Det var en bidende kold morgen, hvor der havde været nattefrost, og humøret var højt blandt de fremmødte prøvedeltagere. Efter en lang vinter med omfattende nedlukning af samfundet, var det faktisk også rigtigt dejligt at se nogle flere mennesker igen og lave noget, der føltes lidt normalt.
Ikke desto mindre blev sommerfuglene ved med at flagre rundt i maven op til Vixens første slip i marken. I modsætning til mor-Sansa er Vixen heldigvis mindre følsom i forhold til at blive påvirket af mine nerver, og det var nok meget godt!
Den første del af slippet var på en græsmark. Det kan være meget godt til lige at komme i gang med søget i et terræn, hvor chancen for fugle måske er lidt mindre. Kort efter skulle vi dog over en grøft, og ind på vinterraps. Vixen startede lidt uheldigt med at suse efter makkerhunden, som gjorde alt for at ignorere hende og passe sit arbejde, og der gik et par minutter før hun koblede sig fri og begyndte at søge selvstændigt i marken i stedet for. Det er ikke en stor forbrydelse så længe man stadig er i unghundeklasse, men det er noget, som man helst skal få vænnet sin hund af med - Den skal fokusere på at gå på jagt og ikke pjatte med makkerhunden.
Så gik det ellers meget godt - lige indtil Vixen løb på et elektrisk hegn i den ene side af marken, hvor der var en hestefold. Efter det blev hendes søg i marken (forståeligt nok) lidt mere forsigtigt, og der gik lidt før hun fik arbejdet sig op igen. Desværre var der ingen fugle i det første slip.
Andet slip var på endnu en rapsmark. Indtil da havde der ikke været så meget gang i fuglene, men nu begyndte vejret at blive lidt bedre og mere “agerhønevenligt”. Heldigvis kom vi lidt bedre fra start denne gang. Vixen gik hurtigere i gang med at søge rigtigt i marken i stedet for at chikanere makkerhunden. På et tidspunkt var det faktisk lige omvendt - Makkerhunden kom buldrende over i hovedet på hende, og selvom den vist ikke var grov, blev Vixen alligevel lidt trykket af den, og fik igen en dum afbrydelse i sit flow. Hun kom dog hurtigt i gang igen, og kom ud i nogle store, fine slag, som fuldt levede op til mine egne forventninger.
Midt i slipper blev makkerhunden skiftet ud. Det gav endnu et stop, imens vi ventede på den nye makker, men sådan er gamet. Da vi kom i gang igen, begyndte Vixen ret hurtigt at søge mere offensivt frem i terrænet - Hun lod til at have noget fært i næsen, så jeg lod hende løbe. Pludselig tog hun stand, og jeg skyndte mig at give tegn til dommeren, som fulgte med mig op til Vixen. Da vi nærmede os, løftede han sin signalpistol - Det er tegn til at situationen er “jagtbar” og hunden må rejse fuglen. Med jagtbar menes, at hvis dommeren havde været skytte på en “rigtig” jagt, ville han være indenfor en afstand, hvor det ville give mening at skyde til fuglen.
Jeg siger “JA!” til Vixen som kommando til, at hun må bryde standen og rejse fuglen - hvilket hun øjeblikkeligt gør. Et par agerhøns kommer på vingerne og flyver derfra imens skuddet fra pistolen lyder bag os. Og Vixen følger efter. Laaaangt efter. Ud over resten af rapsmarken, over en lille landevej, ind på den næste mark og om bag en gård. Hun er helt immun over for fløjten, men det havde jeg jo nok lidt på fornemmelsen efter de erfaringer vi gjorde os til træning tidligere på ugen. I unghundeklassen må hunden heldigvis godt prelle (forfølge) vildt uden at det automatisk er “farvel og tak for i dag”, men dommerne kan have lidt forskellige meninger om, hvornår det koster en grad i præmieringen.
Bedømmelsen er ovre, og Vixen dukker ret hurtigt op igen og er på vej tilbage imod mig, da hun pludselig slår rundt og tager en ny stand. Jeg kigger lidt forvirret på dommeren, for vi er jo egentligt færdige, men det har Vixen så en anden mening om! Jeg lister op imod hende i håbet om at jeg kan nå at tage hende i halsbåndet og trække hende af standen, så en anden hund måske kan få muligheden, men hønsene letter desværre af sig selv inden jeg kommer tæt nok på… og så tager Vixen da lige turen EN GANG TIL! Nå, point for underholdningsværdien, om ikke andet!
Vixen og jeg trasker tilbage til bilerne og de andre deltagere, og jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde efter det show. Men det var en jagtbar situation, og dommeren affyrede skud, så “et eller andet” får vi jo nok med hjem.
Selvom Vixen egentlig er færdigbedømt, er hun senere ude som “blind makker” for en anden ung vizsla, der stadig ikke har haft chance for fugl. Jeg bliver bedt om at holde søget “defensivt”, for at give den anden hund de bedste muligheder. “Øøøh jo, det er nok lettere sagt end gjort, hvis Vixen får noget spændende i næsen!”, tænker jeg for mig selv. Men vi kommer dog igennem slippet uden at sabotere noget for den anden hund.
Vixen endte med at få en 2. præmie for dagens præstation. Det til tider lidt smalle søg, især i første slip, og den lange løbetur efter agerhønsene trak lidt ned, men jeg var stadig himmelhenrykt over vores debut! At komme hjem fra sin første markprøve med en præmiering, og så endda mindre end en uge efter Vixen første gang havde stand for vilde agerhøns, er altså slet ikke så tosset… for at sige det på jysk!
Med 2. præmien havde Vixen allerede overgået sin mor, og forventningspresset var således taget helt af med yderligere to markprøver og en unghundetest i kalenderen.
Skolehunden James skaber et trygt rum, hvor læsning bliver til en positiv oplevelse helt uden pres. Gennem nussetid og legende ritualer hjælper han eleverne med at finde både roen og læselysten frem i hverdagen.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
Allerede dagen efter Vixens første markprøve var vi afsted igen - På den ene side med lidt mere ro i maven, da hun jo allerede havde en præmiering i bagagen, men også på samme tid lidt mere på udebane, da vi nu skulle dømmes af en dommer, som jeg ikke kendte i forvejen, og knapt så mange kendte ansigter blandt de andre deltagere
Sidste weekend, lige et par dage før hendes 1 års fødselsdag, var Vixen lidt med på jagt for første gang
Hvis man spørger vores vizslaer, er der denne sommer en alvorlig mangel på aften-markfræs, vandapporteringstræning og strandture med tennisbolden. Den er faktisk helt gal. Nogen burde melde os for brud på de basale jagthunderettigheder.
Men mon ikke vi bliver tilgivet på et tidspunkt. Vi er nemlig i gang med at istandsætte en landejendom, som selvfølgelig først og fremmest skal blive et rart hjem for os og hundene, men hvor vi også planlægger dele af ombygningen specifikt med henblik på at hundeholdet skal fungere bedre i hverdagen, og give os nogle af de træningsmuligheder, som vi ellers normalt må køre langt efter.
Som om vi ikke havde nok at se til med hundene og bondegårdsrenovering, så har jeg også købt hest igen, efter min gamle pludseligt blev aflivet pga. en skade. Jeg er forholdsvis ny i hesteverdenen, men efter nogle år med “traditionnel” ridning, er jeg hoppet på en træningsform, som er 100% videnskabeligt funderet, og hvor der er meget fokus på hesteadfærd, deres signaler, stress og hvordan forståelsen af alt det bruges i den praktiske træning
22. december 2020 fyldte Vixen 1 år. Jeg har altid syntes at det er hyggeligt, at markere hundenes fødselsdag med et lille foto på facebook, en hilsen fra opdrætteren og sådan noget, men det er selvfølgelig ekstra særligt, når det er ens første, “hjemmelavede” hund
Her er første del i en lille blogserie om de markprøver, der både er prøvelser og stor fornøjelse
Hvis man spørger Sansa, har hun fået et nyt yndlingssted i hele verden
Jeg mødte Cristine Hellström i de travle haller i Fredericia, præcis to år efter at samme udstilling blev startskuddet til en kamp for livet. Her fortæller hun om rejsen fra en terminal diagnose til igen at stå med en hundesnor i hånden.
Mange hundeejere oplever, at en lang gåtur ikke altid resulterer i en træt hund. Hvis hunden stadig har krudt i bagdelen efter turen, kan det skyldes, at den mangler mental aktivering frem for flere kilometer i benene.
TV Midtvest rapporterer om flere tilfælde af hjerteorm i det jyske. Læs mere om, hvordan smitten spredes, og hvordan du med en lille indsats kan være med til at forebygge sygdommen i dit lokalområde.
Den islandske fårehund var i 1950’erne tæt på at forsvinde.
Jørgen Metzdorff fortæller her historien om racen, der overlevede takket være få passionerede mennesker.
Opkast og diarré er nogle af de hyppigste grunde til bekymring hos hundeejere, men hvornår er det egentlig alvorligt? Vi gennemgår de mest almindelige årsager, faresignaler, hvordan du bedst hjælper din hund og hvornår du bør søge dyrlæge.
Vindruer og rosiner kan virke som en sund snack, men for hunden gemmer de på en livsfarlig risiko. Selv en enkelt drue kan føre til akut nyresvigt, og det er derfor afgørende at kende tegnene på forgiftning i tide.
Mange hundeejere fokuserer primært på den fysiske motion, som lange gåture og løbeture. Selvom dette er vigtigt for hundens sundhed, er mental aktivering mindst lige så afgørende for dens generelle trivsel.
Der findes næsten ikke noget mere beroligende end synet af en hund, der sover trygt og tungt. Vi har samlet 11 af de mest charmerende og sjove sovetryner, som vores læsere har delt med os, så du kan nyde de mange herlige sovestillinger.
Josie Quintrell er Danmarks eneste specialiserede ulvehundetræner og arbejder for at nedbryde fordomme om de fascinerende og krævende hunde.
Drømmer du om at se din golden retriever i ringen eller måske endda vinde en officiel titel? Deadline for tilmelding til Golden Show Event i Egtved udløber i morgen ved midnat, så det er nu, du skal slå til for at komme med.
