Privatfoto

Lyden af hundepoter henover plankegulvet. Den sikre forventning om, at hunden altid kommer en glad i møde i entreen, når vi kommer hjem.

Alle de faste rutiner og ritualer, vi bygger op i vores dagligdag med vores hund, sidder fast i kroppen længe efter, at vi har sagt farvel til den.

Hunden er en stor del af vores hverdag, og derfor bliver afslutningen altoverskyggende.

Beslutningen om, at nu er det slut, er noget, de fleste af os hundeejere på et tidspunkt bliver nødt til at træffe, når vores elskede hund er mærket af alderdom eller svær sygdom.

Der er mange og vigtige overvejelser, hvad og hvornår skal det ske, både før og efter aflivningen. Når man har børn, er det vigtigt at de er med til at sige farvel, enten før, under eller efter aflivningen. Derefter skal det besluttes hvad der skal ske efter aflivningen. Hunden skal begraves og hvordan det skal afvikles.

Forstørret hjerte, med væske i lunger og bug
I slutningen af maj 2015, begyndte vores gravhund Pepper på 8 år og 9 mdr. at hoste slemt.  Han hostede vedvarende og hosten var så slem, at han havde opkastreflekser med hvidt tyktflydende slim. Udover det havde han åndenød og flappende mundvige.

1. juni var vi til dyrlæge, og efter undersøgelse og røntgen fik vi den nedslående diagnose forstørret hjerte med væske i lunger og bug med forøget bugomfang, og prognosen for Peppers fremtid lød på fra en måned til måske et par år.

Hvordan bliver fremtiden
Alle var optimistiske, fordi Pepper var frisk imellem sine hosteanfald. Selvom han var blevet lidt grå omkring snuden, var han flot blank sort, har fin vægt og han holdt stadig et skarpt øje og øre med alt omkring sig, både ude og inde.

Læs også: Mit sværeste farvel blev ikke accepteret

Vi gik straks i gang med at behandle, det forstørrede hjerte, med hjertemedicin.

Den ophobede væske i lungerne og væsken i bugen blev behandlet med vanddrivende medicin for at få væskeophobningen væk.

Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er en sygdom, som hunden kan leve længe med, og at det derfor altid vil være et spørgsmål om livskvalitet hos hunden.

Hundeejere til en hund med en livstruende sygdom
Vi var nu nødt til nøje at planlægge Peppers dag.
Hvornår skulle han have hjertemedicin og vanddrivende piller? Hvor stor en dosis?
Pepper startede sin behandling med en hjertepille til morgenmaden, og en vanddrivende pille sammen med maden morgen og aften.
Det skulle hurtigt vise sig, at dosis skulle opjusteres og opmærksomheden omkring pille-indtagelsen nøje skulle overvågnes.
Pepper prøvede virkelig på, at undgå de grimt smagende vanddrivende piller. Vi skulle nu også være opmærksomme på mængden af vand han drak og hvor meget han tissede. Han blev aldrig urenlig.
Vi udarbejdede derfor et skema med præcise tider for, hvilke piller og hvornår. I en travl hverdag kan der hurtig ske ting, som gør at tiden skrider, og vi fandt hurtig ud af, det i høj grad påvirkede Peppers helbred, hvis han ikke fik pillerne på de rette tidspunkter.

Udover det, var det vigtigt, at pillerne blev indtaget med noget Pepper godt kunne lide.
Med hjertemedicinen gik det fint i begyndelsen, for hjertemedicinen var tilsat smag, så pillerne blev spist.
Men efter 1½ måneds tid fik Pepper ”pille-lede”, selvom pillerne blev skjult i vådfodret, blev hjertepillerne nu diskret spyttet ud igen. Og efter to gange hvor han diskret havde lagt pillen under skålen, fik han det mærkbart værre.

Dyrlægen kom og efter drøftelser blev Peppers dosis sat op. 

De vanddrivende piller var ikke tilsat smag, men de blev også givet i en skefuld velsmagende leverpostej, med efterfølgende et par godbidder (mini Frolic), så vi var helt sikre på, at de forblev indenbords.
Vi mærkede tydeligt, hvilken fantastisk virkning de vanddrivende piller gjorde for Peppers trivsel og helbred.

Desværre havde virkningen ikke en længerevarende effekt. Så efter to måneder blev dosis sat op, Pepper fik nu fem stk. vanddrivende piller i døgnet, for at holde ham hostefri. Nu kunne han ikke længere, selv, hoppe op i sofaerne. Han satte forpoterne op, kiggede på os. Det var nu blevet en vane, at vi løftede bagdelen op. Ned, kunne og ville han selv klare. På gode dage, viste Pepper, han var en rigtig gravhund og gravede efter mus eller gav hals, når han hørte en fremmed lyd inde ved siden i naturreservatet. Men efterfølgende fik han anfald med store vejrtrækningsproblemer, med flappende mundvige og han hev efter vejret.

Den endelige og definitive beslutning
Det er forfærdeligt, at være den der skal vælge dagen hvor man skal sige farvel til ens bedste ven, et familiemedlem.

Læs også: Farvel til Kathe Winther – en pionér inden for hundeverdenen

Det ville være meget nemmere at vores kæledyr selv sov stille ind, men det sker desværre (alt for) sjældent.

Hver dag hvor Pepper var frisk og i vigør var en gave. Men det var hårdt at skulle tælle og opveje antallet at gode dage, med antallet af dårlige dage, og vurdere om hans livskvalitet var så god, at vi med respekt for os selv, ikke endte med at være dyreplagere fordi vi elskede for meget, og ikke kunne give slip. Hver gang han hostede krummede ens mave sig sammen, og tanken kom, om det var nu, vi skulle ringe til dyrlægen. Vi havde besluttet at Pepper skulle sove ind herhjemme i sin kurv ved brændeovnen, omgivet af os han kendte.

Tre ekstra måneder
Pepper, fyldte 9 år d. 31.8, - to dage efter blev hans hjerte og vandet i lungerne så slemt, at selv med mere hjertemedicin og vanddrivende piller, kunne han ikke trække vejret. Det var forfærdelig at være vidne til, at ens elskede hund ikke kunne trække vejret og nærmest blev kvalt. Pepper, der altid havde peppet os op, når vi kom trætte hjem.

Dagen efter Peppers død blev han begravet under et dække af Dahliaer og hvor der vokser høstanemoner.

Pepper, hviler nu i vores have under den store hjerteformet marksten, som vores søn havde fundet og skrevet ”Pepper 2006-2015” på.

Pepper og sønnen Niels deltog i 2011 i en DKK-video, som du kan se herunder.