I løbet af den sidste 1 ½ måned er der sket mange vilde ting. Jeg blev placeret 1. i årskonkurrencen i juniorhandling, så var jeg til nordisk mesterskab, så har jeg trænet med hunde og her d.1/12 var jeg afsted til juleudstillingen i polarhundeklubben, hvor jeg vandt årets juniorhandler i polarhundeklubben. Alle disse ting føles stadig helt surrealistisk.
Årets sidste udstilling i Herning var noget helt specielt. Jeg elsker hele atmosfæren der er på udstillingen.
Fredag aften gik jeg tidligt i seng, for vi skulle tidligt op lørdag morgen. Vi ankom kl07:00, og var klar til dagen. Jeg skulle udstille en Nova Scotia Duck Tolling Retriever, hvor alt gik som det skulle, hvilket jo var helt perfekt.
Da vi havde været på, var der stadig lang tid til store ring begyndte, så ventetiden skulle jo bruges på noget. Vi gik rundt og kiggede på en masse ting. Men tiden gik bare, og lige pludselig var der ikke særlig lang til tid store ring.
Håret skulle sættes, hunden skulle luftes og gøres klar og lommerne fyldes med godbidder. Nogle gange går tiden lidt hurtigere end man tror, så lidt stresset blev jeg da, men vi nåede det. Heldigvis.
Da jeg stod omme bag tæppet, kunne jeg godt mærke, at spændingen steg. Da vi blev råbt op, og skulle løbe ind, var jeg bare i mit es. Uanset hvordan det ville gå, vidste jeg, at jeg havde gjort det bedste, jeg kunne. Da Showy og jeg så blev taget ud blandt de 4 bedste i maxi-gruppen, kunne jeg godt mærke at, jeg blev en smule mere spændt. Men ja, vi skulle jo så ind igen i finalen, og her gik det mega godt. Vi blev placeret 1. Det var mega fedt. Det samme gentog sig så søndag, hvilket vil sige at jeg sikrede mig en 1. plads i årskonkurrencen. Så alt i alt var det en god afslutning på et rigtig god udstillingsår.
Da det så blev tid til, at alle årsvinderne skulle præsenteres, steg spændingen i mig igen. Selvom jeg godt vidste, at min sejr var sikker, var der alligevel noget i mig, der stadig var spændt samt nervøs. Men da jeg så løb ind, og mit navn blev råbt op, var det som om, det hele gik væk. Det var et magisk øjeblik.
Folk klappede og alt var helt surrealistisk. En ting, der gjorde det endnu mere magisk, var at mine forældre var der. Det er ikke særlig tit, mine forældre er med til udstillinger, men at vide ,de stod og kiggede, gjorde det til en endnu bedre oplevelse.
Jeg har fået så mange søde beskeder og lykønskninger siden da, og mange af dem er fra andre juniorhandler, hvilket gør mig så glad. Jeg er glad for, at vi alle sender lykønskninger til hinanden eller i det mindste bare siger tillykke efter en sejr, også selvom vi faktisk er konkurrenter. For mig er dette nemlig den rette sportsånd.
Men som jeg også skrev i præsentationen af mig selv, glæder jeg mig meget til at se hvad det nye udstillingsår bringer og giver af nye og forhåbentligt gode minder.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
En kærlig påmindelse om de kompromiser hunde indgår for at passe ind i vores verden
Juniorhandler og gymnasieelev Cecilie Krarup er fast blogger for hunden.dk. Her skriver hun om sit ungdomsliv med hunde, ringtræning og ambitioner inden for udstillingsverdenen
Det var ikke kun Camille Marie Saugmann Ørbæk, der gjorde sig positivt bemærket i Gøteborg. Andre danskere gjorde det også godt
I dag drager Camille mod European Dog Show i Østrig, hvor hun skal repræsentere Danmark i juniorhandling. I dette bogindlæg kan du læse om hendes tanker forud for den store oplevelse
Anden weekend i maj stod på hundeudstilling i Roskilde. Den var en god weekend med god stemning og hele molevitten
Søndagens første finale i Store Ring var som sædvanlig juniorhandlernes finale, og her fandt den svenske dommer Mikael Nilsson en meget glad vinder
Weekenden, d. 2/11-3/11, blev brugt på hundeudstilling i Herning, i hvert fald for mit vedkommende
Nytårsaften er for mange hunde årets mest belastende døgn, hvor brag og uro kan udløse voldsom panik. Vi Finder Hund fortæller her, hvordan du mindsker risikoen, og hvordan du agerer korrekt, hvis hunden løber væk.
Juleaften fungerer hunden ofte som det rolige anker midt i festlighedernes forventningsfulde larm og travle forberedelser. Når julefreden endelig sænker sig, minder hunden os om værdien af det mest enkle nærvær og den ubetingede kærlighed.
Nystegt mortensand kan få mundvandet til at løbe på de fleste hunde, men pas på med at lade hunden få del af anden - skroget kan nemlig være farligt for hunde
Når hunden træder ind i sine gyldne år, ændrer båndet mellem hund og ejer sig til noget dybere og mere støt. Der findes en helt særlig skønhed i seniorhundens ro, som minder os om at sætte farten ned og nyde nuet.
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
Når frosten bider udenfor, søger mange hunde mod de varmeste steder i huset, herunder ejerens seng. Men er det en god idé for hygiejnen og nattesøvnen, eller bør sengen forblive en hundefri zone?
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Alle kender Matador - danskernes absolutte yndlingsserie. Ligeledes kender vel alle også kvinden bag serien, Lise Nørgaard, som hele sit liv har været en stor hundeven. Det er derfor heller ikke tilfældigt at Matador også har hunde på rollelisten - endda i fremtrædende roller
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
I en travl hverdag fungerer gåturen med hunden som et nødvendigt pusterum for det moderne menneske. Når vi følger hundens tempo og sanser, lærer vi at give slip på bekymringerne og finde ind til en indre ro.
