Astrid Holtet
Mange hundeejere oplever at deres hunde på et eller andet tidspunkt spiser noget de ikke bør, og en gang imellem kan det medføre alvorlige forgiftninger. Heldigvis er der hjælp af hente hos dyrlægen, men det kræver at der handles hurtigt, hvis forgiftningerne skal undgås.
Undgå at giften bliver optaget
Når hunden har spist noget, der er giftigt, er det vigtigt at man hurtigt kontakter dyrlægen. Ved at handle hurtigt kan man i mange tilfælde forhindre giften i at blive optaget fra tarmen og ind i kroppen – og kan man det, kan man undgå de problemer forgiftningen ellers kan give. Når man skal undgå at en forgiftning udvikler sig, er der flere muligheder, dyrlægen kan benytte sig af.
Hvis det giftige, som hunden har indtaget, stadig ligger i mavesækken kan dyrlægen give hunden et brækmiddel, der får den til at kaste op. Når hunden kaster op, tømmes mavesækken for indhold, og alt det giftige bliver på den måde forhindret i at komme ned i tarmen, hvor det ellers ville kunne optages. For at sikre at alt giften kommer op med opkastet, er det vigtigt at brækmidlet gives så hurtigt som muligt – og altid indenfor de første to timer efter indtagelse. I enkelte tilfælde kan det også give mening at lave en udpumpning af mavesækken. Dyrlægen kan også vælge at give hunden aktivt kul, der hæmmer optagelsen af giftstofferne over tarmen.
Hvad kan dyrlægen ellers gøre?
Ved nogle forgiftninger findes der en behandling eller modgifte, der kan bremse de skadelige effekter af forgiftningen. I andre tilfælde kan dyrlægen ikke gøre andet end at hjælpe hunden med at klare sig igennem forgiftningen, eksempelvis ved at give den væskebehandling og anden støttende behandling. I alvorlige tilfælde, kan en forgiftning være livsfarlig på trods af dyrlægehjælpen eller hunden kan overleve, men få alvorlige, vedvarende organskader.
Er du i tvivl om hvorvidt din hund har indtaget noget giftigt, bør du altid kontakte din dyrlæge med det samme.