Da min specialemakker og jeg i sin tid begyndte at forske i gadehunde, besluttede vi ret hurtigt, at vi var nødt til at rejse ud og opleve nogle af de steder, som hundene kommer fra. Det ville forhåbentligt give os en endnu bedre forståelse af gadehundeorganisationernes bevæggrunde og baggrunde for hundenes adfærd. Men hvilke lande skulle vi så vælge? Tidligere gadehunde kommer fra mange forskellige lande, og forholdene for hundene er ikke ens fra land til land. Valget endte med at falde på Grækenland og Bosnien-Hercegovina, da en tidligere del af vores undersøgelse havde vist, at det er de to lande, hvor flest danske gadehundeorganisationer er aktive. Dagens blogindlæg kommer til at handle om turen til Grækenland.
Vi tog til en græsk ferieø, hvor vi havde lavet en aftale med et lokalt, privatejet internat om to dages besøg. Det havde lykkes os at finde et værelse på et lille, hyggeligt hotel i gåafstand fra internatet. Vi ankom sent om aftenen til hotellet og gik straks omkuld, for dagen startede allerede klokken 7 på internatet.
Spændte, og en smule trætte, bevægede vi os mod internatet den næste morgen. Turen ledte os igennem en lille by og herefter op af en støvet bjergside til internatet, der lå med en smuk udsigt ud over øen. Vi blev lukket ind af en trådnetslåge og blev mødt af en flok glade hunde, der ivrigt opsøgte os. De ville gerne nusses, og de var kun en lille smule pågående. Enkelte af hundene kunne finde på at hoppe op af os eller at nappe lidt, men langt de fleste opførte sig eksemplariske. Resten af hundene på internatet holdt sig på behørig afstand, hvor de iagttog os med skepticisme eller frygt. Få hunde løb gøende imod os, men de turde ikke at komme så tæt på os, at vi følte os truet af dem.
Vi blev vist rundt på internatet, der bestod af to meget store hundegårde, som hundene gik i om dagen, og flere mindre hundegårde, hvor hundene blev lukket ind om natten. Langt de fleste af hundene virkede til at klare sig fint i de store flokke, men vi oplevede et par slåskampe, hvor internatpersonalet måtte kaste vand udover dem eller råbe højt, for at få hundene til at stoppe igen. Så snart hundene blev lukket væk i deres mindre grupper, virkede der til at falde ro på igen.
Derudover havde de en hvalpegård, hvor fire syge hvalpe gik. De var i behandling for parvovirus, som er en meget alvorlig sygdom for så unge hunde. Tre af deres søskende var fortsat indlagt ved den lokale dyrlæge og deres fremtid var usikker. Men hvalpene var søde og nysgerrige, og vi kunne snildt have brugt hele formiddagen med at hygge med dem. Der var også en indhegning til unghunde og en til en gruppe af små hunde, som ikke var særligt trygge ved mennesker. Vi blev advaret om, at to af dem godt kunne finde på at bide, men så længe vi respekterede deres grænser, så oplevede vi ingen problemer med dem.
Udover hunde huser internatet også æsler, mulddyr, heste og grise. Langt størstedelen af æslerne og mulddyrene var pensioneret fra turistindustrien, hvor de havde slæbt turister op og ned af bjergene på øen. Internatet gjorde et stort dyreværnsmæssigt arbejde for at få stoppet denne praksis. Grisene og hestene gik for sig selv i en indhegning, mens æslerne og mulddyrene gik i den ene, store indhegning sammen med hundene. Der blev tænkt en del over, hvilke hunde der skulle være sammen med dem, især fordi dyrene også er alene sammen, når internatspersonalet går hjem. Alle dyrene virkede til at leve i fredelig sameksistens.
De to dage vi var på internatet var forholdsvis ens i hvordan de forløb, og I får derfor en beskrivelse af, hvordan en normal dag på internatet forløber. Dagen starter med at hundene lukkes ud af de mindre indhegninger. Herefter bliver der muget ud og renset vandkar. Klokken 9:00 hver morgen holder internatet åbent for frivillige, som kan komme og tage nogle af hundene med ud på en gåtur. Med ca. 105 hunde boende på internatet er der umuligt tid til at få luftet alle hundene selv, og de er derfor afhængige af, at frivillige har tid til at komme og hjælpe. Det er dog langtfra alle hundene, som kommer ud at gå hver dag. Det er der bare ikke nok ansatte til. Udover os ankom der tre andre frivillige den morgen, og vi begav os afsted med en lille gruppe hunde. På trods af den tidlige start var varmen allerede begyndte at trykke, og de støvede omgivelser gav ikke de bedste betingelser for en gåtur. Hundene nød dog trods alt at komme ud og opleve lidt, selvom den bagende sol tvang os til at holde turen kort.
Vel tilbage på internatet tog de andre frivillige afsked, og vi fik lov til at hjælpe til med fodringen. Hundene bliver fodret ad libitum, hvilket da også havde betydet at nogle af hundene var blevet overvægtige. Vi oplevede lidt ressourceforsvar omkring foderet, og nogle af hundene kom også op at toppes, men der var placeret 2-3 foderbeholdere i alle indhegninger, så ingen hunde blev holdt væk fra foderet af andre. Efter at have sørget for alle hundene, begyndte sulten også at melde sin ankomst hos os, og vi spiste vores medbragte frokost i et lille indelukke, hvor hunden ikke havde adgang. De græske hunde er lige så dygtige til at tigge som de danske, og det var svært at modstå de bedende øjne på den anden side af hegnet.
Resten af dagen blev brugt i skyggen med at nusse hundemaver og pleje af de hunde, som skulle have brug for det. Flere af hundene ankom til internatet med skader af forskellige slags. Bl.a. haltede en schæferhund rundt, fordi han var blevet påkørt og efterladt på gaden. Hans fremtidsudsigter havde ikke været gode, da han lige efter ulykken var helt lam i bagparten. Efter behandling hos den lokale dyrlæge og genoptræning var personalet fortrøstningsfulde omkring hans fremtid, selvom han dog stadig havde problemer med at støtte på bagparten og havde svært ved at lette ben. Der blev også børstet og klippet pels alt efter behov.
Dagens arbejde sluttede for vores vedkommende omkring klokken 14. Her blev hundene lukket ind i de mindre indhegninger, og der blev låst af. Den ene morgen havde internatslederen været i lufthavnen med hunde klokken 4 om morgenen, så dagen var startet tidligt. Der adopteres ca. 150-200 hunde fra internatet årligt, og langt de fleste flytter til andre europæiske lande.
Skolehunden James skaber et trygt rum, hvor læsning bliver til en positiv oplevelse helt uden pres. Gennem nussetid og legende ritualer hjælper han eleverne med at finde både roen og læselysten frem i hverdagen.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
Jeg møder ofte mennesker, der mener, at hunde ikke har følelser, men blot reagerer ud fra deres instinkter. Det er ikke en holdning, jeg deler, men jeg tror heller ikke, at deres følelsesliv kan sammenlignes fuldstændig med os menneskers
På trods af 27 grader og tung, stillestående luft viste juniorhandlerne ved Dansk Kennel Klubs internationale udstilling i Vejen stort overskud, ansvar for hundenes velfærd og stærkt samarbejde i ringen.
I sommeren 2019 var jeg så heldig, at min specialemakker og jeg fik mulighed for at tage på to feltture, en til Grækenland og en til Bosnien-Hercegovina, for at studere gadehunde, opleve lokale internater og tale med folk, der arbejder med hundene i landene. Dagens blogindlæg vil handle om de bosniske internathunde, og hvordan vi udvalgte to hunde, der endte med at komme til Danmark
Amalie Grønborg og hendes samojedehund Ellie imponerede med selvsikkerhed og stærk kontakt ved International Platinum Slovenian Winner Dog Show tilbage i oktober, hvor de sikrede sejren blandt 57 unge deltagere fra hele Europa.
Efter en tæt konkurrence blandt mange dygtige juniorhandlere kunne Amalie Grønborg sikre sig sejren med sin samojedehund Ellie.
Den forsvarende årets juniorhandler fortsætter sin imponerende stime med endnu en sejr i Store ring.
TV Midtvest rapporterer om flere tilfælde af hjerteorm i det jyske. Læs mere om, hvordan smitten spredes, og hvordan du med en lille indsats kan være med til at forebygge sygdommen i dit lokalområde.
Den islandske fårehund var i 1950’erne tæt på at forsvinde.
Jørgen Metzdorff fortæller her historien om racen, der overlevede takket være få passionerede mennesker.
Der findes næsten ikke noget mere beroligende end synet af en hund, der sover trygt og tungt. Vi har samlet 11 af de mest charmerende og sjove sovetryner, som vores læsere har delt med os, så du kan nyde de mange herlige sovestillinger.
Jeg mødte Cristine Hellström i de travle haller i Fredericia, præcis to år efter at samme udstilling blev startskuddet til en kamp for livet. Her fortæller hun om rejsen fra en terminal diagnose til igen at stå med en hundesnor i hånden.
Opkast og diarré er nogle af de hyppigste grunde til bekymring hos hundeejere, men hvornår er det egentlig alvorligt? Vi gennemgår de mest almindelige årsager, faresignaler, hvordan du bedst hjælper din hund og hvornår du bør søge dyrlæge.
Mange hundeejere fokuserer primært på den fysiske motion, som lange gåture og løbeture. Selvom dette er vigtigt for hundens sundhed, er mental aktivering mindst lige så afgørende for dens generelle trivsel.
Mange hundeejere oplever, at en lang gåtur ikke altid resulterer i en træt hund. Hvis hunden stadig har krudt i bagdelen efter turen, kan det skyldes, at den mangler mental aktivering frem for flere kilometer i benene.
Drømmer du om at se din golden retriever i ringen eller måske endda vinde en officiel titel? Deadline for tilmelding til Golden Show Event i Egtved udløber i morgen ved midnat, så det er nu, du skal slå til for at komme med.
Josie Quintrell er Danmarks eneste specialiserede ulvehundetræner og arbejder for at nedbryde fordomme om de fascinerende og krævende hunde.
Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse
