Historien jeg ikke troede kunne ende godt. Som jeg føler, jeg er nødt til at dele, både for at bearbejde oplevelsen, der har påvirket mig psykisk, mere end jeg nok vil erkende, men også for at dele erfaringerne jeg fik med mig hjem, og derved måske give noget videre, hvis andre nogensinde skulle stå i samme situation.
Efter EDS i Østrig får jeg et opkald fra en kvinde, der skulle køre min ene tæve til en ny familie i Norge. Hun fortæller, at tæven er stukket af fra en rasteplads ved byen Pegnitz tæt ved Nürnberg søndag aften klokken 19.00. I to og et halvt døgn leder jeg næsten i døgndrift efter min tæve i et ukendt område med masser af skov og farlige veje. Efter en udmattende eftersøgning sidder jeg overfor min tæve i en gårdsplads onsdag morgen.
Hun cirkler langsomt omkring mig og kommer tættere og tættere på, indtil hun til sidst kommer helt hen til mig og lader mig tage hende op i mine arme. Der bryder jeg fuldstændigt sammen. Efter så mange timer alene i en håbløs søgen, i skov så langt øjet rækker, hvor man har kørt på alle mulige pumper og reservepumper, fordi man ikke kunne bære tanken om at køre hjem uden hunden. Bare tanken om de nætter, hun har tilbragt alene, er ikke til at bære. Jeg græder og kan ikke sige andet end ”Danke, Danke für alles” til de 3-4 kvinder, der nu stod og fulgte med i afslutningen af den lange søgen.
Jeg går i bilen og tilbyder hende vand, men hun tager kun lidt, så jeg er lidt lettet over, at hun så helt sikkert har fundet vand inde i skoven (der var trods alt 30-32 grader om dagen i disse dage) Jeg har noget kød, men giver hende kun meget lidt, som hun hugger i sig, så mad har hun nok ikke fundet. Jeg kører 8-9 timer direkte hjem, for jeg skulle bare ikke være på flere rastepladser i meget lang tid. Jeg får ringet til de forskellige hundehjælpetjenester, jeg havde haft kontakt med, så de kunne meddele politi, autobahn politi m.m., at hunden var fundet. Hjemme sidst på dagen, hundevenner fra Sverige var kommet lidt tidligere på dagen i deres autocamper. Det var godt at have nogen at tale med, så jeg ikke skulle være alene.
Jeg kan stadig vågne om natten, fordi jeg i drømme går rundt ude i skoven og kalder og kalder. I lang tid efter, når jeg kørte i bil, kunne jeg ikke lade være med at kigge søgende ud over marker og langs grøftekanter. At dele min historie, at skrive den ned, er vel en form for selvterapi, for at bearbejde det hele og komme videre. Kan man lære noget af min historie? Det ved jeg ikke, men står man selv i samme situation en dag, vil man måske huske tilbage på min historie og huske, at selvom alting ser sort og håbløst ud, så kan det ende godt. Man skal ikke give op, og ikke være bange for at tage fat i alt og alle for at få så mange øjne til at søge som overhovedet muligt.
Her får du klummen fra martsnummeret af HUNDEN
Hanne Laine Jensen skal dømme BIS-finalen ved det store European Dog Show i Herning. Det bad vi hende skrive en klumme om til februarnummeret af HUNDEN, og her får du klummen på hunden.dk
Her får du klummen fra decembernummeret af HUNDEN. Bag denne klumme står den irske eksteriørdommer, Paul Lawless
Der er masser af legetøj at kaste sig over, når man er hund, men denne nova scotia duck tolling retriever foretrækker et paprør. Billedet er taget af Malene Rørvig
Grøn stær er en øjensygdom, der kræver hurtig behandling, hvis hunden ikke skal miste synet
I disse dage udkommer Magasinet HUNDEN til alle DKK's medlemmer. Her får du et overblik over, hvad du kan læse om i dette nummer
Tyskland er en af de mest populære destinationer for danske hundeejere. Her får du overblikket over indrejsekrav og lokale regler, så ferien bliver tryg for både dig og din hund.
Artikel 1 af 3: I et halvt århundrede har Torben og Merete Elmedal dedikeret deres liv til den danske nationalrace. Deres rejse med Broholmeren er ikke kun en fortælling om personlig passion, men også historien om en races genfødsel og bevarelse. Torben og Merete Elmedal fortæller her om de skelsættende år, hvor fundamentet for den moderne broholmer blev lagt.
Artikel 2 af 3: Genskabelsen af broholmeren kan kun beskrives som en succesfulde reetablering. Men hvordan sikrer man sundhed, temperament og type, når man starter næsten helt fra nul? Torben og Merete Elmedal dykker her ned i de faglige overvejelser, de kreative løsninger og vigtigheden af det mentale fundament. Torben og Merete Elmedal deler her erfaringer og beretninger fra 50 år med Broholmeren.
Til årets træf 2026 kom der 270 personer og 170 hunde. Der kommer corgier fra hele landet, og for mange er det blevet en tradition at starte påsken med påsketræffet og så køre videre på ferie eller hygge hos familie og venner.
Sverige er et af de mest populære rejselande for danske hundeejere. Få kendskab til de gældende regler for 2026 her.
Foråret lokker hundeejere ud i naturen, men med varmen følger risikoen for møder med hugormen. Denne artikel gennemgår forebyggelse, symptomer og korrekt førstehjælp ved bid i danske naturområder.
Christina Graugaard Nielsen inviterer i maj til endnu en udgave af udstillingen Knæk Cancer i hundenes tegn. Siden første arrangement i 2021 har arrangementet samlet store beløb ind til det gode formål, og skabt et stærkt fællesskab for hundeejere.
Et tilfældigt møde i en hundeskov i Sønderborg i foråret 2024 blev starten på et nyt livskapitel for Leif og Kirsten, som for nyligt tog deres to hunde med på en bryllupsrejse, hvor oplevelser med hundene var i højsædet.
Artikel 3 af 3: I et halvt århundrede har Torben og Merete Elmedal dedikeret deres liv til den danske nationalrace. Torben og Merete dykker her ned i de historiske fund og de bevidste valg, der har formet den danske kæmpe, som vi kender den i dag, fra kammerherre Sehesteds modstand til kampen om den korrekte højde og farve.
Drømmen om at skabe noget eget i den danske hundeverden kræver både mod og udholdenhed. Ismail og Valdemar har valgt at bygge deres virksomhed på et fundament af venskab og lokal produktion i Odense.
