Elisabeth Schrøder
På en af de mørkeste vinterdage følte jeg mig åbenbart meget kæk på Vixens og mine egne vegne, så pludselig havde jeg svunget dankortet på hundeweb og meldt til tre markprøver og en unghundetest. Samtidig havde jeg på fornemmelsen, at prøverne nok ville blive aflyst pga. forsamlingsloftet på 5 personer, så jeg lagde ikke så meget energi i forberedelserne, som jeg måske burde have gjort. I slutningen af februar kom så udmeldingen om, at man måtte samles 25 personer til aktiviteter i foreningsregi, og kort efter kom beskeden fra klubberne om, at prøverne kunne gennemføres i lidt modificeret form.
Så fik damen her en lille smule panik på. I mellemtiden var jagtlejen udløbet, så mine muligheder for at træne selv var pludseligt meget begrænsede - og havde egentlig været det i forvejen, da der næsten ikke havde været noget vildt på jagtterrænet. Desuden ville jeg meget gerne træne sammen med nogle fremmede hunde, som forhåbentlig kunne give Vixen klar besked om, at man er altså på arbejde, når man løber i marken, og det er ikke tid til fis og ballade. Jeg havde kun haft mulighed for at træne lidt med hende, med Sansa som makkerhund, og hende kunne Vixen desværre godt lokke med på lidt leg i stedet for. Heldigvis forbarmede nogle hundevenner sig, og vi var afsted på et par gode træninger i nogle fantastiske terræner.
Til markprøverne slippes hundene to-og-to, og disciplinen går ud at at hundene skal afsøge det åbne markterræn for vildt, tage stand for agerhøns eller fasaner, rejse fuglen på kommando og forholde sig roligt, når fuglene letter og dommeren affyrer sin signalpistol. Undervejs skal den desuden helst modstå fristelser til at jagte harer, rådyr og hvad man ellers møder af i terrænet. En af de store udfordringer ved sporten er, at hunden på den ene side skal arbejde selvstændigt og viser masser af jagtlyst, men samtidig være lydig og udvise enorm selvkontrol. Når sådan nogle som os taler om “fantastiske terræner”, så er det her om foråret typisk marker med f.eks vinterraps med mange agerhøns, som på denne tid af året er ved at dele sig ud i par efter at have levet i større familieflokke hele efteråret og vinteren. Det giver et kæmpe kick, at kunne gå på en tilsyneladende helt gold og tom mark, pludselig se hunden tage stand og efterfølgende se agerhønsene dukke op nærmest ud af den blå luft.
Til den første træning fattede Vixen ingenting - Hun forsøgte at lege med og provokere de andre hunde, bevægede sig noget ustruktureret rundt i terrænet, og kunne tilsyneladende ikke rigtigt fornemme de vilde agerhøns, som hun bare buldrede ind i, og som hun så i øvrigt løb efter, da de lettere - LANGT efter. Sidst på dagen havde hun en enkelt chance, hvor det så ud til, at hun lige fik færten lidt i næsen, inden hun trådte dem op. Så min selvtillid var altså ikke ligefrem i top i forhold til at skulle gå til prøve med kræet.
Da jeg gik på markprøve med Sansa, fik jeg desværre nogle oplevelser af, at det var en sport, hvor det var lidt svært at være ny. Det blev ikke bedre af, at resultaterne ikke blev særligt gode. Så denne gang ville jeg virkeligt gerne kunne møde op til prøverne med en hund, som i det mindste udviste noget potentiale.
Til den anden træning gik det heldigvis meget bedre. Vixen fik nogle agerhøns i næsen, nåede at bremse og tage stand, og stod ret længe før jeg nåede op til hende. Igen forfulgte hun agerhønsene meget langt, og brugte ellers resten af eftermiddagen på at vise samtlige unoder, som man normalt bliver smidt af en markprøve for - løbe laaaangt efter vildtet, drille makkerhunden, vade ind foran stående makker og bare være generelt udenfor pædagogisk rækkevidde. Jo, der var stadig lidt at arbejde med, men i det mindste havde jeg set, at hun godt kunne tage stand for de vilde agerhøns, og så var en meget vigtig forudsætning opfyldt.
Hundevennerne blev ved med at forsikre mig om, at unghundene får meget lang snor til prøverne - så længe de viser naturlig jagtlyst, kan de næsten ikke gøre noget galt. Desuden kunne jeg se i kataloget, at både dommeren og et par af de andre på holdet til den første prøve ville være kendte ansigter, så det skulle nok gå.
Men det var alligevel med en del sommerfugle i maven, at jeg mødte op til Vixens første markprøve ved Ringsted i starten af marts, og vi kørte afsted ud til markerne.
Fortsættes...
