Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Vi siger ofte, at netop vores egen hund er den mest fantastiske. For Mette forholder det sig også sådan. For hende er hunden Molly ikke bare et kæledyr. Molly er også en ven, Molly er også en terapeut, Molly er hendes redning.

Tilbage i 2016 begyndte den dengang 31-årige Mette at få nogle føleforstyrrelser på underlæben. Mette var en meget social og spontan pige, som ikke havde tid til at bekymre sig om den slags småting, så hun slog det hen som værende et forkølelsessår. Langsomt udviklede det sig, og til sidst havde hun svært ved at drikke uden at savle fra den ene mundvig.

Hun endte derfor med at tage til lægen med det, og efter en rygmarvsprøve blev det helt store beredskab sat i værk.

– De kunne konstatere, at jeg havde en tumor i hovedet, der trykkede på lillehjernen og hjernestammen fortæller hun.

Den tumor, hun havde, opereres der 52 af om året i Danmark. Langt de fleste kan helbredes med stråler, idet tumoren ofte opdages tidligt på grund af de mange gener.

– Men jeg havde ingen gener. Der var kun lige det der med læben, så jeg havde ikke mange chancer for at opdage det, siger hun.

På grund af de få tilfælde, er der kun en kirurg og en professor, der kunne operere tumoren. Derfor blev Mette indlagt på Rigshospitalet.

Efter næsten 400 minutters operation er tumoren fjernet, men den vellykkede operation fjernede også andre ting.

Molly og skæbnen
I dag er Mette døv på det ene øre, hun har store problemer med balancen, hun har nervesmerter i ansigtet, og hun bliver hurtigt træt.

Efter operationen måtte Mette ikke løfte noget i tre måneder. Derfor flyttede hun hjem til sin mor og bonusfar i Løsning. Imens hun boede der, gik hun til genoptræning hos en fysioterapeut og en ergoterapeut.

– Vi snakkede blandt andet om, at jeg var lidt nervøs ved at skulle flytte hjem til mig selv, da jeg jo ikke kan høre noget på det ene øre. Jeg synes, det var utrygt. Hun foreslog mig at anskaffe mig en hund, fortæller Mette, som også tidligere havde haft hund.

Efter en del research faldt Mette og hendes mor Susanne over en opdrætter med et kuld hvalpe, som de ville ud at besøge.

– Jeg havde allerede udset mig en sort hanhvalp, og det var den, jeg ville ud at se på, husker hun.

– Ja men vi snakkede også om, at vi ikke skulle falde for den første, den bedste hund. Alle hvalpe ser jo søde ud, så vi skulle huske at være fornuftige, supplerer Susanne.

Da de kom frem, måtte Susanne støtte sin datter, der endnu ikke havde helt styr på at gå. Derudover han hun klap for det ene øje og så faktisk en smule farlig ud. Med det samme hun satte sig ned i nærheden af hvalpene, kom en lille uldtot vraltende hen mod dem. Den var ikke sort, og den var ikke en hanhund. Det var Molly.

– Vi plejer at sige, at Molly valgte Mette, fortæller Susanne.

Læs også: Hjernetumorer hos hunde

Men de skulle jo ikke bare købe den første hvalp, de så. Det var ret udfordrende.

– Det var bare kærlighed ved første blik. Hun lagde sig også til at sove på mit ben. De andre kom overhovedet ikke hen til mig. Så jeg valgte altså Molly, fortæller hun og fortsætter:

– Måske nåede opdrætterne også at blive en smule trætte af os. For i de uger, der gik, til Molly var stor nok til at komme med os hjem, besøgte vi hende hver anden dag. Vi kunne bare ikke holde os væk.

Da dagen kom, hvor Molly skulle hentes, var der ingen hjerteskærende afskedsceremoni med hvalpemoren og Mollys søskende. Hun gik bare lige så stille med Mette og hendes mor.  

Det var 6. januar 2017, og den dag startede et eventyr, hvor både Mette og Molly startede fra nul.

– Vi startede med at gå ned gennem indkørslen og tilbage igen. Men langsomt begyndte vi at gå længere og længere ture. Vi er kommet så langt sammen, at vi går mellem 10-15000 skridt om dagen, fortæller Mette.

En fantastisk hund
Molly viste sig at være lige netop den hund, som Mette havde brug for.

– Hun er helt fantastisk. Hun tilpasser sig bare helt vildt. Hun er meget en udehund, og hun har et shelter ude i haven, hvor hun ligger og holder øje. Hun elsker at gå lange ture, men når jeg har en dag, hvor jeg bare ligger og har det dårligt, så finder hun sig i det. Så er hun bare tæt på mig. Jeg er sikker på, hun kan mærke, at det er det, jeg har brug for, siger hun og fortsætter:

– Ja man skal ikke tro, at Molly lider nogen nød, fordi Mette ikke altid kan overskue så meget. Faktisk er hun en rigtig forkælet hund, og hvis hun var et barn, ville hun være en rigtig møgunge, griner Susanne.

Alligevel har Mette dårlig samvittighed over de ting, hun ikke kan med Molly. Hun kan ikke tumle med hende og lege alt for voldsomt. Men den slags har hun venner til. De kommer ganske enkelt en gang i mellem og tager legen med Molly.

Mette oprettede også et lille socialiseringsprojekt, da Molly var hvalp, så hun kunne møde andre hunde og på den måde blive socialiseret. Det fungerede sådan, at der kom et par mennesker med hvalpe over i Mettes have, når hun havde overskud til det.

Udover Mollys evne til at tilpasse sig, så er hun også god at have med på gåtur. Det sker stadig nogle gange, at Mette ikke kan holde balancen og falder. Sker det, sætter Molly sig stille og roligt ned og venter på, Mette kommer på benene igen.

– Jeg tror altså, at Molly helt fra hvalp kunne fornemme, at Mette havde brug for noget ekstra tryghed og derfor gik hen til hende, siger Susanne.

Et andet eksempel på deres specielle bånd er, at Mette fra starten ikke ville have Molly op i sengen. Men en dag, da Mette havde det ekstra dårligt og bare lå i sin seng, hoppede Molly for første gang op til hende i sengen, lagde sig i hendes arm, og så faldt Mette i søvn.

– I de 3 år jeg har haft Molly, har vi kun haft en nat, hvor vi ikke har sovet sammen. Det var i forbindelse med, at min mor blev syg, hvor jeg sov på sygehuset hos hende. Den nat var Molly min bonusfar. Vi er meget uadskillelige. Sidste år takkede jeg nej tak til en ferie i Tunesien, fordi jeg ikke kunne have Molly med, siger hun.

Læs også: Mastcelletumor hos hund

Frygten for at miste Molly
Sideløbende med at vende tilbage til livet med hjælp fra Molly, har Mette desværre skullet kæmpe en kamp med kommunen. For selvom man har haft en tumor, kan man jo ikke bare forvente, at man kan tage den lidt med ro.

– Jeg fik bogstavelig talt at vide, at jeg havde 22 uger og det var uanset, om jeg havde haft en tumor eller havde brækket et ben. Så det endte med, at jeg røg på ressourceforløb, hvor jeg fik en ydelse, der svarer til kontanthjælp. Da min husleje oversteg 50 procent af min indkomst, fik jeg en paragraf 34, som betyder, at jeg kunne få lidt ekstra hjælp, fortæller hun.

På grund af denne paragraf 34 skulle Mette hver 3. måned aflevere et kontoudtog.

– Jeg havde en konto, som bare hed Molly. Derpå stod 3000 kroner, som skulle dække selvrisikoen på forsikringen, hvis der skulle ske noget med hende, fortæller Mette.

Den konto fik kommunen til at sige, at Molly jo også var en udgift for Mette, og at de derfor mente, at hun skulle skille sig af med den.

– Da de sagde det, fortalte jeg dem, at hvis de tog Molly fra mig, så ville jeg gå ud i skoven og hænge mig selv. Jeg vil hellere leve af havregryn og spaghetti end at skulle skille mig af med hende.

Heldigvis fik Mette og hendes mor fysioterapeuten til at sige til kommunen, at en hund var den bedste træning for hendes balance, og derefter hørte Mette ikke mere til, at hunden skulle fjernes.

Hundevenner
Vi sidder i køkkenet på en virksomhed i Løsning. Hendes bonusfar ejer virksomheden, der producerer maskiner til grafiske virksomheder. Her arbejder Mette nu seks timer om ugen fordelt på tre dage. Hun har fået flexjob, da hun ikke kan overkomme et almindeligt arbejde.

– Jeg bliver enormt hjernetræt. Bare det at sidde her og snakke, gør mig virkelig træt, og jeg har også sørget for at sove ekstra meget, inden denne snak, men alligevel ved jeg, at jeg kører direkte hjem og sover bagefter. Jeg lider stadig af nervesmerter, og har fået følgesygdommen, der hedder trigeminusneuralgi, og som kaldes selvmordssygdommen. Jeg har kraftig tinnitus, og jeg har en dårlig balance. Faktisk bruger jeg al min energi på bare at være oprejst, fortæller hun.

Hendes liv er i den grad vendt på hovedet. Hun har ikke overskud til at være social. Hun trækker sig, og de fleste venner fra før, hun blev syg er forsvundet. Nu har hun næsten kun hundevenner.

– Det er befriende, at de ikke ved, hvordan jeg var før. De kender mig kun, som jeg er i dag, og det er faktisk ret dejligt, siger hun.

Lige inden hun blev opereret, var hun ifølge sin mor, næsten ikke påvirket af at skulle gennem den store operation. Men her på den anden side af sygdommen, ved Mette kun alt for godt, hvad det har krævet af hende at komme tilbage til livet.

– Havde jeg vist det på forhånd, tror jeg ikke, jeg havde haft mod på at tage kampen. Så havde jeg nok foretrukket, at jeg ikke var vågnet efter operationen, siger hun.

Den slags kan hendes mor ikke lide at høre, men hun ved, det er rigtigt, og hun kan jo godt forstå, at Mette har det svært.

– Det kan jeg da virkelig godt forstå. Men det er ikke rart, når ens datter siger sådan. Jeg er bare så taknemmelig for, at Molly er kommet ind i vores liv, da hun virkelig har givet Mette noget glæde og tryghed i livet, siger hun.

– Ja jeg kan helt sikkert takke min familie og Molly for, at jeg stadig er her, konkluderer Mette, som ikke har kontakt til sin biologiske far, og det havde hun heller ikke under sygdomsforløbet. Han kendte til det, men viste ingen interesse i det.

Læs også: Munkebo: Hund døde af tumor - ikke gift