Privatfoto

VM i lydighed 2022 er mit første VM uden Casey, som har været min tro følgesvend til mange mesterskaber de sidste 10 år. Med Casey har jeg bl.a. vundet individuelt VM og NM i 2015. Udover at være en outstanding konkurrencehund er Casey min allertætteste sjæleven, og ord kan slet ikke beskrive vores forhold. Det var derfor også meget svært at pakke til VM-turen, da Casey straks forstod, hvad jeg var i gang med. Hun fulgte intenst hver eneste bevægelse, jeg foretog mig, og jeg tror, hun forstod, det ikke var hende, der skulle med.

På et tidspunkt skulle jeg i kælderen efter noget, og Casey stod på afsatsen og ventede med de der meget intense øjne. Jeg får helt tårer i øjnene bare ved tanken, men hun stod der, som om hun lige havde brug for et øjeblik. Jeg standsede op, lagde panden mod hendes og stod helt stille. Hun fangede først min ene arm med sin pote, derefter den anden, og sad nærmest i bamse, mens hun holdt mig fast med panden imod min. Det var sådan et af de øjeblikke, hvor alt står stille, og man fyldes til randen af kærlige følelser og mere til. Man mærker uendelig kærlighed, og det som hunde altid giver: forståelse og tilgivelse. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun gav mig lov til at tage afsted uden hende. Med tårerne trillende ned ad kinderne fortalte jeg hende, at hun altid ville være verdens bedste Casey, og at jeg elskede hende og TAK.

Læs også: KLUMME: Tak for støtten på Bornholm

Jeg fik pakket det sidste og kørte afsted mod Vilhelmsborg. Jeg var stadig ked af det, da jeg ankom, men straks, jeg trådte ind i hallen, blev jeg fuldstændig opslugt af VM-feberen og kunne koncentrere mig om at være der for Flake, min lille ny stjerne.

Det var lige på et hængende hår, at vi kom med til VM. Jeg havde tænkt, at VM 2023 var fornuftigt at stile imod, men da VM pludselig blev flyttet til Danmark i 2022, måtte jeg give det et skud. Flake er netop rykket op i eliteklassen (FCI3), har ingen erfaring og er slet ikke stabil. Vi har da også inkasseret et par diskvalifikationer undervejs i forsøget på at få noget konkurrenceerfaring. På et tidspunkt gik træningen så dårligt, at jeg alvorligt overvejede at trække hende fra landsholdet. Jeg følte ikke, det var fair at udsætte hende for en opgave, hun ikke magtede.

Men efter lidt omlægning af træningen, og med venners hjælp, kom vi ovenpå igen, og så gik det bare derudaf. Flake voksede fra træning til træning, og jeg begyndte at tro 100% på det.

Læs også: KLUMME: At skifte race

Da vi trådte ind i ringen, kunne jeg mærke, at hun var med, og at hun syntes, det var mega cool at vise sig frem. Vi startede med fri ved fod, som er min yndlingsøvelse. Flake var en drøm at gå med. Hun gjorde alt, hun kunne, for at gå så flot som overhovedet muligt. Vi kom igennem alle øvelser på allerbedste vis. Jeg kunne ikke forlange mere af hende, hun gav mig meget mere, end jeg kunne håbe på. Jeg var så glad, da vi gik ud af ringen, og Flake hoppede rundt som en kænguru af glæde. At jeg så smider vigtige point på gulvet ved ikke at have 100% tjek på de nye regler er virkelig dumt og ærgerligt. Men vi havde faktisk været med i finalen, hvis jeg ikke havde tabt de point. Vi ender som nr. 26/112.

Jeg er pavestolt af Flake og glæder mig til fremtiden med hende. Men nu er der dømt sommerferie og afslapning.