Astrid Holtet
Hundens urinveje starter ved nyrerne. Her filtreres hundens blod og urinen dannes. Herfra føres urinen videre til blæren. Blæren virker som en beholder, der kan opbevare urinen indtil den er fyldt tilstrækkeligt og hunden har mulighed for at tisse. Fra blæren føres urinen ud gennem hundens urinrør.
Oplever man at hundens urin er rødligt skyldes det som regel, at urinen indeholder blod. Blodet kan ses hvis hunden har en sygdom et eller andet sted i urinvejene. Hos hanhunde kan blodet også komme som følge af sygdomme i kønskirtlerne.
Sygdomme i den øvre del af urinvejene
Den øvre del af urinvejene består af nyrerne og de rør, der fører urinen fra nyrerne og ned til blæren. En lang række sygdomme i disse strukturer kan give blod i urinen. Blandt de mest almindelige kan nævnes betændelse i nyrerne, eller i nyrebækkenet, og dannelse af nyresten. Har hunden været udsat for et voldsomt slag, for eksempel blevet påkørt af en bil, kan der også opstå blødninger i nyrerne, og dette blod vil kunne ses i urinen.
Sygdomme i den nedre del af urinvejene
Flere forskellige sygdomme i den nederste del af urinvejene kan også give blod i urinen. Blandt de mest almindelige er blærebetændelse eller dannelse af krystaller eller blæresten. Hos hanhunden kan infektion i kønskirtlen - også kaldet prostata - ligeledes give blod i urinen. Ligesom i nyrerne, så kan voldsomme slag, også give blødninger den i nedre del af urinvejene. Skader og sår på hundens forhud eller skede, vil også kunne give spor af blod i urinen.
For at finde årsagen til hvorfor hunden har blod i sin urin, kræver det en grundig undersøgelse, som altid vil inkludere en undersøgelse af hundens urin. Har du mistanke om, at din hund har problemer med urinvejene, bør du altid kontakte din dyrlæge.