Bjarke Kirkegaard Nielsen
Vanrøgt af dyr. Tre ord som kan få det til at gyse i alle dyreelskere. Ikke desto mindre finder det sted i store dele af landet, og derfor er det vigtigt, at vi har organisationer og politienheder til at opspore disse mishandlinger.
Det nyeste skud på dyreværnsstammen er dyrepolitienheden, og her har man i enhedens snart etårige levetid opsporet 81 sager. Det viser tal, som TV2 Østjylland har fået indsigt i.
Af de 81 sager handler 70 om ulovlig import, avl eller salg af hunde, og her har især Dyrevelfærdsenhed SYD haft travlt med to store sager med henholdsvis 120 og 125 hunde. Fire af de 81 sager handler om ulovlig handel med og indførsel af truede dyrearter, mens syv sager har handlet om overtrædelse af Dyreværnsloven.