Sorte hunde har sværere ved at finde nyt hjem

07-01-2021 12:36

Astrid Gerd Holtet

Udseende har betydning, når vi skal vælge en ny hund – og måske især når det kommer til hunde på internater. Et studie fra Tjekkiet viser blandt andet at sorte hunde sidder væsentligt længere tid i internater, inden de kommer ud til en ny familie

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hunde findes i alverdens former og farver og meget tyder på at udseende har stor betydning, når vi skal finde frem til vores nye firbenede venner – måske især når det handler om internathunde, hvor et enkelt besøg kan afgøre hvilken hund blandt mange, der kommer med hjem.

En af de ting kommende hundeejere især lægger mærke til er farven – og her er der klart forskel på hvad folk gerne vil have, viser forskning. Blandt andet viser et større videnskabeligt studie fra i 2018, hvordan tiden hunde tilbringer på internater, afhænger af hvilken farve de har.

I studiet opdelte forskerne hunde fra tjekkiske internater i farvegrupper og undersøgte hvor lang tid hunde i de forskellige grupper tilbragte på internaterne inden de fik et nyt hjem, og deres resultater viste klare forskelle.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Tigerstribede hunde og mangefarvede hunde var de hunde, der lettest fandt et nyt hjem. Disse hunde var i gennemsnit på internaterne i sytten eller atten dage. Derefter fulgte blandt andet farverne hvid, fawn, rød, brun og grå.

På sidstepladsen i spillet om en ny familie, kom gruppen af sorte hunde. Disse hunde var i gennemsnit på internaterne toogtredive dage, inden de kom til deres nye hjem. Det er næsten dobbelt så lang tid som gruppe af de mangefarvede hunde.

Dermed viser resultaterne at kommende hundeejere, har en tendens til at falde for de mere farverige hunde, og hunde med mange aftegninger, mens de mørke, ensfarvede hunde måske lettere overses.

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout