Importerede hunde skal gennem danskhedsprøve

01-04-2018 12:30

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Integrationsministeriet har sammen med Miljø- og Fødevareministeriet præsenteret et nyt lovforslag, hvor importerede hunde skal gennem en test for få lov at blive i landet. Denne nyhed var naturligvis en aprilsnar 

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Har man kastet sin kærlighed på en græsk gadehund eller en forsømt hund fra Rumænien, skal man forberede sig på, at reglerne for import af hunde kan blive ændret fra 1. januar 2019.

Det kan man læse i et nyt lovforslag, som Integrationsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet netop har offentliggjort.

– Vi skal sikre os, at hundene forstår kommandoer på dansk, så vi ikke risikerer, at de ikke kan kaldes tilbage, hvis de løber væk eller angriber et barn på fortovet, lyder det fra en central kilde i Integrationsministeriet.

Ministeriet erkender, at det ligger noget ud over ministeriets normale ansvarsområde at have med hunde at gøre, men da det handler om integration af de udenlandske hunde, træder det gerne til, og deler ud af de erfaringer, det har gjort sig, når det handler om flygtninge og indvandrere.

I Miljø- og Fødevareministeriet glæder man sig over, at forslaget endelig er blevet præsenteret.

– Det er jo klart, at vi skal sikre, at hundene er lige så renlige som de danske hunde. Ellers risikerer vi, at vi får en hel sværm af nye bakterier ind i landet. Disse bakterier kan vi faktisk begrænse til de importerede hunde, hvis vi sikrer os, at de er lige så renlige som de danske hunde, skriver en anonym kilde i en mail til Hunden.dk.

25 spørgsmål og en praktisk øvelse
Der er i lovforslaget lagt op til, at testen, som hundene skal igennem, kommer til at foregå to steder i landet.

Hunden.dk erfarer, at hundeejere på Sjælland kan tage testen i DKK’s lokaler i Solrød, mens jyder og fynboer skal tage til Hobro, hvor Wiegaarden lægger lokaler til den teoretiske test.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Testen kommer til at bestå af 25 spørgsmål, hvor hundeejere blandt andet skal krydse af i ja eller nej på spørgsmålet om, hvorvidt hunden kan forstå simple kommandoer som sit og dæk.

Den teoretiske test kommer i høj grad til at teste ejernes ærlighed, da hunden senere vil blive sendt på træningsbanen, hvor den skal bevise, at den faktisk kan de ting, som hundeejeren har krydset ja til.

Her skal hunden blandt andet kunne kende forskel på det danske og andre flag, ligesom den skal kunne forstå de danske kommandoer og spise en lille bakke leverpostej.

Dumper hunden i nogle af de spørgsmål, som ejeren har erklæret, at den faktisk kan klare, kan det få store konsekvenser.

– Det er jo klart, at hunden ryger tilbage til Grækenland eller Rumænien eller hvor den nu kommer fra. Men da hundeejeren på samme tid bryder en meget dansk værdi ved at lyve, så skal hundeejeren op til en danskhedsprøve, og dumper man, arbejder vi på, at man skal følge hunden til det land, den kommer fra, lyder det fra den centrale kilde i Integrationsministeriet.

Alle, der importerer hunde fra andre lande, vil blive indkaldt til prøverne via e-boks, hvis lovforslaget bliver vedtaget.

En hurtig rundringning viser, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kommer til at sikre regeringen det flertal, der skal til for at sikre lovforslaget.

Til gengæld er både Enhedslisten og Alternativet dybt forargede, da de mener, dette vil skabe et A- og et B-hold blandt danske hundeejere.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout