Når hunden går bort

28-11-2017 11:33

Lina Porsborg Laursen

Når den triste dag kommer, hvor din firbenede ven går bort, kan du få den begravet på en dyrekirkegård. Det kan være en god måde at få sagt det sidste farvel og mindes hunden på

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Doris Jensen har 6 seks hunde begravet på dyrekirkegården, Dyrenes Mindelund "Løvhøj" i Horsens. Doris er formand for dyrekirkegården og driver den sammen med sin mand. Derfor besøger hun ofte stedet flere gange om ugen. 

 – Det betyder meget at vide at mine dyr er behandlet godt, og det giver mig ro, at de er blevet begravet ordentligt og respektfuldt, siger Doris Jensen.

Hvilke muligheder har du, når hunden dør?
Når den svære tid er kommet, og du skal sige farvel til din hund, dukker spørgsmålet op, om hvad der så skal ske med dit kæledyr? 

Her er mulighederne mange. Hvis hunden er blevet aflivet hos dyrlægen, kan du efterlade eller indlevere hunden på klinikken, og så vil dyrlægen sørge for, at hunden bliver destrueret. 
Du kan også vælge at tage hunden med hjem og begrave den i din egen have. Her skal hullet graves tilpas dybt, så rovdyr ikke kan grave liget op igen, ifølge Fødevarestyrelsen. Det vil i praksis være mellem 0,5-1 meter dybt. Du må heller ikke begrave dit dyr i nærheden af en drikkevandsboring, da det kan skade grundvandet. I sådanne tilfælde skal der søges dispensation hos kommunen. 

Du kan også vælge, at få din hund kremeret og tage den med hjem i en fin urne, som du derefter kan begrave i haven. Hos PetForever kan du få kremeret dit kæledyr. Prisen afhænger af dyrets vægt, og du kan blandt andet vælge at få træfrø i urnen, så der med tiden vokser et lille mindetræ oven på graven. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

En tredje mulighed er at få hunden begravet på en dyrekirkegård. Der er flere forskellige dyrekirkegårde rundt omkring i Danmark, som kan kontaktes efter interesse. 

Dyrekirkegården er en god måde at sige farvel på 
I Dyrenes Mindelund "Løvhøj" i Horsens begraver de cirka 30 kæledyr om året. Fra første januar 2018 koster det 800 kr., og dyret kan begraves på enten fællesgrav eller enkeltgrav. Det er muligt at få en gravsten til sin hund, hvis den begraves på en enkeltgrav. Stenen skal dog ligge plant med jorden, og den må ikke være over 25x25 cm. Kæledyret behøver ikke at være kremeret for at blive begravet. De fleste kæledyr bliver pakket ind i deres yndlingstæppe eller lagt forsigtigt i en papkasse før begravelsen. 

Doris Jensen har været formand for Dyrenes Mindelund siden 1996 og forsøger altid at overbevise folk om at overvære begravelsen af deres kæledyr. 

 – Jeg anbefaler, at dyrejeren overværer begravelsen af dyret, fordi det er en god måde at få sagt det sidste farvel på. Hermed er man også sikker på, at dyret er blevet pænt stedt til hvile, siger Doris Jensen. 

Copyright Hunden.dk
Gravpladsen på Dyrenes mindelund "Løvhøj" Horsens

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout