Privatfoto

Udover Allans og mit eget jagtområde, som mest består af åben mark, går vi i år også på jagt på et andet terræn, som består af seks hektar juletræsplantage. Vi deler jagten med to andre jægere.

Den ene tredjedel af jagtterrænet består af grantræer, som vel i virkeligheden er blevet for store til at være juletræer længere, for man går i høj, tæt granskov uden ret meget udsyn. Til gengæld er der en kæmpe mangfoldighed af svampe i skovbunden, og ind i mellem tager jeg mig selv i at gå og kigge efter spisesvampe, i stedet for at fokusere på jagten. Men der kan jo være flere måder at få noget spiseligt med hjem fra jagt på :-)

På denne jagt brugte vi hundene som drivende hunde, der bare skulle løbe på kryds og tværs i skoven, lave mest muligt larm og drive vildtet hen imod jægerne, som stod og ventede nede hvor de høje træer slutter. Det var lettere sagt end gjort, da der nok var lidt for få hunde til opgaven, og da vildtet ikke altid løber eller flyver i den retning, man havde tænkt sig. Men det er jo med til at gøre jagten til en spændende sport, hvor succes ikke er givet på forhånd.

Igen arbejdede Sansa rigtigt godt. Hun har tidligere været lidt sart i forhold til at gå ind i tæt krat, men hun piskede lystigt i gennem den tætte underskov, lavede store tiger-spring henover grene og stubbe og var helt tydeligt lidt tændt af “vildt i næsen”. Hun var i dagens anledning iført en orange vest, som både beskytter lidt imod tornekrat og brændenælder, men som også gør hende tydelig at se for jægerne. Hvert år sker der ulykkeligvis uheld, hvor en jagthund bliver skudt, og jeg er ret bevidst om, at vores hunderace i farten kan ligne et rådyr i sommerpels. Så derfor skal hun bare have vest på til en opgave som denne.

Desuden havde hun en bjælde på, så vi alle sammen kunne høre nogenlunde hvor hun befandt sig. Det virker rigtigt godt så længe hunden bevæger sig, men de gange hun tog stand midt mellem de tætte juletræer, var hun faktisk rigtig svær at finde, hvis man ikke havde helt styr på, hvor man havde hørt hende sidst. Det er nok en af grundene til, at GPS-halsbånd er ret brugt, især i vores nabolande, men det virker også lidt som over-kill på sølle seks hektar.

Privatfoto

Læs også: BLOG: Scratchboard - En åbenbaring

Vi var næsten helt henne ved jægerne, da hun kortvarigt tog stand et par meter foran mig, og jeg kunne se fasankokken fise afsted i det høje græs mellem træerne. For at maksimere jægernes chance råbte jeg “Fasan!” inden jeg gav Sansa kommando til at gå frem og rejse fasanen. Fasanen kom på vingerne med sin karakteristiske skræppen, og må have fløjet lige hen over hovedet på én af jægerne, men ramt blev den altså ikke. Æv!

Et øjeblik efter fik den anden hund, lidt tilfældigt, en fasanhøne på vingerne, som det til gengæld lykkedes den ene jæger at ramme. Jeg havde rigtigt gerne set, at Sansa fik en apportering som belønning for hendes fine arbejde i skoven, men før vi så os om, knaldapporterede den anden hund - det vil sige, den apporterede spontant uden at have fået besked på det. Nå, det var der ikke noget at gøre ved, og vi fortsatte jagten, nu ude i de lavere juletræer, hvor der var bedre udsyn. Der kom endnu et par fasaner på vingerne, men igen skulle jægerne vist have pudset brillerne. Vi så også et par rådyr - faktisk var jeg næsten ved at træde på det ene, men de løb den forkerte vej, så jægerne fik ikke mulighed for at skyde til dem. Det var anden gang, vi mødte rådyr på netop denne del af terrænet, så næste gang vil vi måske prøve en anden taktik.

Så det blev til hele én fasan på paraden, og efterfølgende en fin opvisning af 3-4 havørne, som drev rundt på de opadgående luftstrømme over os. For mig handler jagt mest om godt samarbejde med hunden og spændende naturoplevelser, og i mindre grad om at der bliver skudt en hel masse. Selvfølgelig kunne det være fedt, at prøve at komme på jagt, hvor der er lidt mere “action” for hundene, men samtidigt har jeg også et princip med, at jeg kun går på jagt med jægere, som jeg kender og stoler på vil opføre sig fornuftigt.

Vixen er nu 10 måneder gammel, og mange jægere havde sikkert forlængst taget hende med på jagt. Det synes jeg overhovedet ikke, at hun er klar til. Og det er ikke fordi, at hun ikke er så langt i sin træning som andre unghunde, men alene fordi man kan ødelægge virkeligt meget, hvis man tager dem med for tidligt. Stop- og indkaldsfløjten skal sidde 200% lige i skabet, for den mister lynhurtigt sin værdi, hvis man får brugt den for mange gange, hvor hunden ikke lystrer. Så det træner vi pt. rigtigt meget i mere og mere udfordrende miljøer, men endnu ikke steder, hvor der er stor sandsynlighed for, at der pludselig kommer et spændende rådyr buldrende ud af skoven. Det ville være helt naturligt, hvis en ung, tændt hund ikke kan modstå sådan en fristelse, så jeg prøver at styre hvilke stimuli hun bliver udsat for hvornår.

Desuden er det synd, at udsætte en ung hund for opgaver der er større, end den kan rumme. Én ting er opstillede apporteringsøvelser, men det er noget helt andet at skulle apportere et stykke vildt, der måske stadig spræller lidt, i et svært terræn med brombær og dybt mudder. Derfor “skynder vi os langsomt”. Vi skal jo ikke rigtigt nå noget, da vi har Sansa til at løse opgaverne.

Privatfoto

Lige for tiden øver vi også meget stand og ro i opflugt. Vi bor lige ved et gods, som sætter tusindvis af fasaner ud hvert år, og vi møder som regel et par stykker på vores morgenture i skoven. Da det er påbudt at have hund i snor, får Vixen helt automatisk aldrig mulighed for at jagte fasanerne, når de letter, så det er også en fin grundegenskab at få på plads. Så er hundene også dejligt trætte og velstimulerede til at slappe af resten af dagen, imens jeg går på hjemmekontoret.

Læs også: BLOG: Jagtsæsonen er slut