Bøde 18.000 kr.: 33 hunde levede under kummerlige forhold

08-09-2020 09:00

Bjarke Kirkegaard Nielsen

60-årig mand fra Farsø blev i går idømt en bøde i en sag om  hunde. Det er ikke første gang, manden overtræder reglerne

Copyright Hunden.dk
Billedet er ikke fra denne sag. Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

I Farsø bor en 60-årig mand, der i den grad ikke passer på sine hunde. Mandag blev han dømt for overtrædelse af Dyreværnsloven i en sag, der stammer helt tilbage fra 2017 og 2018.

Her blev der over to omgange fundet hunde i mandens hjem, der levede under forhold, ingen levende væsner bør leve under.

Første gang var i juni 2017, hvor der blev fundet 19 voksne hunde og fire hvalpe rundt omkring på landejendommen. Nogle opholdt sig i et mørkt og beskidt rum i stalden, andre gik rundt i stuehuset med sammenklistret pels og afføring på poterne, mens nogle gik i bokse uden drikkevand.

Og i marts 2018 var den gal igen. Her fandt man 10 hundehvalpe i en indhegning i stuen, hvor der igen var urin og afføring og ingen vand. Det skriver Nordjyske.dk.

Manden havde ikke hundene som kæledyr, men brugte dem som salgshunde, hvilket bare igen pointerer, at man skal skal skal tænke sig godt om, inden man køber hund. Lad nu være med at købe en hund, hvis mavefornemmelsen er bare den mindste smule dårlig. Hver gang en mand som ham sælger en hvalp får han penge til at fortsætte sine ugerninger. Den eneste måde at redde hundene på er at melde ham.

Manden blev idømt en bøde på 18.000 kroner for overtrædelserne. Manden er i mellemtiden også dømt i en lignende sag, der er sket senere end 2018. Her blev han idømt en bøde på 32.000 kroner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi har været i kontakt med den 60-årige, der fortæller, at han føler sig uretfærdigt behandlet, og det hele beror på misforståelser. 

Han fortæller, at bøden skyldes, at der var lidt for beskidt hos hundene.

 – Jeg havde halm hos hundene dengang, og halmen var våd. Derfor så det beskidt ud. Der var også en enkelt lort, men jeg var altså lige stået op, da de kom, fortæller han og fortsætter: 

– Men det er jo så lang tid siden, og jeg troede faktisk, at sagen var droppet. Jeg mødte ikke op i retten, da jeg ganske enkelt ikke vidste, at min sag var kommet for retten. Jeg ville jo hellere end gerne have haft mulighed for at forsvare mig. 

Han fortæller desuden, at han siden dengang har skiftet halmen ud med flis.

Den 60-årige er nu ved at undersøge, om sagen kan ankes, da han gerne vil have mulighed for at fortælle sin side af historien. 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout