Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

– Desværre er jeg en lovlydig borger, som vil gøre tingene på den rigtige måde. Jeg skulle bare skide på hele systemet. Stakkels den hundeejer, der ender i samme situation som mig, siger Annette Dancker, da hun ringer til hunden.dk.

I den tid, der er gået, siden hendes to hunde forsvandt ind en rævegrav, har hun læst mange kommentarer om, hvorfor hun ikke selv har gravet hundene fri, og hvorfor hun ikke passede ordentligt på hundene, da hun gik tur den søndag.

– Jeg har altid overholdt hundeloven. Jeg går med mine hunde på stranden uden snor, når det er lovligt. Men når der kommer andre mennesker, kalder jeg hundene til mig og sætter eventuelt snor på dem, for det er ikke alle mennesker, der synes, det er fedt, at der kommer to hunde løbende imod dem, siger hun og fortsætter:

– Hundene må også godt lege på skrænten, og så er det virkelig uheldigt, at der var denne rævegrav. Det kunne ganske enkelt være sket for hvem som helst, konstaterer hun, inden hun fortæller om tiden efter, hundene forsvandt.

De mange forsøg
– Da hundene forsvandt, kontaktede jeg med det samme Dyrenes Beskyttelse. De fortalte mig, at jeg skulle kontakte brandvæsnet, hvilket jeg gjorde, fortæller hun.

Indsatslederen gjorde det klart for Annette Dancker, at de tog sagen seriøst, og de ville komme ud for at kigge på det. Men der gik nogle timer, før de mødte op. Faktisk var klokken blevet et om natten.

– Jeg snakkede med min mand om, hvorvidt vi skulle blive der, men vi blev enige om, at give dem arbejdsro og forhåbentlig få et par timers søvn, fortæller hun.

Efter noget tid forlader brandvæsnet igen stedet. Annette får at vide, at de har sendt et kamera halvanden meter ind i graven og kaldt på hundene uden held.

– Jeg mener jo slet ikke, det var nok. Kameraet var kun halvanden meter inde i graven, og det er da klart, at de ikke fandt noget, siger hun.

Annette Dancker kontakter igen brandvæsnet, og de lover igen at sende nogen ud.

– Igen går der mange timer, før de kommer, og igen når det at blive mørkt, før de er fremme. De konstaterer hurtigt, at det er farligt at grav i skrænten, og at den vist også er fredet, fortæller hun.

De anbefaler hende at få fat i en person med en rendegraver. Det gør hun, men da manden i rendegraven kommer, mener han, at en rendegraver er alt for voldsom til skrænten.

– Så kontakter jeg en kloakmester, som jeg kender. Han får sendt et kamera ind i graven, men det synker ned og dugger. Vejret er rigtig dårligt, og det fungerer bare ikke, husker hun.

Læs også: Hunde reddet fra grævlingegrav

Hun kontakter så en elektriker med et termisk kamera, men det fungerede heller ikke.

Hvem skal betale
– Jeg får fat på en entreprenør, som gerne vil grave ned til rævegraven ovenfra. Samme dag får jeg en mail fra Kystdirektoratet, hvor de giver lov til at grave i skrænten. Jeg er helt oppe at køre, fortæller Annette Dancker.

Entreprenøren fortæller lodsejeren, hvordan han vil gøre det, og lodsejeren lader forstå, at det vil han godt gå med til.

Dagen efter tikker endnu en mail ind til Annette Dancker fra Kystdirektoratet. Her skriver de, at tilladelsen er trukket tilbage, da lodsejeren ikke vil give tilladelse til det alligevel.

– Jeg er så skuffet, men jeg vil også sige, at lodsejeren hele tiden har været sød og venlig. Han er bare nervøs for, hvilke konsekvenser en udgravning kan få for ham, lyder det fra Annette Dancker.

– Men jeg synes også, det er overdrevet, at han er bange. Vi vil jo ikke grave flere hundrede meter ind i rævegraven. Vi vil bare tage et par skovlfulde, og så naturligvis lægge det tilbage igen. Hvis det viser sig, at hundene er for langt inde, så accepterer jeg det naturligvis. For vi skal ikke risikere, at skrænten styrter sammen, fortsætter hun.

Annettes mand fortæller hende, at hun måske kan bruge dyreværnsloven i denne situation. Derfor kontakter hun politiet, som dog ikke er til meget hjælp.

– Jeg får lidt den her fornemmelse af, at det ikke kan betale sig at grave i en skrænt for at finde to hundeskeletter. Det er lidt den holdning, der skinner igennem, siger hun.

Men politiet siger, at Annette Dancker kan bruge sin nødret, men med det vil hun også hæfte for alt muligt, så hun kontakter sit forsikringsselskab for at høre, om de vil dække eventuelle skader.

– Så det er lidt der, jeg står nu, siger hun.

Hundene er stadig i live
Annette Dancker tror stadig hundene er i live inde i graven. Det er hun faktisk slet ikke i tvivl om. Hun har læst om flere terriere, der har siddet i kaninhuller i lang tid, og så alligevel er kommet tilbage til ejerne, der ellers for længst havde opgivet håbet.

– Mine hunde er velholdte og i god form, så jeg tror faktisk på, at de er i live derinde. De vil naturligvis være afkræftede og måske veje det halve af deres normale vægt, men jeg tror på, de er i live derinde, siger hun og fortsætter:

Læs også: Jack russell overlever fire dage i hul

– Desuden har vi både haft en jagthund og nogle andre hunde inde i graven, og de har alle reageret, så der er liv derinde.

Enkelte gange har hun dog været tæt på at miste håbet, men hun kan ikke overskue, at de måske ikke skulle være i live mere.

– Nogle gange tænker jeg, at kampen er slut, men fandme nej. De har altid skabt så meget glæde for vores børn og dyr. De er syv og ni år, og de betyder rigtig meget for os, siger hun.

Det er ikke kun familien og dyrene, der har haft glæde af hundene. Annette arbejder på en sikret institution, hvor hun også har hundene med.

– Det er utroligt at opleve, hvor meget de hjælper de unge, der bor på institutionen, og der er de selvfølgelig også savnede, siger hun.

Siden søndagen hvor hundene forsvandt har Annette stort set ikke sovet, og hun indrømmer, at hun er meget presset.

– Jeg har slet ikke sovet. Jeg ligger og tænker på, hvad de laver inde i hulen, og så frygter jeg jo også, at de ikke er der mere. Jeg har aldrig været ude for noget så stressende, fastslår hun, inden vi siger farvel.

Nyt håb
30 minutter senere ringer telefonen. Det er Annette Dancker.

– Nu skal du lige høre det sidste nye. Jeg bestemte mig for at ringe til lodsejeren, og fortælle ham, at vi jo bare vil fjerne et par skovlfulde jord og dække hullet til igen. Så lød han pludselig ikke så afvisende, og nu er jeg på vej over for at snakke med ham.

Vi krydser fingre