BLOG: Skolehund, er det bare en hund som går i skole?

11-04-2023 08:33

Yasmin Bøllehuus

Nej, for helt så enkelt er det ikke…
En skolehund er en hund som arbejder på en skole og er særligt trænet hertil. En mere meningsgivende betegnelse kunne være terapi- og skolehund, da mange af de jobfunktionerne hunden vil have er terapeutiske. I dette blogindlæg vil du kunne blive lidt klogere på, hvad en skolehund er men også hvordan min motivation for hele det her projekt startede.
En skolehund kan nemlig gøre en enorm forskel for de børn og unge den er sammen med!

 

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

En skolehund er en specialtrænet hund som kan indgå i skolen for, at fremme trivsel og indlæring for eleverne. En skolehund kan hjælpe med at opnå specifikke læringsmål eller i både kortere og længere forløb, hvor der eksempelvis arbejdes med motivation, ensomhed eller at styrke troen på sig selv. Målet er, at give eleverne på skolen endnu bedre rammer for læring og trivsel.

I arbejdet med børn og unge med autismediagnosen har en skolehund vist sig, at have en meget positiv effekt.


Når interessen for hunde forenes med læring og fortrolige samtaler
Jeg har ad flere omgange oplevet den magi samværet med dyr, og i dette tilfælde hunde kan skabe for mennesker. Både på egen krop og sind men også i mit arbejde som professionel.
På min tidligere arbejdsplads har jeg haft mulighed for et par gange, at have min hund, Riley, med til tid med en enkelt elev (1:1) og som et element i undervisningen for hele klassen. Jeg oplevede her, hvilken forskel det kunne gøre både for elevernes fokus og ro. Derudover har jeg også arbejdet med ridefysioterapi, hvor det er hesten, som er den bærende del i arbejdet. At arbejde med heste er selvsagt noget andet end hunde og når vi taler ridefysioterapi er der også noget fysisk træning indover, men den helt forunderlige måde hesten også kan hjælpe mennesker psykisk på er meget lig den samme som når vi bruger hunde.

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen


Den første gang jeg selv oplever, hvad hundens nærvær kan gøre for mennesker er tilbage i 2013. Jeg har lige søgt ind på pædagoguddannelsen og er i virkeligheden ikke helt sikker på, hvad jeg vil med mit liv. Denne dag er jeg ude at køre i tog med min gamle hund Joey. Joey var en lille dansk/svensk gårdhund som altid var med mig. Set i bakspejlet var hun jo nok min egen lille terapeut, og hun har uden tvivl været årsagen til min store interesse for hunde og deres adfærd den dag i dag. Nå, men vi sidder i toget sammen, hun sidder på mit skød som hun plejer, og der er en fri plads ved siden af os. Efter et stop, hvor der er steget en del mennesker på kommer en ung fyr hen og spørger mig, om han må sidde på den ledige plads ved siden af os, hvilket jeg selvfølgelig siger ja til. Der går et par minutter efter han har sat sig før Joey kigger på ham… Jeg husker ikke selv hvilket udtryk, han havde, men hun må have vurderet han havde brug for lidt ’’hjælp’’. Hun lægger sig ned på mig og hviler hovedet over på hans ben. Jeg starter med at undskylde, men det var slet ikke nødvendigt, for den unge fyr synes det var helt ok. Vi begynder at snakke og før vi har set os om er der gået en time.
Den unge fyr her fortæller mig en hel del om sin barndom og opvækst, han har bestemt ikke haft det let ,og jeg husker han blandt andet fortalte om anbringelser og vold. Kort sagt så åbnede han virkelig op, noget der måske ville være underligt at gøre til en helt fremmed, men det faldt så naturligt, fordi Joey var der. Før vi sagde farvel, og han steg af toget sagde han: ,,Tak fordi du lyttede. Jeg er sikker på, at du nok skal blive en god pædagog.’’
Det sker af og til jeg tænker tilbage på denne episode med den unge fyr, hvad der mon er blevet af ham og hvordan han mon har det her 10 år efter. Hans fortælling og de ord han efterlod gjorde i hvert fald indtryk på mig. For jeg blev færdiguddannet social- og specialpædagog, jeg gør mit bedste for stadig at lytte, og jeg har nu mulighed for, at bruge et helt fantastisk redskab i mit arbejde nemlig hunden.
 

Copyright Hunden.dk


I januar i år 2023 fik vi James hjem, en golden retriever dreng som skal bo sammen med mig og min familie. Med tiden skal han lære, at være skolehund. James er lige nu kun en hvalp, så i starten vil han tilstedeværelse på selve skolen primært handle om, at lære hvordan det er at være der. Han vil komme på besøg en gang i ugen, hvor han derudover går til særligt tilrettelagt træning målrettet sit kommende job.

Mit næste blogindlæg vil omhandle: En god skolehund er også en god familiehund

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout