Vi Passer Hund vokser – nu leder hundebørnehaven efter nye rammer

05-10-2026 10:50

Rinnie Ilsøe og Rolf Flor

Efterspørgslen på hundedagpleje er vokset hos Vi Passer Hund i Farum. Nu vil Rolf Flor og Line Rønne Ladefoged etablere endnu en hundebørnehave – og samtidig skabe nye rammer med udgangspunkt i de erfaringer, de har gjort sig gennem næsten ti år med hunde i dagpleje.

Copyright Hunden.dk
Efter næsten ti års drift har Rolf Flor og Line Rønne Ladefoged gjort sig en lang række erfaringer med, hvordan fysiske rammer påvirker hundenes adfærd og trivsel. Foto: Vi Passer Hund
Nyheden fortsætter efter annoncen

Da Rolf Flor og Line Rønne Ladefoged i 2017 startede hundebørnehaven Vi Passer Hund på deres landejendom i Farum, begyndte det forholdsvis beskedent.

Siden er interessen vokset markant.

I dag kommer typisk 20-25 hunde i børnehaven hver dag mellem kl. 7 og 17, mens den samlede kundekreds tæller omkring 100 faste hunde, som kommer på forskellige ugedage. Efterspørgslen er større end kapaciteten, og derfor arbejder parret nu på at etablere endnu en hundebørnehave på en ny lokation.

–Vi kunne i princippet forsøge at få flere hunde ind på den nuværende adresse, men det ønsker vi ikke. Der skal være plads omkring hundene, og kvaliteten skal følge med. Derfor giver det mere mening for os at skabe endnu en lokation, siger Rolf Flor.

Dagpleje frem for hundepension

Vi Passer Hund adskiller sig fra den klassiske hundepension ved udelukkende at være dagpleje. Hundene afleveres om morgenen og hentes igen om eftermiddagen. Der er ingen overnatning, og hundene opholder sig ikke enkeltvis i kenneler. I stedet går de sammen i sociale grupper og har adgang til både inde- og udearealer i løbet af dagen.

Copyright Hunden.dk
Hundene skal kunne opdeles efter temperament, energi, social adfærd og alder frem for alene efter race og størrelse. Foto: Vi Passer Hund

–Mange tænker stadig på hundepasning som hunde, der står i hver sin kennel og gør. Det er en helt anden måde at arbejde på end vores. Hos os går hundene sammen, leger, hviler og bevæger sig rundt i grupper. Det er også derfor, vi kalder det en hundebørnehave, siger Rolf Flor.

På den nuværende lokation har hundene blandt andet adgang til store indhegnede udearealer, aktivitetsområder og hundepool.

Erfaringerne skal med videre

Planen med den nye lokation er ikke blot at kopiere det eksisterende sted. Efter næsten ti års drift har Rolf Flor og Line Rønne Ladefoged gjort sig en lang række erfaringer med, hvordan fysiske rammer påvirker hundenes adfærd og trivsel. Det gælder blandt andet støjniveau, udsyn, adgang mellem inde- og udearealer samt muligheden for at sammensætte forskellige grupper af hunde.

Mere plads skal ikke nødvendigvis betyde, at man bare fylder flere hunde ind. Tværtimod giver mere plads mulighed for at skabe bedre grupper og mere ro. (Rolf Flor)

–Når man arbejder med mange hunde hver dag, opdager man hurtigt, hvor meget selve indretningen betyder. Hundene behøver eksempelvis ikke kunne se alle ankomster, biler og andre hunde hele tiden. Det kan skabe unødvendig aktivitet og uro, siger Rolf Flor.

På en ny lokation ønsker de derfor mulighed for flere separate lege- og opholdsrum med direkte adgang til egne udendørsarealer. Hundene skal kunne opdeles efter temperament, energi, social adfærd og alder frem for alene efter race og størrelse.

