Jagttræneruddannelse på hundens præmisser

19-06-2025 06:54

John Frank Ahm

Gør jagttræning til en fest for din hund! Lær hvordan positive metoder på hundens præmisser skaber glæde, stærkt samarbejde og imponerende resultater i marken.

Copyright Hunden.dk
Dummyen kommer helt ind i hånden på en af mine medkursister på jagttræneruddannelse. Foto: Tove Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Så har Jasmine igen været ude at lufte ørene og har fået noget god fært i næsen. Vi har været på jagttræneruddannelse i Spanielklubben Region Nordjylland. Vores underviser var norske Thomas Stokke fra R+ Gundogs. Vi var afsted over tre weekender og havde derimellem hjemmetræning, hvor vi skulle filme vores træning til feedback og afsluttede vores uddannelse med en working test. I dette blogindlæg fortæller jeg om noget af det, vi lærte på vores tre måneders uddannelse.

Copyright Hunden.dk
Thomas Stokke gennemgår dagens øvelser. Foto: John Frank Ahm

Jagtræning baseret på frivillighed og sjov
Thomas Stokke præsenterede et venligt syn på jagttræning. Hvor traditionen engang dikterede hårdhed over for hundene, viste Thomas, at den venlige og samarbejdende tilgang til træning også virker godt på jagthunde, og at det er en tilgang, der giver resultater for den, der er villig til at arbejde med sig selv og sin hund. En tilgang som rigtig mange for længst har taget til sig.

Thomas' tilgang er kort sagt, at træning skal være på hundens betingelser, og at træning skal være så sjov, at hunden frivilligt henter og leverer dummyen i hånden, uden vi behøver hverken at hæve stemmen eller råbe. 

Copyright Hunden.dk
Thomas instruerer og giver feedback. Foto: Tove Jensen

Leg dig til en stærk relation
Det første, vi skulle arbejde med, var at styrke relationen til vores hund. Jo mere sjovt vores hund synes, det er at være sammen med os, jo bedre resultater kunne komme inden for rækkevidde. Vi fik den opgave at lege med vores hunde. Jasmine elsker at lege. Hvert lille træningspas kunne med fordel afsluttes med leg, så det gjorde vi.

“Make it worthwhile for the animal to play our silly little games” - Bob Bailey

Ved at lege med Jasmine bliver træningen sjovere, og hun virker til at tænke: “Hvad mon han nu finder på af spændende sager?” Brug af leg i træningen har øget Jasmines koncentration og fokus på mig.

Her på kurset lærte vi noget nyt om at lege. Det var ikke altid, Jasmine ville lege, selvom Jasmine elsker at lege, så var det svært for hende, hvis der skete noget spændende omkring os.

Copyright Hunden.dk
Hele kroppen bruges til at vise hunden, hvor den skal løbe hen. Foto: Tove Jensen

Styrk hundes selvkontrol gennem stærke belønninger
Det er ikke altid hyggeligt at gå i skoven med Jasmine. Nogle gange er det arbejde for mig i stedet for hygge og afslapning. Når vi er i skoven, går Jasmine nogle gange på jagt og søger efter vildt. Det er især en udfordring, når vi kommer nye steder, hun ikke har været før, eller når vi går tur i skumringen.

En spaniels natur er at søge efter vildt. De skal finde fugl og få den til at flyve, så jægeren kan nedlægge den. Det er deres opgave og ligger i deres natur som fuglehund. Derfor kan det være noget af en udfordring at gå tur i skoven.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hverdagslydighed
At gå på jagt sammen er at samarbejde på et højt plan. Eller som Thomas skriver: “Jakthundtrening - ekstrem hverdagslydighet”. For at nå dertil med Jasmine er der især to centrale områder, vi skal arbejde med.

Det første er opmærksomhed trods fristelser: Jasmine skal lære at lytte til mig, selv når omgivelserne byder på spændende dufte eller potentielt vildt.

Det lyder måske som en uoverskuelig opgave, men Thomas' tilgang er at starte i det små og bygge gradvist op. En konkret start på at styrke opmærksomheden kan være, når Jasmine er dybt optaget af at snuse. Hvis jeg her siger "sit", og hun blot stopper op et øjeblik og er stille – selv uden at sætte sig – er det et fremskridt og et tegn på, at hun har registreret min kommando.

Dette lille øjeblik af kontakt er et vindue, jeg kan bruge til at give en ny, simpel kommando som “her” og belønne med ekstra gode godbidder, fordi Jasmine gjorde noget svært.

Nøglen er effektive belønninger, for som Thomas siger: “Uten effektive belønninger er straff det eneste effektive verktøyet” – og vi ønsker jo netop at undgå straf.

Copyright Hunden.dk
"Se hvad jeg har fundet mor!" Foto: Tove Jensen

Impulskontrol
Den anden ting, Jasmine skal lære er impulskontrol, som er at beherske sig og ikke instinktivt reagere på enhver impuls, f.eks. et dyr, der pludselig bevæger sig. I stedet skal hun styrkes i at vælge det fra. Ligesom tidligere lyder dette også som en uoverskuelig opgave, men også denne skal startes i det små og bygges gradvist op.

Impulskontrol kan deles op i to grupper og trænes hver for sig. Det ene er alternativ adfærd, og det andet er at blive i ro trods forstyrrelse.

Copyright Hunden.dk
Ro på hunden, mens der kommer en bold flyvende op i luften. Foto: John Frank Ahm

Alternativ adfærd kunne være, at Jasmine sætter sig ned, når der sker noget pludseligt, og det vil i en jagtsituation være at sætte sig, når der er en fugl, som letter. Det træner vi ind med legetøj. Hver gang hun sætter sig, leger vi. Det vil sige, at hun sætter sig for at lege. På den måde får det at sitte større værdi for hende, fordi ved at sitte sker der noget sjovt.

Ro trods forstyrrelse er den anden variant af impulskontrol. Når Jasmine sidder, skal jeg friste med forstyrrelser. Forstyrrelser, som hun skal vælge fra. Det skal også bygges op gradvist, så vi starter med en let forstyrrelse, som for eksempel, at jeg går lidt væk og tilbage mens hun sitter og bliver siddende.

Vejen mod en lydig jagthund gennem positiv forstærkning er en proces, der kræver tålmodighed og konsekvens, men selvom jagthundetræning, som Thomas Stokke pointerer, er 'simple, but not easy', så er glæden ved at se sin hund trives og samarbejde frivilligt al arbejdet værd. For os har denne tilgang ikke kun forbedret Jasmines jagtfærdigheder, men også styrket vores bånd markant.

Copyright Hunden.dk
Glade deltagere - den sidste dag på kursus. Foto: John Frank Ahm
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout