Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Efter en periode med usikkerhed og følelsen af at skulle sige farvel til et unikt hundeevent, står det nu klart, at K9 Biathlon for alle får en fremtid alligevel. Nye kræfter er trådt til, og fællesskabets opbakning har været afgørende for, at løbet nu kan fortsætte i en ny konstellation.
Lukningsmeldingen ramte både deltagere og baglandet hårdt. Fællesskabet omkring K9 Biathlon for alle reagerede med en strøm af beskeder, opkald og tilbud om hjælp. For Lotte Höhrmann og hendes mand Torben var det en tid præget af svære beslutninger, da økonomiske udfordringer og stigende driftsomkostninger havde gjort det umuligt at fortsætte på samme vilkår. Torbens rygskade gjorde det desuden vanskeligt at løfte de praktiske opgaver, som ellers var en fast del af hans rolle.
Midt i usikkerheden voksede et håb frem. Reaktionerne viste tydeligt, at løbet betød mere end nogen havde forudset. Det førte til en række samtaler om eventets fremtid, og her trådte Kasper Kjær Iversen ind med en løsning, der kunne bære både nu og fremover.
Et vendepunkt der ændrede alt
Kasper beskriver selv den afgørende beslutning sådan:
“Da jeg hørte, at K9 Biathlon for alle stod over for at lukke, kunne jeg mærke med det samme, at jeg ikke kunne lade det ske. Det her er mere end et løb. Det er et fællesskab, som betyder noget for tusindvis af mennesker. Da jeg så den enorme opbakning på de sociale medier i dagene efter beskeden, blev det tydeligt for mig, hvor stærkt et fællesskab der står bag. Det bekræftede mig i, at jeg måtte træde til, for det her fortjener at leve videre.”
For Lotte Höhrmann var det afgørende at finde en løsning, der både passede til værdierne og kunne skabe stabilitet. Da Kasper tilbød at overtage projektet og videreføre visionen, gav det for første gang i lang tid en reel mulighed for at se fremad. Og den fremtid begynder allerede nu. Det første løb i den nye æra af K9 Biathlon for alle afholdes den 3. januar på Vestagervej 15 i Bevtoft.
En ny leder med respekt for kulturen
Kasper er kendt af mange fra Butik Balou, men hans erfaring rækker bredere. Han har i mange år arbejdet professionelt med større arrangementer og logistik, og han ser et særligt potentiale i K9 Biathlon for alle.
“K9 Biathlon for alle er noget helt særligt, fordi det rummer en mangfoldighed, man sjældent ser i andre events. Her står børn, seniorer, familier, topatleter, deltagere med forskellige udfordringer og alle slags hunde side om side. Det skaber en ånd, der er både varm, rummelig og helt unik. Det er netop den kultur, jeg mener, at vi skal passe på. K9 Biathlon for alle giver mennesker et frirum, hvor forskelligheder bliver en styrke, og det er en værdi, der fortjener at leve videre.”
En ny begyndelse
Med første løb allerede fastsat til den 3. januar i Bevtoft, er fundamentet for en ny sæson lagt. For deltagerne betyder det, at et elsket event ikke forsvinder, men får mulighed for at udvikle sig. Den kommende tid vil vise, hvor K9 Biathlon for alle bevæger sig hen, men én ting står klart: engagementet omkring løbet er stadig stærkt.