For et par år siden blev serien Matador - nok en gang - genudsendt. I den bedste sendetid, og selv om det var syvende gang at DR sendte serien, så havde hvert afsnit imponerende over en million seere.
Det på trods af, at vi kender såvel handling som figurer særdeles godt.
En af de mest populære – og diskuterede – medvirkende i serien er hunden Kvik. Kvik ejes af grisehandler Larsen, der spilles af Buster Larsen, og samspillet mellem de to er for mange en særlig del af fornøjelsen ved Matador.
Omtumlet start
Det stod dog ikke lige at læse i kortene, at den lille, glathårede foxterrier, der blev født en junidag i 1975, skulle gå hen og blive en af landets mest kendte hunde. Kvik – eller Bandit, som hans rigtige navn var - havde nemlig en ganske omtumlet tilværelse inden han blev tv-stjerne. Bandit kom fra en opdrætter i Horsens, og blev som hvalp solgt til en anden opdrætter, der boede i Ringsted. Opdrætteren i Ringsted fandt dog ikke at hunden var god nok til avl, så han solgte den videre. Desværre var den nye ejer åbenbart ikke helt klar over, at det kræver en del at have en hund af denne aktive race, for allerede efter en måned returnerede han hunden igen. Bandit boede et stykke tid i Ringsted, men kom ikke godt ud af det med de øvrige hanhunde på stedet, og blev derfor sendt i feriepleje hos daværende Ballerup hunde og kattesalon, der ejedes af Lotte Gram. En feriepleje, der blev permanent og dermed var Bandits omtumlede tilværelse overstået.
På dette tidspunkt var det, at Nordisk Film søgte efter en Fox Terrier til en tv-serie, og da Bandit var en gæv og uforfærdet hund, mente man at han ville egne sig til rollen. Hunden blev prøvefilmet, talentet var åbenlyst og Bandit fik dermed en vigtig rolle i det, der skulle blive Danmarks mest populære tv-serie nogensinde.
En sand hundeven
I Matador spiller Kvik primært sammen med Buster Larsen, som allerede inden Matador var kendt som en sand hundeven. Buster Larsen havde selv hund hele sit liv, nemlig pudler, hunde som altid sås ved hans side når han optrådte i blade og magasiner. Pudlerne betød uendelig meget for Buster Larsen, og han havde lært dem alverdens sjove tricks, som han og hundene gerne optrådte med. Der var derfor næppe en skuespiller, som var bedre egnet end Buster Larsen til rollen som passioneret hundeejer. Buster Larsen insisterede da også på selv at lære Kvik, som Bandit jo hed i Matador, tricket med ”Det´n tysker”.
Buster Larsen og Kvik tilbragte også meget sammen tid under optagelserne på Nordisk Film. Hunden fulgte troligt i hælene på Buster Larsen, også når de ikke filmede, og de to havde et meget nært venskab.
Matador blev lavet over fire år, og når man gik i gang med at optage en ny runde af serien, var der stor gensynsglæde fra såvel Kvik som Buster Larsen, når de mødte hinanden igen. Da serien sluttede, og Buster definitivt måtte sige farvel til sin hundeven, var han da også ganske påvirket det af.
”Jeg var faktisk meget ulykkelig da optagelserne sluttede og Kvik skulle tilbage. Kvik er en virkelig enestående hund. Den er et fund for Matador. Den kan nemlig alt. Jeg ville såmænd gerne selv have den hjemme. Men det kan ikke lade sig gøre. Jeg har jo i forvejen to hunhunde” sagde Buster Larsen til Ekstra Bladet i 1981.
1981 var i øvrigt året hvor Kvik selv stiftede familie, idet han blev far til tre hvalpe. En af hvalpene beholdt Kviks ejer – sammen med Kvik – og den kom selvfølgelig til at hedde Buster efter Kviks gode ven fra Matador.
En forkert race
Kviks race er ofte blevet diskuteret, men det ligger fast, at han var en Fox Terrier. Den anden race, som har været foreslået er Dansk-Svensk Gårdhund. Og det kan undre. For udover størrelsen og farven, så er Fox Terrier og Dansk-Svensk Gårdhund to hunde, som er ganske forskellige både i statur og hovedform. Noget helt andet er så, om Kvik ikke burde havde været spillet af en Dansk-Svensk Gårdhund.
I 30´erne og 40´erne, hvor Matador foregår, var Fox Terrieren en meget populær race, men, men, men, det var en race man typisk fandt enten hos jægere, eller som skødehund hos det bedre borgerskab. Og det var hunde, som kostede mange penge. En Fox Terrier, en af datidens modehunde, fik man ikke bare sådan foræret. Det forekommer derfor meget usandsynligt, at en grisehandler på den tid skulle have en Fox Terrier. Derimod ville det være helt rimeligt, og betydeligt mere sandsynligt, at samme grisehandler havde en Dansk-svensk Gårdhund. Gårdhundene (som først mange, mange år senere fik status som selvstændig race) fandtes dengang på nær sagt enhver gård, og det var netop hunde, hvor hvalpene typisk blev foræret væk. Sådan som vi også ser, da Matadors første Kvik er død, og grisehandler Larsens barnebarn, Daniel, forærer sin bedstefar en ny, lille hvalp. Det er ikke usandsynligt, at folkene bag Matador simpelthen har taget fejl af de to racer – sådan som rigtig mange besynderligt nok gør – og det simpelthen har været et tilfælde, at Kvik endte med at blive spillet af en rigtig Fox Terrier. For denne teori taler også, at ikke alene bliver de to hunderacer ofte forvekslet, men også, at dansk-svensk gårdhund – i tiden hvor Matador foregik – havde tilnavnet ”den danske Fox Terrier”.
Til gengæld har man ramt helt rigtigt med valg af navn. Som det gælder for menneskenavne er der også mode i hundenavne, og i 30´erne og 40´erne havde hundene typisk korte enstavelsesnavne som ja, for eksempel Kvik. Det er også helt typisk for tiden, at hund nummer to får samme navn som forgængeren, sådan som det er tilfældet med grisehandlerens ”nye” Kvik, som han får foræret af Daniel.
Flere Matador-hunde
Nu var Kvik jo altså ikke den eneste hund i Matador. Seriens ophavskvinde og hovedforfatter, Lise Nørgaard, har hele sit liv været en stor hundeven, og har da også skrevet flere bøger om sine egne hunde. Ligesom Buster Larsen sværgede Lise Nørgaard til pudler, en race som hun havde i mange, mange år. De seneste små tyve år har det dog været en hund af racen Fransk Bulldog, som den kendte forfatter har haft. Og – ligesom i Matador – har Lise Nørgaards franske bulldogs alle sammen haft samme navn, nemlig Viffer.
For hundevennen Lise Nørgaard var der derfor ingen tvivl om, at der skulle optræde hunde i Matador. Udover Kvik møder vi Pekingeseren Daisy, som tilhører Vicky Arnesen. Det var Daisy som Kvik parrede sig med midt på Algade i Korsbæk, eller ”lyksaliggjorde” som Grisehandler Larsen udtrykker det. Der kom nu ikke noget ud af parringen, vi hører i hvert fald ikke at Daisy får hvalpe.
Daisy er ikke en lige så markant personlighed som Kvik, men hun spiller en vigtig rolle for, at Vicky møder Herbert, den tyske digter, der er flygtet fra Tyskland. Vicky vender tilbage til Korsbæk som medlem af et skuespillerensemble, og mens de optræder, bliver Daisy syg. Vicky spørger fra scenen om der er nogen som kan hjælpe hendes lille, syge hund. Grisehandler Larsen træder til, tager Vicky og Daisy med hjem, giver hunden brækmiddel – det viser sig den har slugt en sminkeblyant – og på den måde møder Vicky Herbert, som bor hos grisehandleren, og som Vicky senere bliver kæreste med. Da Vicky efter krigen genforenes med Herbert, som har, måtte flygte videre til Sverige, er det første hun siger til ham da også: ”Daisy er død og borte”
Af andre hunde er der konsulens Bella, som vi ikke ser, men kun hører om, det er den der har bidt Hr. Schwann. Vi må gå ud fra at Bella er en Dobermann eftersom Regitze Varnæs senere får en af Bellas hvalpe – og hvalpen er en dobermann. Bellas hvalp forsvinder dog lige så hurtigt ud af serien som den kom ind – for Regitze får, til sin store fortrydelse, ikke lov til at beholde hunden.
Både pekingeseren og Dobermannen er helt rigtigt valgt – begge var uhyre populære racer på det tidspunkt hvor Matador udspiller sig.
Maud og Max
Endelig er der så ”tyskerhunden” Max, et udefinerbart gadekryds med et meget pjusket udseende. Under krigen har Max, sammen med et par tyske soldater holdt vagt over garageanlægget bagest i familien Varnæs have. Da krigen er forbi kommer hunden løbende tilbage til Varnæs hus, og kokkepigen Laura, der allerede har fodret hunden i smug mens krigen stod på, tager hunden ind. Laura vil gerne beholde hunden, men ved udmærket at fru Varnæs sikkert vil sætte sig imod. Det gør hun dog imidlertid ikke, hunden bliver omdøbt til Pax (det latinske ord for ”fred”), og så stiger den ellers hurtigt i graderne. Familien Varnæs bliver så glade for hunden, at den ender med at ligge i møblerne i stuen, og fru Varnæs selv lufter den – hunden iført et dækken, der matcher fruens spadseredragt. På den måde viser Lise Nørgaard meget elegant, den personlige udvikling Maud Varnæs gennemgår fra vi møder hende i 1929, da serien begynder, og til den slutter 18 år senere. Den hyssede og bakterieforskrækkede Maud vi lærer at kende i seriens start ville aldrig have taget en hund til sig, men 1947-Maud har udviklet sig betydeligt. Det er nok egentlig den væsentligste funktion hunden Pax har i serien, at vise hvordan Maud har ændret sig.
Et afholdt makkerpar
Den vigtigste hund i Matador er dog selvfølgelig uden tvivl Kvik. Hunden havde endda sit eget trick med ”Det´n tysker” – så rørte han ikke frikadellen, først når der blev sagt ”Det´n dansker” så gled den ned. Et trick massevis af hunde har lært siden hen.
Kviks medvirken i Matador gjorde da også, at Fox Terriere som race blev meget populære op gennem firserne. Faktisk havde racen ikke været så populær i Denmark siden slutningen af fyrrerne.
Intet varer evigt, og det gjorde Kvik heller ikke i Matador – og så dog alligevel.
Da den første Kvik dør i serien, er der mange som fælder en tåre. Faktisk var det sådan, at selv Buster Larsen blev påvirket af situationen og græd rigtigt, da han bar den ”døde” hund ud af jernbanerestauranten. Det skønt Kvik på ingen måde var død, men bare bedøvet af en dyrlæge, der fra kulissen overvågede, at hunden havde det godt. Tilføjes skal det så, at det var den samme Kvik – altså Bandit, som han hed i virkeligheden – der spillede såvel den gamle som den nye Kvik. Hvalpen i kurven, som Daniel kom med til sin bedstefar, var kun med i det den ene scene.
Selvom Kvik var en hund, var han mindst lige så afholdt af publikum som sine tobenede skuespillerkollegaer. Kvik – Bandit - og Buster Larsen havde et fantastisk samspil, og det er næppe for meget at sige, at grisehandler Larsen og hans hund er gået over i dansk filmhistorie som et af de mest kendte og elskede makkerpar – tilmed i Danmarks mest elskede tv-serie.
I går døde den folkekære Lise Nørgaard. En kvinde som i den grad har sat sit aftryk i dette land, og som også har sat op til flere aftryk i hundeverdenen. For hun var en hunde- og dyreelsker
I et interview med Alt for Damerne fortæller 102-årige Lise Nørgaard, om dengang for 12 år siden, da hun mistede sin sidste hund
Søndag overrakte Lise Nørgaard sit legat, der uddeles til en person, som i særlig grad har bidraget til at værne om naturen og/eller at fremme kulturen. Med legatet følger 20.000 kroner, som Lise Lotte Christensen giver videre til STH – Servicehunde til handicappede
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Den treårige basenji Kai har opnået en imponerende andenplads i Dansk Kennel Klubs konkurrence om Årets Hund – og har samtidig en særlig plads i sin families hjerte.
Borgerforslag om forbud mod salg, distribution og køb af nikotinposer/snus møder stor opbakning fra hundeejere, dyrevelfærdsorganisationer og politiske ordførere i kampen for dyrenes sikkerhed.
Hos HUNDEN er vi i fuld gang med opsætningen af årets racekavalkade, som årligt vises i februarnummeret. Husk i den forbindelse at sende os dit favorit billede af din racevinder.
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
Når hunden bliver gammel, sker der en masse ændringer, som har betydning for dens sundhed. Vi har kigget nærmere på ti af de ting, der ændrer sig hos seniorhunden.
Halter økonomien eller er dyreholdet vokset dig over hovedet, så kan du i denne og næste uge gratis indlevere dit dyr hos Dyreværnet
Tisser hunden mere end den plejer, mindre end den plejer, oftere end den plejer - eller er den begyndt at tisse indenfor? Det kan være tegn på, at den er noget galt. Ændret urineringsmønster, er et almindeligt symptom på en lang række forskellige sygdomme hos hunde
Øjnene hos hunde er følsomme, og det kan være svært at se forskel på ufarlige og alvorlige øjenproblemer. Her får du 8 tegn på øjenproblemer, som du bør tage alvorligt
Demens kan komme snigende og er ikke et ualmindeligt problem hos ældre hunde – men hvad skal man holde øje med? Her får du syv almindelige tegn på demens, som er gode at kende, hvis du har en ældre hund