Fra HUNDEN: Raceportræt af den intelligente cairn terrier

16-07-2025 07:54

Berit Rosenfeldt

Her i sommerferien tager vi fat i nogle af de raceportrætter, som tidligere er blevet bragt i Dansk Kennel Klubs medlemsmagasin HUNDEN. 

Copyright Hunden.dk
Cairn terrieren er en gammel race, og gennem tiden har der været nogen uenighed om racenavnet. Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Oprindelsen af de første cairn terriere fortaber sig i fortællinger om de små robuste hunde fra det nordlige Skotland, som blev brugt til jagt på skadedyr. Men at racen har eksisteret i århundreder tilbage, finder vi belæg for i gamle beretninger og billeder af små hunde, der til forveksling ligner den cairn terrier, vi kender i dag. 

100 års avl
I lighed med andre hunderacer er nutidens cairn terrier et resultat af mange opdrætteres avlsarbejde gennem mere end 100 år. Vi ved, at cairn terrieren debuterede i udstillingsverdenen i 1909, hvor mrs. Alastair Cambell fra Argyll udstillede tre eksemplarer i Inverness under navnet ”korthårede skye terriers” og senere samme år på Crufts i London. Det resulterede i en krig om navnet, idet skye terrierejere protesterede imod, at den lille korthårede hund skulle bære navnet Skye. Uenigheden om navnet fortsatte, indtil den engelske kennelklub i 1910 besluttede, at racens navn skulle være cairn terrier.

Cairn terrier i Danmark
Den første stambogsførte cairn terrier i Danmark var Fergus of Penshurst (kaldet Jack) importeret i 1924 og ejet af K. Øllgaard. Formodentlig en hund, der ikke har haft betydning for den senere avl. Grundstammen for opdræt af cairn terriere i Danmark ligger i linjer fra engelske, skotske, irske og svenske kenneler, hvor især hunde fra den svenske Kennel Snorrehus har haft stor indflydelse på den tidlige avl. To meget betydningsfulde danske opdrættere fra 1930’erne og -40’erne, som bør nævnes, er: Kennel Lenox ved Grethe Mayland-Jacobsen og Kennel Dalgashus ved Hertha Andersen, der begge lagde navne til flere champions. Fra slutningen af 1950’erne og ind i -60’erne gjorde Kennel Sønderring ved M. Søndergaard sig bemærket med flere hunde, der gjorde det godt (champions) i udstillingssammenhæng.

Fra midt 1960’erne og helt frem til i dag har flere opdrættere avlet mange skønne cairn terriere, hvilket har vist sig på præmieskamlerne både her i Danmark og det øvrige Europa.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det første registrerede kuld cairn terrierhvalpe i Danmark var efter Dougal d’Escosse/han og Gnat/tæve begge ejet af Vera Michaelsen. Kuldet bestod af to hanner og en tæve, der fik navnene Jockel, Rochel og Sally. Betydningsfulde champions var Kim of Holt 1930 – importeret og ejet af Grethe Glad, Gloster Jack 1935 – opdrættet og ejet af Gunder Knudsen, Kennel Gloster. Gennem tiden har der været flere markante avlshanner, blandt andre i slutningen af 1970’erne til først i 1980’erne Dancairn Tjep, opdrættet af Børge Schultz og ejet af Jette og Jarno Corneliussen, men det var de to førstnævnte, der dannede grundlaget. Cairn terrierpopulationen i Danmark er vokset jævnt fra starten i 1924 og ind i det tyvende århundrede, og en mere åben verden og øget rejselyst har fremmet avlssamarbejdet over grænserne.

Copyright Hunden.dk
Antallet af cairn terriere er vokset fra 1924 og til i dag, hvilket først og fremmest nok skal tilskrives dens omgængelige sind. Foto: Mediehuset Wiegaarden/Tine Luther

Verdens bedste ven
I dag er der registreret 82 danske opdrættere af cairn terrier på listen over kennelmærkeindehavere i Dansk Kennel Klub, 36 af disse er aktive i Dansk Terrier Klub. De fleste opdrætter i lille skala med maksimum to kuld om året. I de seneste år har antal registrerede cairn terrierhvalpe i Dansk Kennel Klub ligget stabilt på omkring 300-400 årligt. Der er øget interesse for racen, som gør, at der kan være lang ventetid hos de fleste opdrættere.

Cairn terrieren er en rigtig god familiehund, som udover at elske at lege med børnene også er en stor humørspreder.

Racen bliver kaldt verdens bedste ven, hvilket skyldes dens venlige og omgængelige sind. Dens store sociale egenskaber skyldes især, at den er blevet brugt til at jage og fange skadedyr. Derfor har dens forhold til mennesket været tæt fra starten.

Copyright Hunden.dk
Man bliver i godt humør af en cairn terrier, der er en rigtig humørspreder, som kan finde på mange sjove ting. Foto: Henrik Pedersen
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout