Astrid Gerd Holtet
Den heltemodige hund, der kommer sin ejer til undsætning, er velkendt fra film og bøger, men vil vores helt almindelige familiehunde hjælpe os, hvis vi kommer i nød? Det forsøger et studieudgivet i det videnskabelige tidsskrift Animal Cognition, at finde ud af.
At hjælpe andre kræver forståelse
At hjælpe et andet individ, der befinder sig i en ubehagelig eller farlig situation, anses for at være en særlig social egenskab, som kræver at man evner at sætte sig i andre sted, og forstå deres behov. Det er en egenskab vi især forbinder med mennesker, men evner vores hunde også at forstå vores følelser og hjælpe, når det er nødvendigt? En forskergruppe fra Argentina har sammensat et forsøg, der forsøger at klarlægge netop dette spørgsmål.
Ejeren blev låst inde i en kasse
I forsøget opstillede forskerne to scenarier, hvor en hund oplevede at dens ejer blev lukket inde i en kasse. I det ene scenarie blev ejeren instrueret i at udvise klare signaler på stress og ubehag. I det andet scenarie sad ejeren roligt og afslappet i kassen. I begge scenarier blev hundens reaktion registreret og analyseret.
Hundene hjalp de fortvivlede ejere
Resultaterne fra forsøget viste, at de hunde, hvis ejer viste tegn på stress og ubehag, oftere forsøgte at åbne kassen, end de hunde, hvis ejer forholdt sig i ro. For at udelukke at det var et spørgsmål om træning, sammenlignede man også de almindelige familiehunde og de specialtrænede redningshundes reaktion, og man fandt ingen forskel i tendens til at forsøge at hjælpe ejeren. Familiehunden forsøgte lige så ofte at hjælpe, som redningshundene gjorde.
Forskerne mener at deres forsøg viser, at hunde evner at udvise den komplekse adfærd det er, at hjælpe andre, og at deres villighed til at hjælpe er uafhængig af tidligere erfaringer.