Det minder meget mere om den belønningsbaserede tilgang, som vi bruger til hundene, og jeg kan egentlig undre mig over, at jeg har været så længe om at “se lyset”.

Desværre nåede jeg kun at have den nye hest i 5 uger, før han også kom til skade i oktober, med en alvorlig seneskade, som kostede en akut tur på hestehospitalet en sen aften, hvor han blev opereret i benet. Og så beordrede dyrlægen månedsvis af boksro - som nok er et ord, der kan få det fleste hesteejere til at se lidt trætte ud. For at senen kunne få tilstrækkelig ro til at gro sammen, skulle det stakkels dyr nemlig været spærret inde i sin boks, måtte ikke komme på fold med sine venner og skulle have meget afmålt, kontrolleret motion.

Det er en ret udfordrende situation. Heste er lavet til at bevæge sig hele tiden, og have konstant interaktion med andre heste, så boksro er en noget unaturlig tilstand at placere dyret i. Især for en ung araberhest masser af energi. 

Derfor har de sidste par måneder for mig været et meget intensivt lynkursus i begreber som  dæmpende signaler, stress, trigger stacking og konfliktadfærd, i takt med at den stakkels hest blev mere og mere stresset, ulykkelig og indebrændt. Og når det er 400 kilo, som pludselig stejler og sparker, og gør enhver håndtering til en nærdødsoplevelse, kan det ikke ignoreres.

Den gode nyhed er, at jeg har få stillet skarpt på en masse adfærdskoncepter, som i den grad også er relevante i omgang og træning med hundene. 

“Trigger stacking” er et glimrende eksempel. Hvem har ikke oplevet, at en hund f.eks har gjort et udfald mod en anden hund, eller snappet efter dyrlægen, som er blevet fulgt op af ordene “Det har den aldrig gjort før?!?” Det har jeg i hvert fald, både med egne og andres hunde, og ofte er man hurtig på aftrækkeren til at dømme hunden “aggressiv” eller “uforudsigelig”. Mange hunde er sikkert blevet aflivet på den konto.

Alle dyr har en tærskel på deres “stress-skala”. Når tærsklen overskrides, er hunden “udenfor pædagogisk rækkevidde” - det vil sige, at den er i sine instinkters vold, ikke modtagelig over for instrukser eller indlæring, og yderligere stimuli vil udløse en “flugt, frys eller kæmp”-reaktion. Om tærsklen ligger højt eller lavt, er nok i nogen grad bestemt af race, individuel personlighed og træning. 

Læs også: Når en drøm ændres

Mange ting udløser varierende mængder af stress hos vores hunde - det kan være fremmede hunde, nye steder, blæsevejr der får ting til at blafre, pludselige lyde, fremmede dufte, at blive adskilt fra sine mennesker eller sin hundeflok, og selvfølgelig også ting som smerte. For en sund og rask, velsocialiseret hund i god mental balance vil enkelte af disse stimuli ikke være nok til at nå den kritiske stress-tærskel.

Men bliver man ved med at fylde stress-bolde i kurven, kan en relativt lille stimuli pludselig vælte læsset og udløse en kraftig reaktion. I hestens tilfælde var der pga. indespærringen næsten konstant fyldt op i stress-kurven, og selv ganske små ting kunne få ham til at reagere med meget voldsom (og farlig) konfliktadfærd. 

Der opstod også et klassisk eksempel med Vixen i søndags, hvor jeg var på hundeudstilling med hende. Vixen er lidt en corona-hund, hvor den første del af hendes liv var præget af omfattende nedlukning i samfundet, og det har helt sikkert haltet lidt med at få hende socialiseret og miljøtrænet tilstrækkeligt. Efterfølgende har livet ræset afsted med bondegårdsrenovering og nyt job, og Vixen har meget af tiden bare været gårdhund derhjemme. Det blev tydeligt da hun blev udstillet et par gange i sommeren 2021, hvor hun var lidt utryg ved at være afsted et fremmed sted med mange fremmede hunde, mennesker og en nærgående dommer. 

Læs også: Spejlbillede i hundekurven

Efterfølgende har jeg arbejdet målrettet med hende, og kommet rigtig langt, men da jeg tog hende ud af bilen på parkeringspladsen i søndags, var hun igen noget ude af sin komfortzone. Hun var ikke spor selvsikker i sin fremtoning, ville ikke hilse på en af vores hvalpekøbere på parkeringspladsen, og brillerede så til sidst ved at gøre udfald imod en hvalp i døren på vej ind til hallen.

Tidligere ville jeg nok være blevet meget pinligt berørt over det, og sat spørgsmålstegn ved min hunds temperament og det kunne meget vel have påvirket humøret resten af dagen. Havde hun mødt hvalpen i vante omgivelser, havde det ikke udløst en overskridelse af hendes kritiske tærskel. Det er ren “fejl 40”, at jeg har været lidt på bagkant med miljøtræningen, og selvom situationen var uhensigtsmæssig, giver det ro i maven at kende forklaringen. 

Hun tøede i øvrigt hurtigt op, da vi kom ind i hallen. Kyssede alle, der ville kysses, legede med sin bror og klarede bedømmelsen super fint. Faktisk så fint, at hun blev bedst i racen med den flotteste kritik, jeg nogensinde har fået på en hund.

Privatfoto

Læs også: Jagttræneruddannelse på hundens præmisser