Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

De har fyldt meget de to hunde, der for snart tre uger siden forsvandt i en rævegrav på en strand på Sjællands Odde. For hundeejer Annette Dancker har det ganske sikkert været en emotionel rutsjebanetur af de helt store. For selvom chancen for, at de to hunde stadig er i live, begrænser sig til et håb om, at de i virkeligheden slet ikke er i hulen længere, så går hun stadig med et håb om at få lov at grave i skrænten.

Det håb forstår alle hundeejere vist. For naturligvis vil man gerne have vished for, hvad der er sket med ens hunde, og er det ulykkelige sket, vil man gerne have lov at sige et ordentligt farvel.

Derfor er det også både nemt og ret naturligt at se sig gal på den lodsejer, som har sagt nej til, at Annette Dancker må grave i skrænten efter hundene.

Regler for skrænten
Der er jo altid mindst to sider af en sag, og da vi ikke har kunnet få fat på lodsejeren, har vi talt med Jacob Hansen Rye, der er fuldmægtig i kystzoneforvaltningen for at høre, hvilke regler der gælder på den skrænt, hvor hundene forsvandt.

– Stedet ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, der er defineret i naturbeskyttelsesloven. I lovens § 15 står bl.a. at det ikke er tilladt at foretage terrænændringer. Man må heller ikke bygge og et væld af andre ting (tilstandsændringer). Vi i Kystdirektoratet kan på Miljøministerens vegne i særlige tilfælde gøre undtagelse (dispensere) fra det som er forbudt i § 15. Det er Kystdirektoratets myndighedsområde i dette sted, siger han og fortsætter:

Læs også: Hunde reddet fra grævlingegrav

– Stedet er også fredet, ligeledes efter naturbeskyttelsesloven men i kap. 6 (§ 33 m.fl.). Fredningskendelsen indeholder bl.a. ordlyden ”Der må ikke foretages afgravning, opfyldning eller planering”. Der er Fredningsnævnet for Vestsjælland der er myndighed, med mulighed for at dispensere fra fredningens bestemmelser og den stedlige kommune der er tilsynsmyndighed. Om en eventuel terrænændring er i strid med fredningen, og om der i så fald kan dispenseres fra fredningen, ligger uden Kystdirektoratets myndighedsområde.

Jacob Hansen Rye mener også, at stedet kan være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Noget han dog ikke er helt sikker på. § 3 indeholder ligesom § 15 et forbud mod tilstandsændringer, men hører under den kommunale myndighed, ikke Kystdirektoratet. Det er ikke op til Kystdirektoratet at vurdere, men terrænændringer betragtes typisk også som tilstandsændringer inden for § 3-områderne. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse (dispensere) fra § 3 forbuddet.

Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Dispensation
Inden for alle tre myndigheder kan der altså gives en dispensation. Den dispensation kræver dog en fire ugers anketid, hvor lodsejeren kan klage over afgørelsen.

– Dette kan hundeejeren selvfølgelig ikke vente på. Derfor udtalte jeg (i fuld overensstemmelse med vores praksis) at midlertidige terrænændringer ikke er tilstandsændringer og dermed ikke kræver dispensation. Udgravningen kunne dermed ske her og nu, dog under forudsætning af at materialet blev lagt på plads. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke de konkrete forhold. Der

skulle bare reageres hurtigt, fortæller Jacob Hansen Rye.

Læs også: Jack russell overlever fire dage i hul

Men hvad ville der egentlig ske, hvis lodsejeren bare gav tilladelse til at grave? Ville han kunne straffes, hvis der på sigt viste sig at opstå problemer grunden udgravningen?

– Straffen (jf. lovens § 89) for at overtræde bare en af disse bestemmelser er bøde (bødestørrelsen fastsættes af domstolene). Jeg kan ikke give dig nogen tal, for typisk vil folk hellere acceptere et påbud om at retablere, og så følger vi ikke straffesagen til dørs og der bliver ikke idømt bøde. Det er således yderst sjældent, at nogen bliver idømt bøde for terrænændring. Men det skyldes, at der som regel er en realistisk mulighed for at ”rydde op”, altså at få lagt materialet tilbage hvor det kom fra, svarer Jacob Hansen Rye.

Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

To mulige løsninger
På grund den megen jura giver det måske mere mening, at lodsejeren tøver med at give en tilladelse til at grave efter hundene, som efter al sandsynlighed er døde. Men man vil, ifølge Jacob Hansen Rye, kunne beskytte lodsejeren i denne situation.

– Jeg kan ikke huske en sag, hvor det er prøvet, men teoretisk kan hundeejeren vel påtage sig ansvaret, via en eller anden aftale eller kontrakt med lodsejeren. Det svarer i juridisk forstand til eks. et sommerhus på lejet grund, hvor lodsejeren jo ikke har ansvaret for selve sommerhuset, siger han.

Tænker man nu, at det var to børn, der var løbet ind i rævegraven, var fanget derinde, og man hurtigt skulle have dem ud, så ville straffeloven gå ind og gælde i sådan en situation, og måske kan det også bruges her.

Læs også: Annette Dancker: Skulle have taget sagen i egen hånd

– Skulle det dog være børn, tænker jeg at straffelovens § 14 i hvert fald vil finde anvendelse. Der står: En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning. Om hunde kan være gods, skal jeg ikke gøre mig klog på, lyder det fra Jacob Hansen Rye.