Marie Helene Rigård Rohleder
I programmet ‘Hund søger hjem’ på TV 2 FRI følger seerne otte herreløse hunde fra Dyreværnets internater i jagten på at finde et nyt blivende hjem. Sammen med Dyreværnets hundetræner og adfærdsbehandler, Nina Amdi, og TV-vært Lene Beier besøger de tre familier med hver enkelt hund, og derefter tager Nina Amdi beslutningen om, hvilken familie som får tilbudt hunden.
De udvalgte
I udvælgelsesprocessen af de otte hunde har Dyreværnet lagt vægt på, at hundene skal være formidlingsegnet, uden store adfærdsproblemer og mentalt rustet til at kunne besøge tre familier uden at stresse. Desuden har Dyreværnet også udvalgt forskelligartede hunde med forskellige behov, så programmerne ikke kommer til at ligne hinanden.
Når hunden har besøgt de tre familier, så er det op til Dyreværnets hundetræner og adfærdsbehandler, Nina Amdi, at beslutte, hvilken af familierne som får til at beholde hunden.
– Jeg har lagt vægt på, at ejeren skal kunne honorere hundens aktivitetsniveau med den rigtige stimulering, og at ejeren skal kunne træne hunden på en stille og rolig måde. Derudover så kigger jeg meget på, hvordan hunden reagerer overfor familien og eventuelle børn, og omvendt hvordan familien interagerer med hunden, siger Nina Amdi, hundetræner og adfærdsbehandler ved Dyreværnet.
På hundens præmisser
På Dyreværnets Facebook-side kan seerne efterfølgende se, hvordan det er gået de forskellige hunde. Nina Amdi har nemlig været ude og besøge deltagerne efterfølgende.
– Det er rigtig sjovt og en luksus at kunne følge op på, hvordan det går med hundene. Jeg bliver jo simpelthen så knyttet til de hunde, så jeg næsten tuder, hver gang de skal afleveres, siger Nina Amdi.
For Nina Amdi har det været både spændende og sjovt at være med i ‘Hund søger hjem’. For hende er det vigtigt, at det er program på hundens præmisser.
– Jeg skal tale hundens sag hele vejen igennem. Programmet ‘Hund søger hjem’ er på hundenes præmisser. Familien skal kunne tilbyde hunden det rigtige og ikke omvendt, siger Nina Amdi.
Nina Amdi og hunden Hubert fra ‘Hund søger hjem’. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Faglighed og underholdning på samme tid
I løbet af TV-programmet viser Nina Amdi forskellige tips og tricks til basal hundetræning. Både seer og de deltagende får viden omkring hundens pasning og pleje, serveret med et positivt afsæt.
– Jeg udvælger øvelserne, så alle kan være med. Eksempelvis indkald og gå pænt i snor. Jeg håber, at det kan inspirere folk til at komme lidt i gang med træning af deres hunde, siger Nina Amdi.
Se de sidste 5 programmer de kommende tirsdage kl. 21.15 på TV 2 FRI.