Rapido holder stadig styr på flokken

28-07-2026 16:46

Rolf Flor

Rapido blev en del af familien efter en noget usædvanlig rejse fra Italien mod Finland, der endte ved den svenske grænse og siden hos Rolf og familien, der til dagligt driver "Vi Passer Hund". I dag er han fyldt 10 år, stadig på arbejde i hundebørnehaven og et levende eksempel på, hvor meget en slank krop og en aktiv hverdag kan betyde.

Copyright Hunden.dk
Rapido med overblik. Foto: Rolf Flor
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi mødte Rapido første gang i slutningen af november 2016

Nogle husker måske hans historie, mens andre får den her for første gang. En italiensk-finsk familie med to voksne og fem børn var på vej fra Italien til Finland i en campervan, men ved den svenske grænse blev de afvist, fordi Rapido manglede de nødvendige vaccinationer og hundepapirer.

Familien blev sendt tilbage til Danmark og mødte tilfældigt en af vores kunder på Amager, som henviste dem til os.

Planen var, at Rapido skulle rabiesvaccineres, være i karantæne hos os og derefter hentes igen

Det viste sig dog hurtigt, at lille Don Rapi havde både lopper, dårlig mave og kennelhoste. Hen over jul og nytår nåede han også at smitte vores egne hunde, og dyrlægeregningen voksede. Familien ville kun betale, hvis de først fik et billede af Rapido sammen med dagens avis som bevis på, at han stadig var i live. Det blev lidt for mærkeligt, så regningen blev droppet, og familien fik i stedet tilbuddet om, at Rapido kunne blive boende hos os.

På det tidspunkt var vi allerede blevet meget glade for ham, og han havde fundet sig godt til rette sammen med vores lille Eddie Spaghetti. Sådan blev den lille asylhund en del af familien.

Siden har Rapido haft et ret usædvanligt hundeliv

Han har været petfluencer, modelhund, bademester, studievært og ikke mindst en vigtig del af hverdagen i vores hundebørnehave. Her har han gennem årene mødt hundredvis af hunde i alle størrelser, racer og aldre. Han har blandt andet hjulpet med at tage imod og vurdere nye hunde, fordi han er sikker i sit hundesprog og sjældent lader sig slå ud af ret meget.

Hans selvtillid, drive og loyalitet fejler ikke noget, og han har for længst udnævnt sig selv til en slags uofficiel chef for stedet.

Fakta
Fakta om Rolf Flor

Rolf Flor er en del af hundemiljøet omkring Vi Passer Hund i Farum og Vi Finder Hund, der arbejder med eftersøgning af bortløbne hunde.

Sammen med Line Rønne Ladefoged står han bag hundebørnehaven Vi Passer Hund i Farum.

Han er også stifter af Vi Finder Hund, en frivillig forening, der blandt andet bruger termiske droner, lokalkendskab og frivillige teams i arbejdet med bortløbne hunde.

Fold up

Rapido er det, man på almindeligt dansk nok ville kalde et ægte gadekryds

En DNA-test klassificerede ham som European Village Dog med en snert på omkring 16 procent schæferhund ude i hans fætter- og kusineforgreninger. Han vejer cirka 16 kilo, følger med i alt og er stadig med på arbejde hver dag. Selvom han nu er fyldt 10 år, er tempoet ikke blevet lavere. Han bevæger sig meget, holder øje med området og følger flokken og os rundt gennem hele dagen.

Han er også fortsat slank, og det er ikke helt tilfældigt

Jeg er hverken dyrlæge eller ernæringsekspert, men jeg har gennem årene nørdet en del i hundefoder og især fodermængder. Mange hunde får ganske enkelt lidt mere mad, end de har brug for. Det sker sjældent, fordi nogen bevidst fylder hundens skål til randen.

Det er oftere de lidt for store portioner, tyggebenet, madresterne og de mange små godbidder, som hver for sig virker ubetydelige. Over måneder og år bliver det alligevel til en del ekstra kalorier.

En slank hund er selvfølgelig ikke det samme som en undervægtig hund 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Man skal kunne mærke ribbenene uden at skulle trykke sig gennem et tykt lag fedt, og set oppefra må hunden gerne have en tydelig talje. Det kræver ikke en særlig uddannelse at holde øje med. Man kommer langt ved
at bruge øjnene, hænderne og sin almindelige sunde fornuft. Det kan dog være overraskende svært at opdage, at hunden langsomt tager på, når man ser den hver dag. Især lang pels kan skjule en del.