–En hund på 10 kilo kan sagtens passe bedre sammen med en hund på 30 kilo end med en anden hund på samme størrelse. Det interessante er hundens adfærd og personlighed, siger Rolf Flor.

Mere plads, men ikke nødvendigvis flere hunde samlet

Nyheden fortsætter efter annoncen

Behovet for en ny lokation handler derfor ikke kun om at kunne passe flere hunde. Det handler også om at kunne fordele hundene bedre og skabe mindre grupper med forskellige aktivitetsniveauer.

–Mere plads skal ikke nødvendigvis betyde, at man bare fylder flere hunde ind. Tværtimod giver mere plads mulighed for at skabe bedre grupper og mere ro, siger Rolf Flor.

Copyright Hunden.dk

Derudover skal medarbejdernes arbejdsforhold tænkes ind fra starten. Ankomstområde, personalefaciliteter og den daglige drift skal kunne foregå uden at skabe unødig uro i hundenes områder. På længere sigt forestiller parret sig også, at en ny lokation kan rumme andre funktioner relateret til hunde, eksempelvis hundefrisør eller hundefysioterapi.

Jagten på den rigtige ejendom

Den største udfordring lige nu er at finde det rigtige sted. Projektet har opbakning fra en investor, og Vi Passer Hund har gennem de seneste måneder undersøgt forskellige ejendomme og arealer. Søgningen er primært rettet mod Nordsjælland og områder med grønne omgivelser, god adgang for kunder og en fornuftig afstand til de nærmeste naboer. Det behøver ikke være en klassisk landejendom.

–Vi er meget åbne. Det kan være en eksisterende ejendom, en større grund, en mulig udstykning eller noget, der endnu ikke officielt er kommet på markedet, siger Rolf Flor.

Det afgørende er, at stedet kan købes, og at der enten er en eksisterende bygning, som kan ombygges eller renoveres, eller mulighed for at opføre en ny driftsbygning.

Copyright Hunden.dk
Mere plads skal ikke nødvendigvis betyde, at man bare fylder flere hunde ind. Tværtimod giver mere plads mulighed for at skabe bedre grupper og mere ro, siger Rolf Flor. Foto: Vi Passer Hund

Der søges ikke efter et lejemål.

Det rigtige sted står måske ikke til salg. Derfor håber Vi Passer Hund også at høre fra grundejere eller andre, som kender til muligheder, der endnu ikke findes på de almindelige ejendomsportaler. Det kan eksempelvis være et kommende salg, et skuffesalg eller en grundejer, som overvejer at udstykke eller sælge en del af en større ejendom.

Vi har ledt og ledt i et par måneder, og det er blevet meget tydeligt, at det perfekte sted sagtens kan være noget, der slet ikke står til salg endnu. Derfor går vi nu bredere ud og fortæller, hvad vi leder efter (Rolf Flor)

–Vi har ledt og ledt i et par måneder, og det er blevet meget tydeligt, at det perfekte sted sagtens kan være noget, der slet ikke står til salg endnu. Derfor går vi nu bredere ud og fortæller, hvad vi leder efter, siger Rolf Flor.

Målet er ikke at finde en ejendom hurtigst muligt, men at finde en placering, som kan fungere mange år frem.

Copyright Hunden.dk
På den nuværende lokation har hundene blandt andet adgang til store indhegnede udearealer, aktivitetsområder og hundepool. Foto: Vi Passer Hund

–Vi har ikke travlt med at vælge den forkerte løsning. Beliggenheden og rammerne skal være rigtige. Når vi først finder stedet, vil vi gerne kunne bygge videre på konceptet og bruge alt det, vi har lært siden 2017.

Vi Passer Hund søger primært i Nordsjælland efter en ejendom eller grund i grønne omgivelser med god adgang, afstand til naboer og mulighed for eksisterende eller ny driftsbygning. Der er tale om køb – ikke leje.

Har man kendskab til en mulig ejendom, grund, udstykning eller et kommende salg, kan Vi Passer Hund kontaktes på info@vipasserhund.dk.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout