Marie Helene Rigård Rohleder
Den 5 måneder gamle Jackson er bange for fyrværkeri. Så bange at den stak af fra sin ejer, Tanni, nytårsnat 2018 og var sporløst forsvundet i 9 timer, indtil den blev fundet og kom hjem i god behold. Jackson er en blanding mellem en fransk bulldog og malinois.
Midnatsklokkerne havde ringet, der var blevet skålet i champagne og ønsket godt nytår til familien. Men så skulle den lille Jackson tisse. Klokken er omkring 00.30, da Tanni tager Jackson ud på en lille tissetur. Der lyder en lang række høje brag, og Jackson bliver rigtig bange. Tanni skynder sig at tage den skræmte hund op i sine arme, men Jackson river sig fri og stikker af i frygt.
– Jeg græd nonstop i 9 timer. Jeg havde så dårlig samvittighed, for det var jo min skyld, at han var væk. Jeg var helt ødelagt og vidste ikke, hvordan jeg skulle klare det, hvis han ikke kom tilbage. Jeg tænkte på, hvad han tænkte, om han var bange, og om han vidste, at vi ledte efter ham, fortæller Tanni Løvenbjerg Gettermann.
Eftersøgningen fortsætter hele natten
Mens mange glade danskere fejrede nytåret med deres venner og bekendte, ledte Tanni, hendes kæreste Sami Alaviani og deres familie og venner desperat efter Jackson det meste af nytårsnatten. Til sidst måtte de tage hjem og forgæves forsøge at sove lidt, inden at det blev lyst. Eftersøgningen gik i gang igen tidligt om morgenen på den første dag på året. Sidst på formiddagen får Tanni et fantastisk opkald fra en vågen herre, som havde fundet Jackson. Den havde ligget og gemt sig i en busk cirka 600 meter fra, hvor Tanni bor.
– Min kæreste og jeg havde ledt omkring den busk hele natten, fordi det er et sted, som vi tit går forbi, når vi går tur. Men vi kunne ikke finde ham. Da jeg hentede Jackson hos den venlige mand, som fandt ham, brød jeg grædende sammen igen. Jackson sprang bare op ad mig og ville hjem igen, siger Tanni Løvenbjerg Gettermann.
Dårlig samvittighed og nye forholdsregler til næste nytår
I dag har Jackson det godt, og Tanni fortæller, at den løber og leger som altid. Men Jacksons første nytårsnat var en forfærdelig oplevelse for både hund og ejer.
–Jeg fortryder så meget, at jeg tog ham ud. Det er den dummeste beslutning, som jeg nogensinde har taget. Jeg kan stadig ikke finde ro og ser hele tiden scenariet for mig igen og igen. Jeg er utryg ved at gå tur med ham, selvom jeg ved, at han stak af pga. fyrværkeriet og ikke fordi, at han ville væk fra sin familie, fortæller Tanni Løvenbjerg Gettermann.
Til næste nytårsaften vil Tanni ikke gå tur med Jackson, når fyrværkeriet brager udenfor. Det tør hun simpelthen ikke risikere. Derfor vil hun forsøge at planlægge hans gåture lidt bedre, så den får tisset af i forvejen. Men nu skal Jackson og Tanni først og fremmest få ro på efter den forfærdelige oplevelse.