Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vi har fulgt med i, hvordan hundene oplever Covid-19, og nu er der nyt fra de firbenedes verden. For i North Carolina er en mops testet positiv for sygdommen. Hunden bor sammen med tre mennesker, der er smittede, samt en der ikke er smittet.
– Mopsen er en speciel race, da den nyser og hoster på anderledes måder. Derfor har det nogle gange lydt som om, den har været ved at blive kvalt, og der var en dag, hvor han slet ikke ville spise, hvilket er meget usædvanligt for racen, fortæller ejer Heather McLean til NBC News.
Til trods for, at hunden er blevet smittet af sine mennesker, maner de amerikanske myndigheder til besindighed. For selvom hunden er testet positiv, er der endnu ingen beviser for, at en hund kan smitte et menneske.
Det amerikanske Center for Disease Control and Prevention erklærer, at det er en god ide at minimere kontakten mellem smittede personer og kæledyr, ligesom man heller ikke skal have for meget kontakt med kæledyr, der er smittede. Dette gælder indtil, man er helt sikker på, hvordan smittevejen er mellem dyr og mennesker.
Centers for Disease Control and Prevention fastholder, at smitterisikoen er meget lav, men at materialet på området endnu er småt.
Derudover påpeger man, at risikoen for, at kæledyr bliver meget syge af Covid-19 fortsat betragtes som meget lav.