Astrid Holtet
Hundens kropstemperatur reguleres nøje og holdes i et meget snævret interval, nemlig mellem 37,5 og 39 grader celcius. I forbindelse med for eksempel motion kan temperaturen hos en rask hund, dog komme helt op på 40 grader celcius. For at holde temperaturen i skak, har hundens krop et velkontrolleret regulationssystem.
Hundens normale termoregulering
Hunden har en række specialudviklede receptorer (termoreceptorer), der kan registrere temperaturen, og som kan sende besked videre til hjernen og til kroppen, så mekanismer, der kan modvirke temperaturændringen, kan igangsættes.
Falder temperaturen under normalintervallet, vil hundens muskler begynde at sitre for at generere varme. Derudover vil hunden rulle sig sammen, så den holder bedst muligt på varmen, og dens hårstrå vil rejse sig, så pelsen bliver mere isolerende.
Begynder den raske hunds temperatur at stige, øges blodgennemstrømningen i blodkarrene tæt på huden, og varme føres over huden og afgives til omgivelserne. Derudover forsøger hunden også at afgive varme gennem åndedrættet, og derfor begynder hunden at halse. Når kropstemperaturen bliver for høj, vil hunden også søge kolde omgivelser, og gerne kolde underlag, hvor den kan lægge sig.
Hvorfor får hunden feber?
Når hunden udvikler feber, og dens kropstemperatur stiger til over det normale, sættes den normale temperaturregulering ud af spil, og kroppen begynder at opretholde en højere kropstemperatur.
Årsagerne til feber hos hunde er mange, og blandt dem er virusinfektioner, bakterieinfektioner, forgiftninger og kræft.
Moderat feber i kortere perioder er ikke skadeligt for hunden på sigt, og kan i visse tilfælde være en fordel da mange bakterier eksempelvis klarer sig dårligere ved den højere temperatur. Høj feber kan dog være farligt, og kan give skader på væv og organer.