Elisabeth Schrøder
Denne blog skal jo mest handle om jagthunde og jagthundetræning, men i de næste par indlæg får I lige historien om hvordan Vixen og hendes søskende kom til verden, og de benspænd vi mødte på vejen.
I foråret 2019 tog jeg DKK’s opdrætteruddannelse og fik godkendt mit kennelmærke. Og så ventede vi ellers på, at Sansa skulle komme i løbetid. Og ventede, og ventede og ventede. For hun drillede os lidt og trak den så langt, at hun nærmest sprang en løbetid over. Måske på grund af den vanvittigt varme og tørre sommer, som lavede kuk i mange dyrs biologiske ur. Hun trak den faktisk så længe, at vores udsete hanhund i Tyskland nåede at blive smidt ud af avlen dernede, og vi derfor gerne ville finde en anden, selvom han i teorien stadig godt kunne bruges i Danmark.
Det gjorde vi så heldigvis, og skønne Gubasc stod klar nede i Ungarn, da Sansa endelig kom i løbetid i oktober. For at optimere chancerne besluttede vi at få foretaget progesteronmålinger. Det ville være lidt fjollet at køre helt til Ungarn og så komme for sent.
Første måling viste lave værdier, og et gæt fra reproduktionsdyrlægen var, at Sansa nok ville ramme ægløsning cirka onsdag. Det passede fint, for Allan skulle på kursus i Jylland tirsdag, og så kunne vi køre dagen efter. Mandag fik vi foretaget endnu en måling… som viste at hun have ægløsning NU, og optimalt parringstidspunkt om to dage - det vil sige onsdag. Så fik vi travlt!
Det endte med at Allan tirsdag måtte køre direkte fra sit kursus i Jylland mod Sydsjælland, hvor vi mødtes, pakkede bil om, og ræsede mod den sidste færge fra Gedser til Rostock. Vi kørte hele natten ned igennem Tyskland (hurra for autobahn!), Tjekkiet, havde en kort lur på en rasteplads i Slovakiet og så videre ind i Ungarn tidligt onsdag morgen. Helt groggy og skeløjede væltede vi ind i haven hos hanhundeejeren lidt uden for Budapest, og fik gennemført den første parring. Mission accomplished!
De næste dage blev det til et par parringer mere, lidt sightseeing i Budapest og en hyggelig udflugt med hanhundens familie til Ungarns højeste punkt (som de lokale ikke synes er noget særligt, men da vi fortalte hvor fladt Danmark er, kunne de godt forstå vores fascination af bjergene og steder med klipper).
Og så kørte vi den lange tur hjem igen, op igennem Europa, med krydsede fingre for “gevinst” i Sansa’s mave.
Cirka tre uger senere havde vi bestilt tid til ultralydsscanning hos dyrlægen, for at få en idé om hun var blevet drægtig, og om vi kunne forvente få eller mange hvalpe. Og jo, der var gevinst! Og dyrlægen talte ikke mindre end 10 (plus/minus) fostrer. Det var jo virkeligt fedt, at den lange tur sydpå ikke havde været forgæves, og vi kunne sende den gode nyhed til de familier, som allerede havde stået på venteliste i mange måneder!
Så var der lige det med terminen… Hunde er drægtige cirka 63 dage regnet fra ægløsning, og dermed kunne vi regne os frem til fødsel… cirka d. 24. december!
