Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det er ikke kun vi mennesker, der kan have svært ved at sige farvel til en hund. Har man andre hunde i huset, vil de nemlig også sørge over tabet. Det mener ejerne i hvert fald.
I en rundspørge blandt 426 italienske hundeejere med mere end en hund har 86 procent svaret, at deres andre hunde er mere afdæmpede eller opmærksomhedskrævende i dagene efter, en af de andre hunde er død. Det skriver Videnskab.dk.
– Rundspørgen indikerer, at hunde muligvis udviser en sorg-lignende opførsel, når en tæt artsfælle dør, og denne opførsel kan muligvis have en sammenhæng med ejerens følelsesmæssige status, skriver Federica Pirrone, der er forsker i husdyrsvidenskab ved Milano Universitet, i studiet.
For rundspørgen kan ikke i sig selv sige, at hunde sørger over tabet af artsfæller. Hundene kan for eksempel have været påvirkede af deres ejeres opførsel, og derfor ikke været i en egentlig sorgproces.
Tidligere har man observeret sorg hos blandt andet elefanter og delfiner, men der er ikke dokumenteret en reel sorgproces blandt husdyr.