Jenny Mikkelsen og Heidi Harboe
Gammel Dansk Hønsehund er en af vores mest markante nationale racer – formet af danske landskaber, danske jagttraditioner og danske temperamenter. Racens historie går tilbage til 1700-tallet, hvor Morten Bak i Glenstrup området skabte fundamentet for racen ved at krydse lokale gårdhunde med spanske pointere.
Resultatet blev en hund med en enestående kombination af ro, næsearbejde, udholdenhed og samarbejdsvilje. Den blev hurtigt jægerens trofaste makker, kendt for sit jordnære søg og sin evne til at arbejde tæt og stabilt – egenskaber, der stadig definerer racen i dag. I en tid, hvor mange racer har gennemgået store forandringer, står Gammel Dansk Hønsehund som et levende vidnesbyrd om bevaret funktionalitet. Dens harmoniske bygning, tydelige kønspræg og rolige, målrettede arbejdsstil er ikke blot æstetiske idealer, men direkte afspejlinger af dens oprindelige formål.
Historie
Racens oprindelse kan føres tilbage til ca. 1710, da en mand ved navn Morten Bak, boende i Glenstrup mellem Randers og Hobro, igennem otte led krydsede sigøjnerhunde med lokale gårdhunde, og dermed ren avlede en race af hvide- og brunbrogede hønsehunde. Disse hunde kaldtes ”Bakhunde” eller ”Gamle Danske Hønsehunde”. Bønderne på egnen kaldte gårdhundene for ”Blodhunde”. Det er dog sandsynligt, at der er tale om afkom efter godsejerens støverhunde, som havde væsentlige islæt af St. Hubertus-hunde (Blodhunde). Tilsvarende må det formodes, at sigøjnerhundene overvejende nedstammede fra spanske pointers- og støverracer. Derved kom der fra mange sider til at indgå St. Hubertus-hunde i de gamle danske hønsehunde
Kilde: Dansk Kennel Klub
Eksteriør
Den gamle danske hønsehund er en middelstor, rektangulær og kraftig bygget hund. Et af racens mest charmerende træk er den store forskel i eksteriør mellem han og tæve. Mens hannen virker ved sin magtfuldhed og tyngde, er tæven lettere, livligere og mere temperamentsfuld
Temperamentet giver indtryk af ro, soliditet, beslutsomhed og mod. Under jagten relativt langsom gående. Den bevarer stedse kontakten med jægeren og løser sin opgave som stående hønsehund uden at skabe unødig uro i terrænet. Den er lige velegnet til store såvel som til små jorder.
Det racetypiske eksteriørmæssige særpræg er en godt behængt, muskuløs hals. Rigelig halshud anses som et adelsmærke, men skal dog ikke overdrives.
Bevægelserne skal være jordvindende med godt fraskub og tilsvarende fremgreb fortil. Bevægelsen er lige og parallel i for- og bagpart med god rejst holdning.
Udbredelse og temperament
I Danmark findes der i følge Dansk hunderegister ca. 2732 gamle danske hønsehunde (med forbehold for hunde, der ikke er blevet afmeldt efter bortgang). Racen bliver mere og mere udbredt uden for landets grænser. Der findes i dag flere og flere fine eksemplarer i bl.a. Tyskland, Norge, Sverige, Finland, USA og Canada og i de fleste af disse lande, er der nu også opdrættere af racen.
I DK har vi de sidste 4 år i gennemsnit haft en hvalpetillæg på lige knap 100 pr. år.
Udover at fungere som en alsidig og velfungerende jagthund der arbejder i tæt kontakt med sin fører, så er den gamle danske hønsehund en meget velfungerende familie hund. Den elsker at være en del af familiens gøremål.
Den gamle danske hønsehund gør sig positivt bemærket på diverse jagtlige prøver, både i DK men også i udlandet. Det være sig på apporteringsprøver, markprøver og schweissprøver.
Det er en hund der som mange andre jagthunde kræver god motion og aktivering.
