Karoline Sidelmann Brinch
Et emne, som ofte kan ”dele vandene”, er aktivitet i sommervarmen. Må man løbe/gå lange ture eller i det hele taget være aktiv med sin hund, eller bør hunden blive hjemme? Der er ikke et entydigt svar på dette spørgsmål, da der er virkelig mange faktorer, som spiller ind, ift. om din hund er ”fit” til en sommerløbetur/sommertræning eller ej. Og selvom din egen hund har det fint i varmen, så er det ikke sikkert, at det samme gælder for din makkers hund. Og vice versa. Så tag beslutninger på baggrund af dit kendskab til netop din hund – og brug kun andres gode råd som inspiration.
Lad os se lidt på nogle af de mange faktorer, som spiller ind.
Kort sagt: Lær DIN hund og dens signaler at kende – og start langsomt med kortere ture i lunere vejr og find frem til, hvad din hund har det OK med. Læg fx mærke til hvordan din hund generelt opfører sig, når det er varmt. Synes den allerede at gåturen er for varm og søger skygge, ja så skal du nok springe løbeturen eller anden intens motion over. På løbeturen så hold nøje øje med om hunden løber som den plejer eller sætter tempoet ned, om den lægger sig, når I holder pauser eller har en meget lang tunge. Gå hellere for langsomt frem end for hurtigt ift. at finde frem til, hvornår det er OK for din hund at træne. Så du sørger for pauser eller at korte turen af, inden du oplever, at det bliver for meget for hunden.
Hvordan kan hunden køles ned under træning?
Jamen? Er det ikke max. 15 grader man må træne i? Eller 12?
Mange har nok hørt forskellige tommelfingerregler om, at man ikke må træne med sin hund ved en bestemt temperatur. Disse råd stammer fra slædehundemiljøet, hvor der skal passes ekstra på hundene. Dette er polarhunde, som skal yde ekstremt ved at trække tunge vogne, som har en meget tyk pels, og som er højttændte. Det er altså hunde, som meget hurtigt får det for varmt både pga. genetik, den opgave de skal udføre og deres ivrighed. Dette er derfor ikke råd, som umiddelbart kan overføres direkte til de fleste løber-hunde. Når man ”hyggeløber” eller går med sin hund, så foregår aktiviteten ved en helt anden intensitet, og mange hunde kan derfor fint løbe ved højere temperaturer. Men igen: Har du en højtændt hund, som altid giver den max gas til træning, eller som har det svært i varmen fx pga megen pels, ja så kan disse ”regler” sikkert passe fint for jer.
Er du i tvivl, så tag turen en anden dag. Hedeslag/overophedning er en alvorlig tilstand, så det skal vi altid gøre vores yderste for at undgå. Men modsat kan det også være rart for både en selv og hunden at komme ud og få motion også om sommeren. Interessant nok, så viser studier, at nogle typer af ”højttændte” hunde, også kan blive overophedede selvom luften er kølig, så der er altså mange flere faktorer end lufttemperaturen – som netop nævnt ovenfor – som spiller ind. Så lær din hund at kende og læg dine planer for aktivitet ud fra dens behov. Og husk der er mange skønne alternativer til lange traveture eller løb, når det er ekstra varmt: Hvad med en hyggelig svømmetur sammen eller gode snuseøvelser?
Rigtig god sommer.