Camille Marie Saugmann Ørbæk
I løbet af den sidste 1 ½ måned er der sket mange vilde ting. Jeg blev placeret 1. i årskonkurrencen i juniorhandling, så var jeg til nordisk mesterskab, så har jeg trænet med hunde og her d.1/12 var jeg afsted til juleudstillingen i polarhundeklubben, hvor jeg vandt årets juniorhandler i polarhundeklubben. Alle disse ting føles stadig helt surrealistisk.
Årets sidste udstilling i Herning var noget helt specielt. Jeg elsker hele atmosfæren der er på udstillingen.
Fredag aften gik jeg tidligt i seng, for vi skulle tidligt op lørdag morgen. Vi ankom kl07:00, og var klar til dagen. Jeg skulle udstille en Nova Scotia Duck Tolling Retriever, hvor alt gik som det skulle, hvilket jo var helt perfekt.
Da vi havde været på, var der stadig lang tid til store ring begyndte, så ventetiden skulle jo bruges på noget. Vi gik rundt og kiggede på en masse ting. Men tiden gik bare, og lige pludselig var der ikke særlig lang til tid store ring.
Håret skulle sættes, hunden skulle luftes og gøres klar og lommerne fyldes med godbidder. Nogle gange går tiden lidt hurtigere end man tror, så lidt stresset blev jeg da, men vi nåede det. Heldigvis.
Da jeg stod omme bag tæppet, kunne jeg godt mærke, at spændingen steg. Da vi blev råbt op, og skulle løbe ind, var jeg bare i mit es. Uanset hvordan det ville gå, vidste jeg, at jeg havde gjort det bedste, jeg kunne. Da Showy og jeg så blev taget ud blandt de 4 bedste i maxi-gruppen, kunne jeg godt mærke at, jeg blev en smule mere spændt. Men ja, vi skulle jo så ind igen i finalen, og her gik det mega godt. Vi blev placeret 1. Det var mega fedt. Det samme gentog sig så søndag, hvilket vil sige at jeg sikrede mig en 1. plads i årskonkurrencen. Så alt i alt var det en god afslutning på et rigtig god udstillingsår.
Da det så blev tid til, at alle årsvinderne skulle præsenteres, steg spændingen i mig igen. Selvom jeg godt vidste, at min sejr var sikker, var der alligevel noget i mig, der stadig var spændt samt nervøs. Men da jeg så løb ind, og mit navn blev råbt op, var det som om, det hele gik væk. Det var et magisk øjeblik.
Folk klappede og alt var helt surrealistisk. En ting, der gjorde det endnu mere magisk, var at mine forældre var der. Det er ikke særlig tit, mine forældre er med til udstillinger, men at vide ,de stod og kiggede, gjorde det til en endnu bedre oplevelse.
Jeg har fået så mange søde beskeder og lykønskninger siden da, og mange af dem er fra andre juniorhandler, hvilket gør mig så glad. Jeg er glad for, at vi alle sender lykønskninger til hinanden eller i det mindste bare siger tillykke efter en sejr, også selvom vi faktisk er konkurrenter. For mig er dette nemlig den rette sportsånd.
Men som jeg også skrev i præsentationen af mig selv, glæder jeg mig meget til at se hvad det nye udstillingsår bringer og giver af nye og forhåbentligt gode minder.
