Manfred er løbet væk fra Djurs Sommerland

13-10-2026 15:14

Charlotte Heegård Mortensen

Treårige Manfred forsvandt lørdag aften ved Djurs Sommerland efter at være blevet forskrækket af fyrværkeri. Siden har familie, frivillige, dronepiloter og hundefolk fra hele landet samlet sig om eftersøgningen.

Copyright Hunden.dk
Familien håber fortsat på observationer, der kan hjælpe med at målrette eftersøgningen efter Manfred. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Et øjeblik ændrede alting

Lørdag den 10. oktober 2026 blev en ganske almindelig familietur til Djurs Sommerland begyndelsen på et mareridt for Josephine Sønderskov Hansen fra Silkeborg og hendes familie. Josephines treårige Eurasier, Manfred, blev den pågældende dag passet af familie, som havde taget ham med til Djurs Sommerland. Da dagen var slut, og de skulle hjem, blev Manfred placeret i bilens bagagerum, hvor han netop havde fået både mad og vand.

I forbindelse med, at Josephines bror skulle skifte sko, opstod et kort øjebliks uopmærksomhed. Samtidig begyndte fyrværkeriet i Djurs Sommerland. Den pludselige larm forskrækkede Manfred voldsomt. På få sekunder sprang han ud af bilen, stadig iført sele, snor og sit gule regndækken. Før nogen nåede at reagere, løb han over vejen og ind på et stort markområde. Familien løb efter ham og fik hurtigt hjælp fra beboere i de nærliggende huse. Men klokken var omkring 21, det var mørkt, og det var umuligt at se, hvor Manfred forsvandt hen.

En hund med stærk tilknytning

Manfred har aldrig tidligere løbet væk. Tværtimod har han siden hvalpetiden været trænet målrettet i lydighed og samarbejde. Josephine har lagt mange timer i træningen, og et sikkert indkald har altid været blandt hans styrker. Da Manfred forsvandt, arbejdede Josephine i sin stand Sonderskovs DogTale ved arrangementet K9 Biatlon for Alle på Lilleskov Slot. Beskeden om, at Manfred var stukket af, kom som et chok. Hun lagde alt fra sig og kørte mod Djursland med det samme.

Sociale medier i aktion

Næsten med det samme begyndte hjælpen at strømme ind. Familie, venner og hundevenner rykkede ud til området omkring Djurs Sommerland. Sociale medier blev hurtigt taget i brug, og opslag om den forsvundne Manfred blev delt igen og igen. Det blev hurtigt tydeligt, at historien om Manfred berørte mennesker langt ud over familiens egen omgangskreds.

Hundeejere fra hele landet tilbød deres hjælp. Nogle hjalp med koordinering, andre delte opslag, og flere valgte at køre til Djursland for at deltage i eftersøgningen. Mange brugte timer på at gennemsøge skovområder, markveje og mindre stier, hvor en skræmt hund kunne tænkes at søge hen.

For Josephine og familien blev den massive opbakning en vigtig støtte i en tid præget af bekymring, afmagt og meget lidt søvn.

Copyright Hunden.dk
Manfred er en treårig Eurasier, som forsvandt ved Djurs Sommerland lørdag den 10. oktober 2026. Foto: Privat

Droner i luften

En særlig indsats er blevet leveret af de mange frivillige droneførere, som hurtigt meldte sig på banen.
Fra luften kunne store områder gennemsøges langt mere effektivt, end det var muligt til fods. Hver dag siden lørdag er marker, skove, krat og naturområder afsøgt i håbet om at få øje på Manfred.

Organisationen Vi Finder Hund blev kontaktet allerede den første aften og bidrog med både erfaring og koordinering. Samtidig stillede flere private dronepiloter deres tid og udstyr til rådighed. Der er blevet søgt målrettet i områder med adgang til vand, læ og skjulesteder. Men trods mange timers flyvning og gennemsøgning er det endnu ikke lykkedes at lokalisere Manfred.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Alle involverede er enige om én ting: Der er brug for en sikker observation, så eftersøgningen kan målrettes yderligere.

Et muligt spor

Søndag den 11. oktober modtog Josephine et opkald fra et ægtepar bosat ved Hovedvejen nær Auning, cirka seks kilometer fra Djurs Sommerland. Parret fortalte, at de havde set to rådyr komme løbende gennem deres have. Sammen med rådyrene løb en hund, som de mente kunne være Manfred.

Observationen gav straks anledning til fornyet aktivitet. Frivillige rykkede ud til området, og både droneførere og personer til fods gennemsøgte marker, levende hegn og mindre skovområder. Området er blevet undersøgt grundigt over flere omgange. Selvom observationen aldrig er blev bekræftet, har den givet Josephine og alle os andre noget af det, vi har allermest brug for: håb.

Mere end en eftersøgning

Eftersøgningen af Manfred er med tiden kommet til at handle om meget mere end en forsvunden hund. Den er også blevet en fortælling om fællesskab og viljen til at hjælpe hinanden, også når man aldrig har mødt hinanden før.

Lokale borgere holder øje på deres daglige ruter. Virksomheder, foreninger og butikker deler efterlysninger. Medarbejdere ved Djurs Sommerland og områdets store golfklub er blevet orienteret om situationen og hjælper med at holde øje. Mange hundeejere, som aldrig tidligere har mødt hverken Josephine eller Manfred, har investeret tid, energi og omsorg i eftersøgningen.

Da TV2 Østjylland den 12. oktober bragte et indslag om Manfred, voksede opmærksomheden yderligere, og tusindvis af mennesker følger nu med i eftersøgningen. For familien er det et stærkt bevis på det sammenhold, der findes blandt hundefolk og dyrevenner.

Fakta
Få kontakt til Manfreds familie

Har du set Manfred eller har oplysninger, der kan hjælpe eftersøgningen, kan Josephine Sønderskov Hansen kontaktes på telefon 27 57 76 80.

Håbet lever videre

Mens denne artikel skrives, er håbet om at få Manfred hjem fortsat intakt. Familien ved, at hunde under de rette omstændigheder kan klare sig overraskende længe på egen hånd. Derfor bliver alle observationer taget alvorligt, og eftersøgningen fortsætter ufortrødent. Ingen ved præcis, hvor Manfred befinder sig. Men én ting står klart:
Hans historie har samlet mennesker på tværs af geografi, alder og baggrund. Hundefolk, naboer, frivillige og fremmede har stået sammen i ønsket om at hjælpe Josephine med at få sin elskede hund hjem.

Indtil den dag kommer, fortsætter håbet, engagementet og søgningen efter Manfred, der forsvandt i mørket ved Djurs Sommerland. Familien tager fortsat imod alle observationer, gode råd og tilbud om hjælp. Selv den mindste oplysning kan vise sig at være afgørende.

Læs desuden her hvad der er godt at gøre, når du hjælper med at lede efter en forsvundet hund.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout