Arkivfoto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Tirsdag den 15. maj træder vores journalist ind i Dyreværnets dyreambulance. Bag rattet sidder Nina Amdi, der er ansvarlig for dyreværnssagerne i organisationen.

Hun smiler og fortæller, at vi har tre besøg på turen, hvor Hunden.dk har fået lov at være med som fluen på væggen.

Sagerne, vi skal ud til, er nye sager, som Dyreværnet har modtaget fra borgere, som har set noget, de ikke mener er ok.

Det er dog ikke alle anmeldelser, hvor der rent faktisk er foregået noget, som kan betegnes som misrøgt af dyrene.

– Vi oplever desværre, at der er nogen, der anmelder andre bare for at genere dem. Det er selvfølgelig voldsomt frustrerende for os og for de anmeldte, da det spilder vores tid. Derudover er der også sager, hvor folk er bekymrede, men hvor det viser sig, at der ikke er foregået noget ulovligt. Jeg er glad for, at folk kontakter os, når de er bekymrede, og her mener jeg, at man hellere må ringe en gang for meget end en gang for lidt, fortæller Nina Amdi.

Første stop er et parcelhus i en mindre by. Anmeldelsen går på, at der skulle være mange katte i huset, at kattene skulle leve under dårlige forhold og at det skulle lugte af katteefterladenskaber over hele grunden.

Nina tager sit navneskilt på, åbner bildøren og hopper ud. På vejen op ad stien ind til huset, konstaterer hun, at det ikke lugter af katte. Hun banker på døren. Ingen reaktion. Hun forsøger igen. Atter mødes hun af stilhed fra huset. Igen banker hun på, og da resultatet er det samme, konstaterer hun, at der ikke er nogen hjemme.

Hun går igen ud i bilen. Hun ringer til personen, der har anmeldt beboerne i huset. Det viser sig, at det nummer, som anmelder har opgivet ikke findes.

– Så bliver jeg jo straks mistænksom. Det her kan være en af de sager, som i virkeligheden bare handler om at genere beboerne. Jeg synes heller ikke, det så ud som om, der skulle være mange katte på adressen, men vi vender selvfølgelig tilbage hertil på et senere tidspunkt. Jeg vil gerne lige ind og se, at alt er som det skal være, siger hun, inden hun starter dyreambulancen og sætter kurs mod næste sag.

Et job med psykologi
På vej mod turens andet stop fortæller Nina Amdi om livet som ansvarlig for dyreværnssager i Dyreværnet. Et job, hun har haft i 5 år. Inden da arbejdede hun i 3 år på et internat i Dyreværnet.

– Jeg kommer jo derud, hvor mange mennesker ikke kommer. Jeg ser ting, som folk ikke ved findes. Der sidder virkelig mange ensomme mennesker rundt omkring, hvor tilværelsen bare er gået helt skævt. Det kan være hjerteskærende, og derfor indeholder mit job også en masse psykologi, når jeg skal snakke med disse mennesker. Men mit hovedfokus ligger jo altså på dyrene og på, at de har et ordentligt liv, fortæller hun.

På trods af de mange år på landevejene rundt omkring i Danmark har Nina Amdi aldrig oplevet at blive truet af vrede dyreejere.

– Der er jo folk, som bliver rigtig sure på mig, men det er aldrig kommet videre end til det. For nogen er kæledyret jo deres eneste holdepunkt i tilværelsen, og så kan det være svært at erkende, at opgaven med at passe dyret er steget en over hovedet. Men jeg tænker også meget på, hvordan jeg taler til folk, og hvad jeg siger til dem. Ofte hjælper det rigtig meget, at man optræder venligt og professionelt. Der findes jo også de sager, hvor folk faktisk bliver lettede over, at man kommer og hjælper dem, siger hun og svinger bilen ind ad en grusvej.

De første huse på grusvejen er flotte og ligner næsten små palæer. Bilen fortsætter forbi de fine huse og ned i bunden af grusvejen.

– Her skulle der både være tynde heste og hunde, siger hun, inden dyreambulancen triller ind i indkørslen på en gård, der engang har kunnet hamle op med de små palæer i starten af grusvejen, men som har fået lov at forfalde til noget, der nærmest ligner en ruin.

Fra et åbent vindue på første sal, gør flere hunde om kap med hinanden.

Nina tager sit navneskilt på, åbner bildøren og hopper ud.

Vilde hunde og tynde heste
Hun går op til døren, hvor hun banker på. Kun hundene svarer. Hun banker på igen. Hundene gjæffer endnu højere gennem det åbne vindue. Tredje gang, Nina banker på døren, kommer en søvnig ung mand til døren. Han har grå joggingbukser på og står i bar mave.

Læs også: Skal vi indføre kørekort til kæledyr

En hund styrter forbi hans ben og drøner hen til Nina for at hilse på. En anden hund går mere forsigtigt til værks. Hun er tydeligvis noget sky.

Nina fortæller den unge mand om anmeldelsen, som han er noget overrasket over. Hun beder ham hente resten af hundene. Der er i alt fem hunde, en han og fire tæver. Alle hunde af mindre racer.

Nina kigger på hundene og konstaterer, at de trænger til at få klippet negle.

Den unge mand fortæller, at hundene egentlig er hans mors. Hun har hunde fra udlandet i pleje via en organisation, som Nina ikke tidligere har hørt om.

Hanhunden er kommet il flokken for kort tid siden, og det er tydeligt, at den kuer de fire tæver. Der er ingen harmoni i flokken og hundene styrter forvildede rundt og gør højlydt.

– Det er også meningen, at vi skal af med nogle af hundene, siger den unge mand og fortsætter, mens han peger på en fin lille hund:

– Hende her skal for eksempel aflives.

– Hvorfor, spørger Nina Amdi.

– Hun er bare ved at være gammel, svarer den yngre mand.

Nina spørger ind til familiens økonomi og om de ejer eller lejer gården. Den unge mand svarer lidt afvigende, men fortæller, at gården er lejet.

– Skal vi kigge på hestene, spørger Nina Amdi.

Med hundene i fuld fart omkring sig, begiver de to sig ud i marken til hestene. Pludselig sætter den ene hund i et gevaldigt hyl og begynder at humpe på det ene forben.

– Jeg tror den slog sig, siger Nina Amdi.

Den unge mand tager hunden op i favnen og konstaterer, at det nok er noget med poten. Det viser sig, at hunden har knækket den ene negl af.

Hestene er meget tynde. Nina spørger til hvilket foder, hestene får.

Den unge mand svarer, at de ikke har mere foder lige nu, men at de vil købe nogen den følgende dag. Det er ikke et svar, der tilfredsstiller dyreelskeren.

– Det er jo ikke så godt, når tynde heste ikke bliver fodret hver dag, siger hun og fortsætter:

– Men heste er ikke mit speciale. Derfor kontakter jeg nogen, som ved mere om heste. De kommer herud og kigger på dem, vil det være ok?

Den unge mand svarer, at det er helt ok.

Tilbage i bilen fortæller Nina om sin oplevelse af stedet.

Læs også: 10 råd til at undgå dårlige hundehandlere

– Det er helt sikkert et sted, vi skal holde øje med i fremtiden. Jeg tror ikke på, at de vil skille sig af med hundene. Jeg tror bare, de vil anskaffe sig flere, og det skal vi have styr på. Derfor tilbyder jeg dem også, at Dyreværnet kan hjælpe dem af med hundene, for det er jo gode og søde hunde, som bare mangler forståelse fra dem, der passer dem. Jeg forstår heller ikke, at en organisation vil bruge et sted som dette som plejefamilie. Derfor skal jeg lige finde ud af, hvad det er for en organisation, og så vil jeg selvfølgelig kontakte dem.

En alvorlig anmeldelse
Tredje stop er igen i en lille by i det midtjyske. Anmeldelsen lyder på, at en mand skulle have to hunde, som begge er aggressive og bider. Desuden skulle manden slå sine hunde. Anmelderen skriver også, at hundene lugter af urin og deres pelse er klistrede. Anmelderen skriver også, at manden er psykisk syg.

– De psykisk syge er et stort problem. Hunden kan betyde rigtig meget for dem, men de magter måske ikke at passe ordentligt på dem. Derudover ved man heller aldrig rigtigt, hvilken sindstilstand de er i, og det kan godt være ubehageligt, fortæller Nina Amdi og fortsætter:

– En anden problematisk gruppe er demente mennesker, som virkelig har god gavn af kontakten til en hund. Det har man jo også set med besøgshunde på plejehjem, men når den demente selv har hund, kan han eller hund ofte glemme at give dem mad, vand eller bad. I de situationer mener jeg, at det er familiens ansvar at gå ind og tage en beslutning om, at personen ikke er i stand til at holde dyr længere. Det ville jeg selv gøre, hvis det var mine forældre, der stod i den situation.

GPS’en sender dyreambulancen hen til nogle mindre rækkehuse.

Nina tager sit navneskilt på, åbner bildøren og hopper ud.

Hun drejer rundt om et hushjørne og kommer til en lang flisegang, hvor indgangene til de fire rækkehuse vender ud mod.

I bunden af flisegangen sidder en mand og spiser middagsmad. Ved hans side står to hunde og gør kraftigt. Den ene kommer løbende mod Nina og springer op ad hende. Hun kæler med den og den falder til ro. Manden rejser sig op og går hen mod Nina, der præsenterer sig.

Han sætter begge hunde i snor og binder dem til et rækværk. Han forstår ikke anmeldelsen. Hundene har ifølge ham ikke bidt, men de er meget vagtsomme. Manden er iklædt snavsede busker og en meget slidt t-shirt. Han lugter af urin og sved.

Nina spørger om hun må komme ind og se, hvordan de bor. Det synes manden ikke, der er grund til, da hun jo kan se, at hundene har det godt.

Enhver har ret til at sige nej til, at Dyreværnet må komme ind. Dyreværnet er ikke en myndighed og har derfor ikke de privilegier som eksempelvis politiet har. Derfor skal de have hjælp fra politiet, hvis der er tale om et grelt tilfælde og ejeren nægter dem adgang.

Nina konstaterer dog, at hundene har det godt. Hun påpeger, at hun ikke er tilfreds med, at den ene hund er bundet med et kvælerhalsbånd. Manden svarer, at han sagtens kan skifte det, og at det bare var fordi, han lige hurtigt skulle binde hunden, da Nina kom.

– Anmelderen skriver også, at du godt kan finde på at slå dine hunde. Er det rigtigt?

– Nej jeg har aldrig slået mine hunde. Det lærer de jo ikke noget ved, lyder det prompte fra manden.

Nina ser, at hundenes pelse er blanke og pæne. De er ikke klistrede, og hundene ser ud til at have det godt, og de er ikke underernærede. De viser også stor kærlighed til deres ejer, og Nina mener ikke, der er grund til at gå videre med sagen.

– Men det er et af de eksempler, hvor jeg godt kan forstå, man kan blive nervøs for hundene. Men her er der bare ikke noget at komme efter, når man kommer tæt på manden og hans hunde, fortæller hun, inden hun igen sætter sig ind i bilen for at køre hjem og skrive rapporter på dagens besøg.

– Der er lige noget, jeg synes er vigtigt, at pointere. Selvom vi i dag har mødt nogle lidt sølle skæbner, så er det altså ikke altid dem, der optræder i dyreværnssagerne. Det kan desværre ske for os alle. Fælles for de fleste sager er, at der er sket et eller anden på et tidspunkt i livet, som har ændret folks liv og så er det med at passe på dyrene blevet en uoverskuelig opgave, lyder det fra Nina Amdi

Læs også: Uhyggelig hundesag giver mild straf