Jeg har altid elsket hunde, men jeg skulle ikke have min egen hund lige nu.

Da jeg boede i udlandet, lavede jeg meget frivilligt arbejde for et hundeinternat. Der er over 500 uheldige, søde hunde, alle med brug for et hjem. I den forbindelse har jeg haft flere dejlige hunde i pleje, som alle blev adopteret. Heldigvis, for en gang imellem møder man fænomenet ”foster fail”, der er et udtryk, der bruges til at beskrive, når en plejeforælder til et kæledyr permanent adopterer dyret. Disse plejeforældre fortæller, at de har stået med en følelse af, at hunden valgte dem.

Jeg adopterede ikke én. Indtil Enzo valgte mig.

Enzo og hans søskende blev fundet i et industrikvarter sammen med deres døde mor. De fik lov til at vokse op på et hundehotel, hvor jeg besøgte dem regelmæssigt. Nogle blev hurtigt adopterede, men Enzo røg ind og ud af plejefamilier i mange måneder.

Læs også: KLUMME: Mentalbeskrivelse – Kreds 2

Han viste sig aldrig fra sin bedste side til adoptionsdagene. De fleste gange stod han med snuden i busken og kom glad løbende, når vi skulle køre igen.

Desværre kom dagen, hvor han skulle flytte til det store internat udenfor i ørkenens hede. Jeg tog derop en uge efter, han kom dertil. Jeg gik forbi alle burene, før jeg så ham stå fuldstændig stille og kigge helt roligt på mig igennem tremmerne i et af de bagerste bure. De andre hunde gøede højt og sprang, som de altid gør, når nogen kommer.

Tidligere var Enzo den frække storebror i kuldet, det var han ikke mere. Han stod bare dér, og alt føltes helt stille. Jeg havde aldrig grædt der før, men nu løb tårerne ned ad kinderne på mig. Jeg tog ham ud på en gåtur, nussede ham og prøvede at vise ham lidt kærlighed. To dage efter hentede jeg ham og tog ham officielt i pleje. Jeg følte, han havde sagt, ”så er det nu, jeg skal nok opføre mig pænt”. I hjemmet virkede han nærmest taknemmelig, så plejen blev en måned efter til en flybillet med hjem til Danmark.

Hjemme i Danmark kontaktede jeg DKK. Her er jeg rigtig glad for at være blevet instruktør i Kreds 3. Jeg har altid fundet hundes adfærd spændende, og det har især været lærerigt at træne min egen hund.

Når vi starter et træningshold op, siger vi ofte til hundeejerne, at de skal kende deres hunds race, og hvad den repræsenterer i forhold til hundetyper, så de bedst forstår deres nye hunds behov, samt hvad de går ind til adfærdsmæssigt.

Læs også: KLUMME: En delehund, der samler os

Hvis man ikke kender sin hunds race, kan første skridt selvfølgelig være at kigge på, hvordan hunden ser ud, og hvor den kommer fra. Jeg har selv oplevet, at man kan lære en hel del om sin hunds karakter gennem træning og observering.

Min hund er fra Emiraterne. Hans kropsbygning er slank, krølle på halen samt både et blåt og brunt øje. Da saluki er meget udbredt i Mellemøsten, går jeg ud fra, at han har noget af den i sig.

Andet skridt kan være at observere adfærd. Det har været særligt gavnligt i træningssammenhænge. Her er der ikke noget at tage fejl af; han har gennemgående myndetræk. F.eks. er han mest påvirket af synssansen, er reserveret, og jeg skal træne varieret for at holde hans opmærksomhed. At lære ham at kende gennem træning har hjulpet mig til at forstå en del af hans fundamentale adfærd. Nu ved jeg bedre, hvordan vi skal arbejde sammen fremover.

Jeg elsker min sjovt udseende hund, at jeg har givet ham en sikker hverdag, og at han beriger min hverdag hver eneste dag.