Der findes et ofte omtalt studie, hvor 48 labrador retrievere blev fulgt gennem størstedelen af deres liv. Hundene blev fulgt parvis, og den ene fik mindre mad end den anden. De hunde, som fik færre kalorier og
generelt forblev slankere, levede typisk længere og udviklede færre aldersrelaterede problemer senere.

Forskellen i den typiske levetid var omkring 1,8 år. Det er ikke en opskrift på, at alle bare skal skære en bestemt procentdel af hundens foder væk. Hundene blev fulgt under kontrollerede forhold, og behovet varierer fra hund til hund.

Men undersøgelsen peger på noget ret enkelt: Det gavner ikke en hund at bære rundt på mere vægt, end kroppen har brug for.

Fakta
Følg Rapido og hundebørnehaven

Rapido og hundebørnehaven har deres egen Facebookgruppe.

Den finder du lige her.

Overvægt handler heller ikke kun om udseende

Ekstra kilo belaster led og ryg, hver gang hunden rejser sig, går på trapper, løber eller hopper ind i bilen. En tung hund bliver ofte hurtigere træt, har sværere ved at komme af med varmen og får måske mindre lyst til at bevæge sig. Så kan der opstå en ond cirkel, hvor hunden bevæger sig mindre, forbrænder mindre og tager yderligere på. Det er langt lettere at forebygge end at skulle slanke en hund, som allerede har mistet noget af sin kondition og bevægelsesglæde.

Fodermængden på posen er kun vejledende. Producenten ved ikke, om hunden går fem kilometer om dagen, løber frit i flere timer eller ligger på sofaen det meste af tiden. Den ved heller ikke, hvor mange godbidder
hunden får ved siden af. To hunde med samme vægt kan derfor sagtens have meget forskellige behov. Man bliver nødt til at fodre den hund, man har foran sig, og justere mængden, hvis vægten langsomt bevæger sig i den forkerte retning.

Copyright Hunden.dk
Redaktionen opfordrer til at sætte kryds ved Rapido, hvis han stiller op igen. Foto: Rolf Flor

Motion er samtidig meget andet end lange og hurtige gåture

Nose work i haven, fodersøg i græsset og andre opgaver, hvor hunden bruger sin næse, kan være mindst lige så stimulerende som en lang tur. Hunden arbejder koncentreret, bruger hovedet og bliver ofte behageligt træt uden nødvendigvis at have gået flere kilometer. Det kan være så enkelt som at sprede en del af dagens foder i græsset eller gemme små portioner rundt i haven.

I hundebørnehaven får Rapido mange små aktiviteter gennem dagen

Han bevæger sig mellem områderne, undersøger dufte, følger med i flokkens liv og holder øje med, hvad der sker. Nogle gange er der fart på, andre gange hviler hundene sammen. De skal hele tiden aflæse hinanden og finde rundt mellem forskellige personligheder. Det er ikke konstant motion, men det er en varieret hverdag, hvor både krop og hoved bliver brugt.

Copyright Hunden.dk
Rapido 2022. Foto: Rolf Flor

Vi mennesker kommer nemt til at forbinde mad med kærlighed

Vi hygger med snacks og får måske dårlig samvittighed, når hunden står med sit mest overbevisende blik. Men hunde måler ikke vores kærlighed i størrelsen på deres godbidder. Tid, kontakt, søgearbejde, leg og muligheden for at være en del af hverdagen er mindst lige så meget værd. Godbidder må selvfølgelig gerne være en del af livet, men de tæller også med i det samlede foderregnskab.

Ingen ved, hvor gammel Rapido bliver. Men det er muligt at hjælpe ham til ikke at skulle bruge sine seniorår på at bære rundt på unødvendige kilo. Målet er ikke kun at få flest mulige år med sin hund, men flest mulige gode år, hvor den stadig kan bevæge sig frit, bruge sin næse og følge med i hverdagen.

Rapido er fyldt 10 år. Tempoet er det samme, loyaliteten er intakt, og chefstillingen i hundebørnehaven er fortsat besat.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout