for bestyrelsen, havde taget den lange vej fra Sjælland til Esbjerg for at deltage. Rally var helt nyt for Mickey, som aldrig havde prøvet disciplinen før. Men han kastede sig ud i opgaven med et stort smil og masser af gåpåmod.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det blev belønnet med dagens Fighter Pokal – en flot anerkendelse af hans mod på at prøve noget nyt og hans positive tilgang til udfordringen. Det var dommer Bodil som valgte at fighter pokalen skulle gå til Mickey og Bow.

Rally for alle flatcoats

Allerede inden mesterskabet havde der været forsøgt arrangeret fællestræning for dem, som gerne ville se og prøve Rally. Det er noget, der skal arbejdes videre med, så endnu flere får mulighed for at stifte bekendtskab med sporten. Rally kan nemlig sagtens dyrkes af flatcoated retrievere på motionsniveau, hvor det handler om samarbejde, træning og hyggelige oplevelser sammen med hunden.

Men Rally kan også dyrkes på konkurrenceplan for dem, der har lyst til at udfordre sig selv og deres hund endnu mere. Målet er derfor at få flere med og forhåbentlig se endnu flere flatcoats på Rallybanerne næste år.

Solskin, glade haler og flotte sponsorpræmier

Vejret var med os på dagen, og solen skinnede over både hunde og mennesker. Alle ekvipager viste flot samarbejde på banerne, og det var skønt at se så mange glade haler fra vores flattere. Ved 2. baneløb viste Nina og Shaya et virkelig flot baneløb, og det var kun lige på målstregen at sønnike Marley fik overhalet.

Der var også flotte sponsorpræmier til deltagerne, og en stor tak skal lyde til Henne Pet Food for de fine sponsorpræmier, som var med til at gøre dagen ekstra festlig.

En særlig tak skal også lyde til Bodil Routh Bregendahl for at ville være dommer og være med til at gøre det første danske mesterskab i Rally for flatcoated retrievere til en realitet.

Copyright Hunden.dk
Henne Petfood havde sponsoreret præmier, og var dermed med til at gøre placeringerne ekstra lækre for hundene også. Foto: Privat

En ny tradition er født

Det første danske mesterskab i Rally for flatcoated retrievere blev en dag med meget mere end point og placeringer. Det blev en dag med fællesskab på tværs af landet, nye udfordringer, godt samarbejde og masser af flatcoated glæde.

En dag hvor vi i et fællesskab kan nyde vores skønne hunde og deres altid glade væsen.

Måske var det netop det bedste ved dagen: at se hunde og mennesker arbejde sammen, prøve noget nyt og have det sjovt undervejs, for når solen skinner, hundene arbejder sammen, og halerne logrer løs, så er det svært ikke at blive glad for rally.

Vi håber at se endnu flere flatcoats og deres mennesker på Rallybanerne fremover – både til motion, hygge og konkurrence.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout