Tæver mindsker risikoen for astma hos børn

26-11-2018 08:34

Astrid Holtet

Tidligere studier har vist, at hunde i hjemmet måske mindsker risikoen for astma – og måske gælder det især for tæver, viser stort svensk studie

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Astma er en luftvejssygdom og den giver vejrtrækningsproblemer for omkring 300.000 voksne danskere. Når man har astma hæver slimhinden i de små luftveje i lungerne og bliver irriteret, samtidig med at musklerne, der omkredser luftvejene trækker sig sammen. Astma er ofte forbundet med allergi, og risikoen for astma kan videregives fra forældre gennem det arvemateriale de videregiver til deres børn, men omgivelserne har også betydning for, hvorvidt man udvikler sygdommen eller ej.

Tæver mindsker risikoen for astma
Tidligere studier har vist, at det at have en hund i hjemmet formentlig kan mindske risikoen for at børnene i familien udvikler astma. For at blive klogere på denne mulige, gavnlige effekt, har et hold svenske forskere fra Uppsala Universitet undersøgt over 23.000 svenske børn og set på hvilke, der udviklede sygdommen. For at undersøge hundes betydning, sammenholdte de data fra landets sundhedsregistre og hunderegistre.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Et af de resultater holdet kom frem til var, at børn der voksede op med tæver havde en væsentlig mindre risiko for astma end børn der voksede op med hanhunde – faktisk var forskellen hele 16%. Dermed tyder studiet på, at den gavnlige effekt af hund i hjemmet måske især ses, hvis hunden er en tæve. Børn i hjem med hanhunde, havde ikke større risiko for astma, end børn i hjem uden hund.

Allergen fra hanhund kan være årsagen
Forskerne bag studiet peger på, at et af de stoffer, også kaldet et allergen, der er forbundet med allergi over for hunde, udskilles fra den hanlige kønskirtel, prostataen, og det kan måske forklare den forskel de fandt. Det kræver dog yderligere studier for helt at forstå, hvordan hanhunde påvirker risikoen for astma, understreger forskerholdet.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout