BLOG: Har hunde følelser?

28-05-2021 11:46

Amalie Lohse-Lind

Jeg møder ofte mennesker, der mener, at hunde ikke har følelser, men blot reagerer ud fra deres instinkter. Det er ikke en holdning, jeg deler, men jeg tror heller ikke, at deres følelsesliv kan sammenlignes fuldstændig med os menneskers

Copyright Hunden.dk
Privatfoto
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Følelser er en kompleks størrelse, og nogle gange forstår vi måske knap nok selv, hvad vi føler, så hvordan sætter vi også ind i en hunds følelsesliv? Vi kan dog nok alle ret hurtigt blive enige om, at hunde er i stand til at føle ydre og indre påvirkninger. De kan for eksempel blive påvirket af vejret og både have det for koldt eller for varmt. De kan føle sult og tørst, men har de også et emotionelt liv? Kan de være glade, sure eller triste? Jeg vil helt bestemt sige ja. Både ud fra subjektive betragtninger af hundene i mit eget liv, men også ud fra den forskning, jeg har undersøgt.

Forskeren Jaak Panksepp er kommet frem til, at der er syv grund følelser, som alle pattedyr kan føle, inklusivt hunde (og mennesker). Disse kalder han for Omsorg, Leg, Lyst, Søgen, Sorg, Raseri og Frygt. I nogle tilfælde refererer navnene til den adfærd, som dyret udviser, når den påvirkes af de specifikke følelser. Følelser får så at sige hunden til at reagerer, så hvis vi ved hvilke påvirkninger, som leder til bestemte følelser, kan vi faktisk ændre en uønsket adfærd til en ønsket, blot ved at få hunden til at føle anderledes i situationen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at gå op i hundes følelser? Som anstændige hundeejere ville vi aldrig lade vores hunde tørste eller sulte (selvom nogle hunde vist aldrig bliver rigtig mætte) eller efterlade dem udenfor i et uvejr. På samme måde har de emotionelle følelser også en påvirkning på vores hundes velfærd, men forstår eller genkender vi ikke disse følelser, kan vi nemt komme til at overskride grænser eller presse hundene unødvendigt. Jo mere tid vores hunde oplever positive følelser, des bedre må deres liv være.

Vi kan også nemt komme til at tillægge vores hunde en personlighed eller nogle bagtanker, som derved påvirker, hvordan vi behandler dem. Den stædige hund er måske slet ikke så stædig, som du går og tror, men i stedet så frygtsom, at den ikke tør at gøre det, du beder den om lige nu. Jeg forstod eksempelvis godt, at min svømmetræner gerne ville have mig til at springe ud fra femmeter-vippen, men frygten havde fuldstændig overtaget min krop, og jeg lukkede helt ned. Den stædige hund kunne også være fanget i sin Søgen-adfærd. Næsen er slået til og ørerne er lukket i, så den ignorerer dig faktisk ikke bevidst. Den kan vitterligt ikke høre dig. Det er også Søgen, når vi mennesker sidder og scroller igennem Facebook-feedet i jagten på søde kattevideoer og spændende debatindlæg. Her har jeg da også mere end en gang oplevet, at folk måtte sige tingene til mig et par gange, før jeg overhovedet registrerede, at jeg bliver talt til. Jeg ignorerede heller ikke nogen bevidst, men min hørelse var momentært slået fra.

Hvis vi forstår følelserne bag vores hundes adfærd, er vi måske mindre tilbøjelige til at blive frustrerede over eller irriterede på dem. I stedet bliver vi i stand til at hjælpe dem i nogle situationer og bære over med dem i andre. Følelser er i bund og grund det, som får vores hunde til at handle.

Følelser er som allerede nævnt en meget kompleks størrelse, og jeg ved at dette blogindlæg går til dem på en meget overfladisk måde, men jeg var bange for, at det hele blev en tand for nørdet. Måske jeg dykker mere ned i det enkelte følelser i fremtidige blogindlæg.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout