Hvordan tages en afføringsprøve?

18-04-2023 08:10

Astrid Gerd Holtet

Mange hundeejere vil opleve at skulle aflevere en afføringsprøve fra deres hund – men hvorfor bruger man afføringsprøver og hvordan gør man, når prøven skal indleveres?

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Undersøgelse af afføringsprøver er et almindeligt og ofte brugt værktøj hos dyrlægen, som kan hjælpe dyrlægen med at finde ud af hvad en syg hund fejler. Prøverne bruges ofte ved hunde med længerevarende marve-tarmproblemer, eller ved mistanke om orm.

Hvad undersøges afføringsprøven for?

Ofte bruges afføringsprøven til at opdage problemer med indvoldsorm og behandle hunden inden den bliver syg, for på den måde at kunne forebygge problemet.

Blandt de mest almindelige ting, som afføringen undersøges for, er blod, mave-tarmparasitter, bakterier og virus.

Hvordan tager du en afføringsprøve fra din hund?

Når dyrlægen beder dig om at aflevere en afføringsprøve fra din hund, er det i mange tilfælde nok med afføring fra en enkelt dag. Det kan give et mere præcist billede, hvis prøven opsamles fra flere forskellige portioner afsat samme dag.  Tag gerne fra toppen af afføringsklatten, så du undgår at få jord og skidt med fra underlaget. Opbevar prøven i en lukket beholder i kølige omgivelser, og hold den væk fra direkte sol og frost. Den bør ikke være mere en ca. et døgn gammel.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Skal din hund undersøges for nogle bestemte typer orm, kan det være nødvendigt at medtage afføringsprøver fra tre på hinanden følgende dage.

Du bør altid følge den vejledning du får udleveret hos dyrlægen.

Når prøven er undersøgt

Nogle gange kan dyrlægen selv foretage undersøgelserne, andre gange sendes prøven til et eksternt laboratorium. Hvor hurtigt man kan få svar på prøven, afhænger af hvilken prøve der skal laves – og om dyrlægen selv kan lave den eller ej. Ved nogle prøver kan svaret være klar samme dag, mens det ved andre kan tage en eller flere dage.

 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout