Privatfoto

Efterårsregn, blæst, kulde, mørke og mudder. Mandag. Brrrr.... lyder det som ”opskriften” på en god start på ugen? Og lige vejret til en aftentur med hunden... eller lokker sofaen mest?

Da jeg kørte afsted til canicross-træning i mandags i det vejr, tænkte jeg godt nok: ”Hold nu op, Line – du er da helt tosset! – det bliver en kold og klam omgang – og tror du overhovedet, at nogen er skøre nok til at være med?. Vil folk ikke hellere blive hjemme i varmen?”. Jeg var i hvert fald ikke selv helt overbevist om det smarte i at have inviteret Dirty Paws-klubben med på en trailløbetur i det vejr!... 

Regnen pisker mod forruden på vejen til skoven, og Frida brummer bagi i bilen og lyder heller ikke som én, der er helt klar på eventyr. Er egentlig også selv lidt uoplagt efter en lang dag på arbejdet. Jeg holder ind på den øde parkeringsplads, hopper i udstyret og får selen på Frida. Jeg kan allerede mærke kulden snige sig ind i kroppen og skoene blive våde. Hmm, det gælder vist bare om at få turen overstået og komme hjem i varmen igen.

Flere biler begynder nu at dukke op på pladsen – og pludselig er vi en lille flok. Ni hunde og ni løbere! – og endda en enkelt som aldrig har canicrosset med klubben før, men har valgt denne dag til at få sin debut! Wouw, jeg er spændt på, hvad han vil synes om det.

Privatfoto

Vi får hundene i selerne, pandelamperne på og bevæger os ind i skoven. Og så sker det magiske: Regnen stopper næsten og skoven står mørk, spændende og fuld af eventyr. Min træthed forsvinder af at følges med en flok forventningsfulde og glade canicrossere – og ved synet af hundene som allerede trækker godt frem i selerne og sikkert kan dufte massevis af spændende ting i den våde skovbund.

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Vi sætter i løb ned af de små trailstier. Jeg har planlagt en rute på de små, snørklede spor, da hundene elsker at løbe der – og det samme gør de fleste løbere, når de lige har lært teknikken. Det kræver ekstra opmærksomhed – og helst et par løbesko med ”dupper” under. Men så venter der også en masse sjove oplevelser, som man hverken finder på asfaltvejene eller de store skovstier.

Sporet snørkler sig afsted og Frida fører an i skarpt trav. Hun følger sporet fint, og jeg kan koncentrere mig om at løbe gennem pytter, mudder, følge sporets hældninger, springe over rødder og af og til en stub eller endda et væltet træ. MUDDER!!! – råber jeg for lige at advare om, at det nu bliver ekstra sjovt, da en gigantisk mudderpøl dukker op, og jeg synker i til anklerne. Nogen forsøger at ”undslippe” – kun for at blive dyppet i næste pøl længere fremme. Hurtigt ”overgiver” alle sig: Hundene drøner upåvirkede i flok gennem mudderet – og alle løbere griner nu og ser det nu som en sjov leg at plaske igennem. En enkelt sko, som er snøret for løst må fiskes op og på foden igen. Pandelygterne danser igennem mørket som en lang lyskæde. Et dejligt syn.

Vi tar et stop og sikrer, at alle er med: ”HOLD NU KÆFT det er fedt det her”! udbryder vores debutant spontant! ”VI ER SOLGT” – og det er jeg også. Hvor er det bare sjovt, hyggeligt og ja: livsbekræftende at løbe her i den mørke skov sammen med en flok hundeglade løbere. Hundene nyder åbenlyst skovens dufte og hinandens selskab. Og vi tobenede hygger os mindst ligeså meget: vi får en ”på opleveren” sammen, kommer med opmuntrende tilråb til hinanden og af og til et lille skrig, når man er lige ved at falde på snuden i mudderet. Det slår altså sofaen med mange meter, og giver en helt anden energi og glæde end den trasketur rundt i kvarteret, som det nok ellers var blevet til.

Vi løber videre og bevæger os længere ind i skoven. Selvom det er bælgmørkt, så er pandelamperne nok til, at man får en fornemmelse af skoven. Jeg kan se de smukke efterårsfarver står endnu – og HOV!: Pludselig står der to rådyr lige foran os på stien! De skynder sig at springe ind i underskoven – nok noget overraskede over at se mennesker og hunde på dette tidspunkt. Frida kunne godt have tænkt sig at følge efter, så jeg må have et ekstra godt tag i snoren og minde hende om, at vi er på løbetur og ikke skal på for mange afveje!

Vi løber 6 km gennem skoven, op og ned af bakkerne før vi er tilbage på P-pladsen. Helt ”høje” og glade. Det er måske ”bare” en løbetur, men den har givet en masse energi fordi vi har gjort det sammen – og fordi en mørk og øde skov på en eller anden vis skærper sanserne og giver en ekstra særlig oplevelse. Og så føler vi os nok også lidt seje, fordi vi gjorde noget godt for os selv og for vores hunde på sådan en koldklam aften!

Læs også: Blog: De vigtige pauser

I aften skal vi afsted igen. Mørket sniger sig ind nu – og jeg kan også mærke lidt uoplagthed snige sig ind igen. Men jeg VED, hvor skønt og sjovt det bliver, når vi kommer afsted. Og jeg ved, de andre står og venter på os og glæder sig til at løbe sammen. Det er virkelig noget af det helt særlige ved at løbe i en klub: Udover at hundene løber meget bedre – og elsker at løbe i flok – så giver det så meget til os, til tider dovne tobenede, at fællesskabet regner med os. Da mørket satte ind til vores træninger her for nogle uger siden, var jeg spændt på, om der overhovedet ville komme nogen til træning hele vinteren. Men nu er jeg slet ikke i tvivl: Vores klub kommer til at leve i bedste velgående også hele efteråret og vinteren. For løb sammen er bare fantastisk – endnu bedre når hundene er med - og mørket giver en ny og spændende dimension.

Til jer der har fået lyst til at løbe i mørket – og løbe trail – vil jeg blot sige: JA! – kom med ud og prøv det! Det kræver blot en god pandelampe og gerne et par trailsko (løbesko med ”dupper” under). Forhør jer i en specialbutik, hvad de kan anbefale af udstyr. En pandelampe skal helst lyse med min 400 lumen, for at kunne bruges til at se med – og så skal den helst ikke være for stor og klodset. Find en der sidder godt på hovedet – og har genopladelige batterier. At vælge sko er en hel videnskab for sig, så det vil jeg ikke komme ind på nu. Men finder nu en god grejbutik, så kan de helt sikkert hjælpe. Når man løber rundt i mørke og mudder, så er det godt med ordentligt ”vejgreb”. I vores klub er der plads til alle: både nybegyndere og de mere øvede løbere. Som kom og vær med til at lege.

Eneste ulempe ved sådan en tur?... tjah, det må vist være ”drysseriet” i stuen bagefter, når en nu knapt så hvid Frida tørrer igen og tager anseelige mængder af mudderpølene med hjem. En udebruser er sat på ønskelisten for julegaverne. Og nå ja: og så kom min fars gamle trick om avispapir i våde sko også i brug igen: Våde trailsko, der står for længe uden at blive ordentlig tørre dufter ikke just af roser!

Privatfoto