Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det er med hunde, som det er med børn. Når først de er kommet indenfor hjemmets fire vægge, har man nok at se til. Derfor er det vigtigt at være forberedt og have købt de vigtigste ting, inden den lille hundehvalp ankommer på matriklen.
Her er en liste over gode ting at investere i.
Til hunden
- En god line, enten stof- eller læderline.
- Evt. også en flexline til brug i skoven eller andre steder hunden ikke må være løs.
- Et fast halsbånd eller evt. en sele til en lille race.
- Hundetegn med følgende lovpligtige oplysninger: Ejers navn, adresse og telefonnummer. Evt. også hundetegn til sommerhuset.
- Mad- og vandskåle til huset og en vandskål til bilen.
- Legetøj og tyggeben m.m.
- Hundeseng - start gerne med en mindre seng, idet hvalpen godt kan lide at putte sig.
Til hus og bil
- Har man en bil, bør man enten indkøbe en hundesikkerhedssele eller installere et hundegitter, således at både hund og øvrige passagerer sidder sikkert i bilen. En løs hund i bilen er livsfarlig i tilfælde af en kollision.
- Har man trapper eller rum hunden ikke må færdes i, kan man med fordel anskaffe sig et børnegitter.
- Ekstra hegn eller låge til haven så hunden holdes forsvarligt inde.
- Skjul ledninger. Hvalpe kan nemlig godt lide at gnave i dem. Fjern også udsatte potteplanter og farlige kemikalier.
Husk også
- Find en god dyrlæge i dit område.
- Opret den lovpligtige hundeansvarsforsikring og tilmelde hunden Dansk Hunderegister.
- Undersøg mulighederne for at gå til hvalpemotivation. Det er både sundt og sjovt, og så er det et vigtigt led i at få en god start med din hund. Kontakt evt. Dansk Kennel Klub, racens specialklub eller DcH.
- Køb eller låne gode og inspirerende hundebøger.
Kilde: Netdyredoktor